SPIL FOR LIVET
I 1941 var krigen endnu ikke nået til Ukraine. De jødiske børn, Abrascha og Larissa, er meget dygtige til at spille hhv. violin og klaver. For at blive venner med dem vil en tysk pige, Hanna, gerne lære at spille violin. De skaber venskab på tværs af kulturer, selvom Hannas forældre i første omgang er imod det.
Men snart kommer Hitlers Operation Barbarossa, hvor tyskerne invaderer Sovjetunionen. Og da Hitler og Stalin ikke længere er venner, bliver det også problematisk for de tre børn at være venner. Hannas forældre bliver eftersøgt, fordi hendes far er mistænkt for at være spion for fascisterne. Abraschas familie skaffer et skjulested til dem. Da tyskerne er nået ned i deres område, kan Hannas familie komme hjem igen.
Den jødiske familie holder sabbat, hvor de siger at "Gud skal nok beskytte os". Larissas far er læge på et Røde Kors-hospital, og en dag falder en bombe der. Inden længe skal jøderne gå med stjerne, og alle over 50 år skal samles på stationen for at blive deporteret. Hannas far prøver at få børnenes jødiske spillelærerinde fri. Snart er det den tyske familie, der finder et skjul til de jødiske familier.
Alle jødiske børn skal udryddes, for tyskerne vil ikke have, at deres tyske børn skal gå i skole med dem. SS-oberst Schwartow vil dog benåde Abrascha og Larissa, hvis de kan spille en koncert fuldkommen fejlfrit. Det bliver dog for stort et pres for Larissa, da hun gennemtænker de sidste dages grusomme begivenheder. Hun bryder sammen, hvorimod Abrascha spiller fejlfrit og skånes. Så det er kun delvist, at filmen har en happy end.
Der er meget musik i filmen. En dejlig melankolsk melodi, som børnene selv havde komponeret, kommer igen mange gange. Og ved koncerten hører vi hele Rimsky Korsakovs Humlebien. Filmens tyske general kommer med nogle centrale sætninger om raceideologien. Der er eksempler på mobning af jøder, men også på nogen, som sætter livet på spil for at hjælpe dem. Under rulleteksterne står der, at filmen er lavet til minde om 1,5 mio. dræbte jødiske børn. Der er skudepisoder i filmen, men det er meget mørkt, når det sker, så det virker ikke så dramatisk. Børnene har rigtig gode skuespilpræstationer, så man også ved deres mimik fornemmer deres tanker. Abrascha spiller selv violin i filmen og blev valgt blandt 400 til casting.
Artur Brauner, født 1918 i ?ód? i Polen, har sammen med sin datter produceret filmen. Arthur Brauner flygtede som 22-årig til Rusland, da anden verdenskrig brød ud. Han er en holocaustoverlever, der vil dedikere sine sidste 20 år som filmproducent til at producere film udelukkende om anden verdenskrig. "Vidunderbørn" beskriver krigen set fra børns synsvinkel og har børn med i hver scene. Filmen har vundet hovedprisen på Jerusalem Filmfestival og prisen for bedste manuskript for børn på den danske BUSTER filmfestival i 2011.
Det er en tysk film, hvor alle skuespillere taler tysk (bortset fra lidt jiddisch). Familier med større børn kan se den sammen og tage en snak bagefter. Dansk Filminstitut har et undervisningsmateriale, hvor de foreslår den brugt til 7. - 10. klasse. Set på filmstriben.dk