• SONIC THE HEDGEHOG 2 nu på Viaplay udover dvd og blu-ray

  • SPIDER-MAN: ACROSS THE SPIDER-vERSE nu på Netflix udover dvd og blu-ray

  • GRAN TURISMO nu på Max udover dvd og blu-ray

  • TRE JULEFILMS-ANBEFALINGER bl.a. DE EFTERLADTE

  • VEJEN HJEM i biografen

  • TEMA FAMILIEFILM JUL fx STJERNEN

  • TEMA julefilm fx I HEARD THE BELLS

Alle anmeldelser - Drama

Velkommen til Utmark (serie)

I en lille by i det nordligste Norge findes mange mærkelige skæbner. Der sker sære ting i denne komedie - en barsk, lun, absurd og forfærdelig realistisk skildring af menneskeskæbner.

DramaTEMA Serier
Produktionsår: 2021
Varighed: 342 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Dagur Kári,
Roman/manuskript: Kim Fupz Aakeson,
Medvirkende: Tobias SantelmannStig Henrik HoffMarie BlokhusAlma Günther,
Stikord:
 Vold,










Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 21.05.2021



LANGT OPPE OG LANGT UDE 

Kim Fupz Aakeson er for mange af os kendt både som en god forfatter og en god filmmanuskript-mager. Ofte er der en særegen blanding af humor og alvor, hvilket også kendetegner denne filmserie om livet i en lille by i det nordligste Norge, hvor alle kender hinanden på godt og ondt.

Det er bestemt ikke en falde-på-halen-komedie, eller en norsk udgave af "Klovn", hvor det pinlige bliver udstillet som sjovt. Det er snarere en udstilling af mennesker på godt og især ondt. De fremstilles på én gang ret usminket og samtidig med en lun overbærenhed: Den lokale betjent, der lider af en tarmsygdom, der kræver hyppige toiletbesøg – men det er så sandelig ikke det værste, der er at siges om ham. En meget selvbevidst same, der i sin selvophøjelse og kamp for gamle samiske kulturdyder er ret så hensynsløs – næsten kun overgået af sin gamle mor. En stakkels fåreavler, der har problemer på hjemmefronten og prøver at drukne dem i billig russisk vodka eller gin. En teenagepige, der skal navigere i sine forældres skilsmisse og andre kriser. En kvindelig lærer, der flygter til denne afkrog af verden, og slås med et flyttefirma. To østeuropæiske prostituerede og deres lokale alfons, der har et blødt hjerte og en hård hånd. En bedemand, der har skilt sig fra præsten – og præsten, der ikke vil uddrive en dæmon af ejeren af det lokale supermarked, fordi hun mener, at hun snarere har brug for en psykiater. Og så videre … Der er specielle skæbner nok at studere i Utmark.

Skilsmissehjem
Historien begynder med og spindes omkring ægteparret Finn (Tobias Santelmann) og Siri (Marie Blokhus), der har teenagedatteren Marin (Alma Günther). Finn er ikke ligefrem hverken spændende, romantisk eller velhavende. Som Siri betror sig til en anden kvinde på et tidspunkt: "Jeg faldt for ham, fordi han virkede spændende i sin tavshed. Men efterhånden fandt jeg ud af, at han bare var tavs." Siri har længe været utro med samen Bilzi, og pludselig flytter hun over til ham og vil skilles fra Finn.

Små og store historier
De mange små og store plots skal der ikke røbes for mange af. Men der er bestemt perler imellem dem, som jeg sent vil glemme. Der er noget vold og noget sex – men slet ikke noget, der præger skærmen ret lang tid samlet. Hverken sex eller vold er skildret som andet end noget, der sker. Ligesom alt andet i Utmark: det sker bare. Folk kan dø ganske pludseligt og på uventede måder. Som Bilzis halvbror siger: "Og så bliver de til historier. Sådan er det heroppe: folk forsvinde,r og der opstår en historie, og den bliver til sandheden."

En salme og en dæmon
Sæson 1 slutter med, at hele den lille lokale skoles elever til en kirkebasar synger salmen Du som har tændt millioner af stjerner, mens øjnene ikke er tørre hos nogen – bortset fra de to, der nok bliver de ondeste i den sæson 2, der forhåbentlig kommer. Nå ja: der er en tredje person, der heller ikke glæder sig over salmen: han ligger nemlig og vrider sig på gulvet, fordi han lige er blevet besat, da han forsøger at uddrive dæmonen fra den besatte ejer af supermarkedet. Dette slutbrag af kirkelige forhold skal ikke forlede en til at antage, at det kirkelige fylder voldsomt meget serien igennem. Men Fupz har nok også en mening med dette – ligesom han helt sikkert har med alle de andre finurligheder undervejs. I hvert fald er det nemt at forstå, hvis salmens ord om trøst og tilgivelse og guddommelig hjælp falder på et tørt sted i Utmark.

Utmark hos os
Serien byder på voldsomt afhængighedsskabende underholdning – og med reelt stof til eftertanke over nogle af de store ting i livet. Som fx da lærerinden lærer børnene at "utopi" betyder noget, der er for godt til være sandt – og så spørger dem, om de kan nævne nogle ting, der er utopi. Deres svar glemmer jeg ikke lige med det samme. Når Fupz skriver børnebøger, er der også noget at lære for voksne. Så vær ikke for sikker på, at beboerne i Utmark ikke kan lære os danskere noget … Jeg ved ikke meget om de samer, der stadig lever af rensdyr – fx om de alle sammen primært lever af at smugle alkohol. Jeg ved ikke meget om nordnorske fåreavlere – fx om de alle sammen ligner deres husdyr en hel del. Men jeg tænker, at jeg i denne serie lærer mere om mennesker generelt end om konkrete kulturelle forhold i Nordnorge. Det håber jeg i hvert fald for Nordnorge!

Kan ses på Max med norsk eller engelsk tale.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.8 af 6. 5 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer