• SONIC THE HEDGEHOG 2 nu på Viaplay udover dvd og blu-ray

  • SPIDER-MAN: ACROSS THE SPIDER-vERSE nu på Netflix udover dvd og blu-ray

  • GRAN TURISMO nu på Max udover dvd og blu-ray

  • TRE JULEFILMS-ANBEFALINGER bl.a. DE EFTERLADTE

  • VEJEN HJEM i biografen

  • TEMA FAMILIEFILM JUL fx STJERNEN

  • TEMA julefilm fx I HEARD THE BELLS

Artikler - Baggrund

Trosrejser i tid og rum

Jeg så, "Narnia", "Star Wars" og "Ringenes Herre" havde en større historie, siger Richard Burridge om science fiction film.

Baggrund
Produktionsår:
Varighed:  min.

Instruktør:
Medvirkende:
Stikord:

Anmeldelse:

Af: Per Arne Gjerdi - 16.10.2006



Harry Potter er tilbage i biograferne og Narnia har været der. Interessen for science fiction og fantasy er stor. Men har fænomener som Ringenes Herre, The Matrix og "Star Wars" noget med Bibelen at gøre? Den engelske teolog Richard A. Burridge er ikke i tvivl.

I 1999 bød en forlagsredaktør i Scripture Union (Bibellæser-Ringen i England) Richard A. Burridge på frokost og sagde, at de ville have ham til at skrive deres årlige bog til fastetiden 2001. I England er der nemlig en stærk tradition for at bruge fastetiden til at mødes i studiegrupper omkring en bog.

- Så snart jeg hørte årstallet 2001, tænke jeg på åbningsmusikken til Stanley Kubricks bebrømte film Rumrejsen år 2001. "Hvad om jeg laver 'trosrejse år 2001'," spurgte jeg. Vi lo, og jeg sagde, at vi kunne se på det som en rejse ind til en ny måde at leve på.

Burridge skrev bogen, men blev et par år senere opfordret til at skrive en ny version uafhængig af fasten. Dermed fik han også mulighed for nogen opdateringer med referencer til både "The Matrix" og de første filmatiseringer af "Ringenes Herre" og "Harry Potter".

Alene i universet?
Selv om bogen var en opgave, lægger Burridge ikke skjul på den personlige motivation.

- Jeg husker tv-serier fra min opvækst i 60'erne. Desuden Apollos landing på månen. Jeg læste meget science fiction, da jeg var teenager, og blev optaget af spørgsmål som "Hvem er vi?", "Hvad gør vi her?" og "Hvad er vor plads i universet?". Jeg husker, jeg gik tur om natten, stod på en bakketop uden for byen og så op på stjernerne og tænkte: Er vi alene i universet? Mange af de spørgsmål, som går igen i science fiction, er de samme, som kendetegner åndelig søgen.

Burridge, som til daglig underviser i Det Nye Testamente ved King's College i London, citerer Salme 8: "Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?"

- Rejsen gennem science fiction har været en del af mit liv. Det samme har rejsen ind i kristen tro været. I min og "En trosodyssé - en reise gjennom livet" er det gjort det muligt for mig at sammenflette disse to rejser. Jeg fandt desuden ud af, at der var mange andre kristne, der også læste science fiction.

Billeder for vort indre
Når Burridge bringer fortællinger fra science fiction ind i bibelformidlingen, er det ikke bare som illustrationer. Skikkelserne får egne ben at stå på.

- På en international konference i USA lærte jeg noget om at læse og sammenligne bibeltekster i lyset af hinanden. Bibelstudier bliver ofte meget logiske og tørre. Jeg fik lyst til at bruge traditionelle bibeltemaer som synd, omvendelse, frelse og nadver på en anderledes måde. Jo mere jeg tænkte på fortællingerne af Tolkien og C. S. Lewis, eller på film som Star Trek og "Star Wars", jo mere så jeg, at de havde meget til fælles med bibelske historier. Det fantastiske med disse fortællinger er, at de maler billeder for vort indre. De appellerer til vor sans for farver og eventyr.

Dør for sine venner
- Tag for eksempel korsfæstelsen, dette at Jesus gi'r sit liv. Vi kan have bibelstudier om, hvordan Jesus dør for sine venner. Vi tror på det, men vi bliver måske ikke grebet af det, siger Burridge. Han har følgende forslag til dem, som vil fortælle andre om Jesu død.

- Vis dem den første "Ringenes Herre"-film og lad dem se scenen med Gandalf på Khazad Dûm-broen, hvor han kæmper med balrogen. Idet han besejrer det onde væsen, griber det ham og drager ham ned. Han hænger først med fingerspidserne og råber til sine venner: "Fly, you fools." Så falder han ned i dybet. Og vi ser vennerne komme snublende ud i dagslyset, fyldt af tårer og smerte.

Burridge mener, scenen er et glimrende udgangspunkt for at læse beretningen om korsfæstelsen igen.

- De første disciple må have følt det som Frodo og Aragorn. Total forladthed. På en eller anden måde levendegør filmen denne bibeltekst, som vi har læst så mange gange.

Men der findes flere andre skildringer af helten, som ofrer livet for sine venner.

- Vi kunne for eksempel tale om Aslans død i C. L. Lewis' "Narnia - løven, heksen og garderobeskabet" eller Spocks død i slutningen af den anden "Star Trek" film, siger Burridge.

Livet som en rejse
- I min opvækst elskede jeg John Bunyan's Pilgrimsvandringen, som skildrer det kristne liv som en rejse. Homers Odyseé er en anden dejlig historie, om Odysseus, der prøver at komme hjem. Filmen "Rumrejsen år 2001" fortæller også om en sådan rejse. Jo mere jeg studerede disse historier, jo mere så jeg, at de havde en struktur, en større historie. De handlede for det meste om helte, der er alene, fortabte og i fare i omgivelser, de ikke føler sig hjemme i, og så finder de pludselig en vej ind i et andet liv. For eksempel børnene i "Narnia - løven, heksen og garderobeskabet", som finder vejen ind til Narnia gennem garderobeskabet.

Eller Harry Potter, som går gennem væggen på perron 9¾.

Fælles for disse fortællinger er, at du finder en gruppe mennesker, du må rejse med, det være sig mandskabet på "Starship", børnene i "Narnia" eller Ringens broderskab, påpeger Burridge.

- Det er måske ikke mennesker, du egentlig har lyst til at rejse med. De er anderledes, som elverne og dværgen i "Ringenes Herre", men du må alligevel få det til at fungere. Gruppen kæmper mod ondskab. De bliver trætte og sårede. De har brug for samarbejde. De trænger til mad. De farer vild og behøver en guide. Som regel er der én i gruppen, som ofrer sig for de andre, før det til sidst ender godt.

Hjemkomst og opstandelse
- Sådan er den kristne fortælling også, en rejse fra synd, undertrykkelse, ondskab og kaos, gennem portaler som dåb og omvendelse. Du opdager, at der findes andre mennesker der. Det er ikke sikkert, du kan li' alle sammen, men de kaldes kirken. Og du rejser sammen med dem, enten du kan li' det eller ej. Du får mad af fællesskabet. Du får en bog, som vejleder dig, Bibelen. Du får åndelig vejledning, du må kæmpe mod ondskab, og der findes bøn og helbredelse. Og der er én, som ofrer sit liv for os på korset, før vi får del i hjemkomst og opstandelse, sådan som det beskrives i Johannes' Åbenbaring.

Burridge understreger, at det er de store fortællinger, han vil synliggøre i sin bog, fortællingerne om vejen fra synd til frelse, fra ødelæggelse til opstandelse og nyt liv.

Dybt i vort DNA
- En i samtalegruppen i vores kirke sagde, at han pludselig havde forstået, hvad jeg prøvede at sige. "Hvad er det, jeg prøver at sige," spurgte jeg. Han svarede: "Det er, som om du prøver at sige, at Gud har lagt frelseshistorien dybt i vort DNA. Og når vi mennesker fortæller historier, reflekterer vi den store fortælling. Alle de andre fortællinger åbner vore øjne og forbereder os på fortællingen om Jesus."

Burridge protesterer ikke på svaret, han fik.

- Kristne har altid troet, at Gud taler til os gennem Skriften. Men Gud taler også til os gennem alt det, han har skabt. Det betyder, at han også taler til os gennem vor kultur. Hvis vi lytter til historierne, som kulturen fortæller, kan det være, at Gud også taler til os gennem den, siger Richard A. Burridge.

Kilde: Agenda 3:16 nr. 11/2005



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Endnu ikke bedømt. Du kan være den første!
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer