Det må være noget af et scoop for en legetøjsproducent, at deres legetøj bliver hovedaktøren i en stor Hollywood-film. Firmaet Hasbro har formentlig kronede dage, nu hvor deres legetøj, bilerne, der kan forvandles til robotter, har fået stjernestatus i både den første Transformers-film og i den helt nye "Transformers: De Faldnes Hævn".
Den første film havde en tilpas interessant historie, menneskeligt og plotmæssigt set, idet den handlede om en teenagedrengs første bil og det faktum, at denne bil er levende. I den første film var der tilpas meget fokus på drengen og livet som teenager, sådan at os, der godt kan li’ bare en smule personkarakteristik, også fik noget for pengene – ud over en masse øjenguf og action.
I film nummer to, hvor grafikken og actionsekvenserne naturligvis er ganget med to eller mere, og alt er større og flottere, er personkarakteristikken røget sig en tur. Tilbage er en forvirret teenager, som skal på college, og hans überlækre kæreste, som kun kan finde ud af at se godt ud og være forkælet pige – dog med den lille sideting, at hun elsker motor og mekanik.
I den første Transformers-film fra 2007 møder vi første gang det store univers af robotvæsener og de to grupperinger, decepticons (de onde) og autobots (de gode). Det viser sig, at disse robotvæsener har været på vores jord i mange årtusinder og bl.a. har efterladt en række mystiske tegn på forskellige kendte bygninger. I den første film er det først og fremmest slaget mellem de herværende robotter, der er i fokus, hvorimod historien udvides kraftigt i den nye film og nu inkluderer de robotter, der bor langt ude i universet på deres egen planet og bare venter på at få hævn over de gode autobots og overtage jordens sol. Sidstnævnte er selve kernen i filmen og historien: Robotterne indfanger og overtager sole fra forskellige solsystemer for at kunne overleve, og nu vil de altså også have jordens sol.
Der er i høj grad tale om en adrenalinpumpende actionfilm for store og små drenge. Det "seje" ved transformers er jo, at der er tale om biler, lastbiler og motorcykler, som på få sekunder udvikler sig til de robotter, de i virkeligheden er. Og det ser unægtelig temmelig fedt ud, når det er lavet med topmoderne computergrafik. Det er i sig selv en af de to films "seje" ting: Robotternes evne til at transformere sig.
I film nummer to bliver vi selvfølgelig introduceret for endnu flere robotter, og denne gang også for den ondeste af dem alle, decepticon-klanens øverste leder. Han bliver præsenteret som en mandlig udgave af den frygtede moder-alien fra de gamle "Aliens-film", med pupper, der udklækker nye robotter, en regnfuld planet, osv. Det er "Aliens" i robot-udgave.
Filmen indeholder masser af plothuller. Som sagt er personkarakteristikken særdeles mangelfuld, og fx er der en kvindelig robot i begyndelsen af filmen, som kan udvikle sig fra "ægte" menneske til robot og vice versa, og hendes evne, som minder om noget fra den anden Terminator-film med Schwarzenegger, kunne man godt have brugt mere tid på.
Jeg vil opsummere med at sige, at man er temmelig godt underholdt i de 2½ time, filmen varer. Man får masser af action, store krigsscener, flot computergrafik og hæsblæsende handling. Selv om filmen handlingsmæssigt er tynd, og selv om personkarakteristikken er ditto, så forlod jeg biografen uden på noget tidspunkt at have kigget på uret – og det er i sig selv et kvalitetstegn. Er det action, man vil have, så får man det. Og den force har begge Transformers-film. Det er overdrevet, næsten ublodigt, action og passer fint til en drengeaften i byen eller foran dvd'en med popcorn.