• THE ROSA PARKS STORY nu på dvd og filmstriben.dk

  • GRAN TURISMO nu på Viaplay udover dvd og blu-ray

  • INGEN KENDER DAGEN nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • LADY BIRD nu på Netflix udover dvd og blu-ray

  • HVOR FLODKREBSENE SYNGER nu på Netflix udover dvd og blu-ray

  • NEXT GOAL WINS på dvd og blku-ray samt Disney+

  • OFFICIAL SECRETS DR2 | 19-04-24 | kl. 20.00

Alle anmeldelser - Dokumentar

Tranceformer

En dokumentarfilm om den verdenskendte danske filmskaber Lars von Trier, der er spækket med spændende interviews og kontante meninger.

DokumentarTEMA Biografiske film
Produktionsår: 1997
Varighed: 52 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Stig Björkman,
Medvirkende: Lars von Trier,
Stikord:

Anmeldelse:

Af: Michael Agerbo Mørch - 13.04.2010



"Alt hvad der måtte skrives eller siges om min person er løgn." Så bombastisk er den allerførste udtalelse fra Lars von Trier i denne dokumentar af Stig Björkman. Dermed er der sat en noget komisk pejling for filmen. Om udtalelsen er rigtig, er måske tvivlsom, men man kan jo ikke gøre andet end at forholde sig kritisk til udtalelserne. Så det gør jeg.

Lars von Trier er en mystisk herre, som igennem to årtier har rystet og betaget filmseere over det meste af verden - i hvert fald i Europa. Noget, der er kendetegnende for Trier, er, at han arbejder med det grimme, det angstfremkaldende eller ligefrem det onde. "Det onde er interessant," siger han selv og henviser til en anekdote om Dante, der efter sigende havde let ved at skrive om Helvede, men fandt det besværligt at skrive om Himlen i Den guddommelige komedie. Ud over dét sammenligner han sig selv med drengen fra H.C. Andersens Snedronningen, hvor en dreng får en troldsplint i øjet og derfor kun kan se tingene grimt.

Noget andet, som kendetegner Trier, er provokationerne. Både hans udtalelser og hans film provokerer publikum, men for Trier er det ikke bare tomme (men interessante!) ingredienser. "En provokation har det formål at få folk til at tænke," hvilket også gør, at han kan ironisere over de mennesker, som mener at have en korrekt opfattelse af tingene; noget han specielt gjorde i sine første spillefilm "Epidemic", "The Element of Crime" og "Europa".

Hvad der måske kendetegner Lars von Trier mest, er hans fobier, som i stor udstrækning indgår i hans film. Og der er mange. Han siger selv, han har "et selvhad af umådelige proportioner", og det skyldes, at "jeg ikke kan styre mig selv, men kun mine film". En af de interviewede skuespillere siger, at "han har bestemt sig for, at verden er et helvede", hvilket siger noget om, hvor negativt han ser på tilværelsen generelt. I begyndelsen af filmen konkluderer Trier, at "livet er et cirkus", og det har overrasket ham selv, hvor afhængig han er af filmskabningen, for når han ikke er kreativ, flyver angsten rundt i hans hoved. Hans kreativitet er derfor "den kajak, han holder balancen i", som en skuespiller udtrykker det. I det hele taget minder Trier mig om en karakteristik af den moderne kunstner, som forfatteren Poul Hoffmann gav i en gammel bog, Narkotika og sex i Bibelens lys, om et helt andet emne: "Til denne verdens ulykkeligste mennesker hører de ikke-kristne genier; åndshistorien beretter næsten monotont, hvordan de slides sønder mellem selvmordstrang og angst for døden" (s. 33). En hård påstand, som jeg dog som sagt synes passer på Trier. Han er også nådesløs over for sig selv og siger, at de glamourøse skuespillere måske er smukke på forsiden, men at de er sat sammen af "tape og lort, præcis som filmkulisser". Det er en afslørende bemærkning, som vel også skal provokere!

Grunden til de mange citater er, at filmen er bygget meget op om dem. Og udsagnene er spændende. De bedste (selvfølgelig!) kommer fra Trier selv, men folk omkring ham bidrager også med en nuanceret vinkling på det komplekse menneske. Specielt kollegaen Peter Ålbæk Jensens kommentar om, at Trier aldrig lyver, og derfor er lidt middelalderridderlig, er både sjov og interessant. En irriterende ting er dog, at der ikke bliver vist navn på den interviewede, og det gør at man skal kende alle på forhånd, hvilket for mit vedkommende ikke er tilfældet. Det er en lille, men afgørende ting, når dokumentaren er så interviewbaseret.

Udover de mange citater fra Trier, som fortæller os noget om ham som menneske, og de værdier han har, så er filmen også en spændende indføring i et kreativt univers, og der vises klip fra nogle af de første film, som Trier lavede som 10-12-årig! (hvilket faktisk er film af både imponerende kreativitet og kvalitet). Han fortæller, omend i korte bemærkninger, hvad han vil med sine teknikker, og gennem nogle optagelser på live-settings ser vi, hvordan han instruerer skuespillerne.

Alt i alt en god indføring i Lars von Triers univers. Et minus er dog, at filmen efterhånden er outdated, da nogle af de største film fra Triers hånd først er kommet efter 1997. Men det må man så leve med.

Note: I "De fem benspænd" møder vi en ældre Lars von Trier, hvilket også giver et lille indblik i den gådefulde persons univers, og på ekkofilm.dk kan man finde flere interviews med Trier, som både er interessante og dybdegående.

Fuld Lars Von Trier filmografi på imdb.com



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer