NÅDESLØS TILVÆRELSE SOM SKOVHUGGER
Ved byen Bonners Ferry, Idaho, lever skovhuggeren Robert Grainier (Joel Edgerton). Robert har en ualmindelig opvækst med sig i bagagen. Han er en del af de mange mænd, der søger arbejde som skovhugger i træfældningssæsonen i begyndelsen af 1900-tallet. Det er hårdt arbejde, som også sætter sit præg på de arbejdende. Ligesom mange andre mænd flytter Robert rundt omkring for at finde arbejde, indtil han møder Gladys Olding (Felicity Jones). Han forelsker sig og vælger at gifte sig med hende. De bygger en tilværelse sammen ned til floden i en træhytte. Robert tager stadig afsted i længere perioder i træfældningssæsonen, mens han savner sin kone og datter, Katie. De vil forsøge at finde en vej ud af denne levestil.
Vanskelige vilkår for Robert Grainier
Som en del af en større håndfuld skovhuggere prøver Robert Grainier at finde sin plads. Han er ikke den mest snakkesalige type, men siger stadig sin mening. Det gør han også, da tre af hans kollegaer er i færd med at kaste en fjerde skovhugger af kinesisk herkomst ud fra togskinnebroen. Han forsøger at standse aktionen, men når det ikke, før han ser sin kollega blive kastet i døden. Dog er det slet ikke sidste gang, han ser ham.
Livet som skovhugger er ensomt, og når man møder folk, man har arbejdet med før, må man ikke tage det for givet. Flere må lade livet for udførelsen af blandt andet togskinnestrækninger. Nogle af træfældningens risici, andre af hævnagt og vold. Undervejs ser Robert Grainier sin myrdede kollega for sig i mareridt.
Livet som udearbejdende far sætter spor i Roberts indre. Han ser sin datter vokse op uden ham. Roberts kone Gladys kommer på ideen om at sætte penge af til at starte et lille savværk op ved floden. På denne måde skal Robert undgå at være væk i lange perioder ad gangen. Drømmen om det rolige familieliv er dét, der driver Robert fremad, når tingene bliver svære og hårde. Livet former sig dog sjældent præcis, som man ønsker sig, og det erfarer vores hovedperson også.
Fantastiske billeder
Filmen foregår i et lavt tempo, alt imens de smukkeste billeder ruller over skærmen. Nordvest-amerikas smukke landskab sætter baggrunden for et liv i tragedie. Selv bag det store skæg og den hårdføre tilgang til livet, viser Joel Edgerton i hovedrollen mange følelser. Han har et udtryk i ansigtet, som om han aldrig rigtig finder fred. Specielt da hans kræfter som skovhugger begynder at blive udskiftet med mekaniske midler, ser man en mand, der ikke kan finde sin plads. Kan man klare det lave tempo gennem filmen, har man virkelig et fremragende portræt af en arbejders liv i Amerika i begyndelsen af 1900-tallet.
Filmen er skudt i formatet 3 x 4, hvilket giver filmen endnu mere liv. Det førnævnte landskab er enestående og er en kontrast til det hårde liv Robert lever i det. Vi bevæger os gennem Rocky Mountains unikke landskab på gåben, hestevogn og damptogslokomotiver, alt efter hvor i livet Robert Grainier er.
Kan ses på Netflix.