• THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15

  • GLADIATOR ii i biografen

  • den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay

  • THE APPRENTICE i biografen

Alle anmeldelser - Animation

Toy Story 4

Kan det lade sig gøre at lave en succesfuld "Toy Story 4"? Ja, helt klart! Og det er tilmed blevet en rørende og lærerig film om loyalitet og identitet.

AnimationFamiliefilmTEMA Familiefilm A/7 år
Produktionsår: 2019
Varighed: 89 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: Tilladt for alle
Instruktør: Josh Cooley,
Medvirkende: Danske stemmer:Preben KristensenThomas EjeAnn Hjort,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Carsten Riis Jensen - 02.09.2019



BEVÆGENDE OG LÆRERIGT

Jeg ved ikke, hvordan de gør det, folkene hos Pixar. Jeg bliver rørt på en skøn måde og tårer triller ned ad kinderne, hver gang jeg ser Toy Story-filmene. Og sådan er det også med den helt nye, "Toy Story 4".

Eller – jeg ved godt, hvordan de gør det: De er mestre i at fortælle historier, som fokuserer på individer og personlighed, og de er mestre i at tage emner op og behandle dem sådan, at det bliver forstået af både børn og voksne. Det er simpelthen bevægende og lærerigt at følge venskabet mellem de forskellige slags legetøj og den loyalitet, de har overfor deres opgave som legetøj og den glæde, de har ved det.

Loyalitet
Jeg har tidligere anmeldt de tre første film, og som så mange andre tænkte jeg, at 3'erens slutning var noget nær perfekt. Man går fra 3’eren med en klump i halsen og en glæde over, at legetøjet får lov at få en ny chance hos et nyt barn.

Men nej, film nr. 4 fortæller videre på historien og giver os en ny slutning, som – når man har set filmen – giver rigtig god mening. Den giver måske især rigtig god mening ind i vores tid, fordi den handler om at turde tage en lidt vild beslutning om at forfølge en personlig drøm. Men i modsætning til så mange andre historier, som handler om dette tema, så har denne historie – med cowboydukken Woody som absolut hovedperson – det vidunderlige og lærerige twist, at han først forfølger drømmen efter, han har sikret sig, at alle andre har det godt og kan klare sig. Det store og vigtige tema i Toy Story 4 er nemlig loyalitet! Dyb, dyb loyalitet. Loyalitet imod en given opgave, og loyalitet imod vennerne/fællesskabet.

Identitet
Der kan holdes mange prædikener med udgangspunkt i Toy Story-filmene. Det er der også blevet, og jeg har selv især talt om pagter og pagtrelationer ud fra klip fra den første film:

Drengen Anders har skrevet sit navn med uforgængelig tusch under legetøjets fødder; de er i pagt med hinanden, og det gælder også selv om legetøjet går i stykker.

Der kan også holdes prædikener om identitet ud fra Toy Story-filmene, for i alle fire film kæmper forskelligt legetøj med at forstå, hvad der er deres identitet – og deres formål. I den første film er det Buzz Lightyear, der finder glæde og fundament i at være Anders' legetøj; i to'eren er det dels Woody, og dels guldgraverdukken Stinky Pete der kæmper med identitet; i tre'eren er det både legetøjet, men også drengen Anders, som nu skal flytte hjemmefra, og som kæmper med, om han skal skille sig af med barndommens legetøj eller ej.

Spøjs figur
Og endelig her, i 4’eren, er det en spøjs kreation, Gafli, der har brug for at finde ud af, at han er et elsket legetøj, og at han har en ejer, som elsker ham. Gafli er en lille piges kreative påfund: En plastikgaffel med ispindefødder og en piberenser som arme.

Alt sammen ting pigen har fundet i en skraldespand, og derfor ér det også sådan, Gafli ser på sig selv: Han er skrald! Men Woody påtager sig opgaven at lære ham, at han ikke er skrald. At han er et elsket legetøj og har en vigtig funktion og et formål. Og det er her, vi i høj grad møder det førnævnte tema, nemlig loyalitet. Woodys loyalitet overfor sin opgave, og dermed den pligt, han føler for at hjælpe Gafli.

Kønsdebat
Det er temaer som selvfølgelig hører hjemme i en prædiken. Men det er også helt universelle, alment menneskelige temaer. Og det er klart, at som sådan bliver de præsenteret i filmen. Jeg fik den lille mistanke, når man tænker på, hvilken tid vi lige nu lever i, om Disney/Pixar mon ville pege på noget ind i hele kønsdebatten. Og det tror jeg faktisk de vil. Men de gør det "pænt":

Gafli, tror jeg, er en replik ind i køns- og identitetsdebatten. Og minsandten om ikke vi for første gang i en Pixar-film netop ser et lesbisk forældrepar: Man skal holde øjnene åbne for at se det, men i den førnævnte piges børnehave er der et lesbisk par, som afleverer og taler med deres barn.

Man kan hævde, at dette er med for at være "politisk korrekt", og det trækker i hvert fald ikke noget fra, at Toy Story 4 er en fremragende film med en skøn slutning, som igen fik tårerne frem hos mig – og jeg glæder mig meget til at se den igen!

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.5 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer