ET LIV MED ALKOHOL
Helt fra børn måtte tvillingerne Lane og Clint tage sig af deres alkoholiserede far, Charlie (Ed Harris). Farmoren smider Charlie ud, og han bor i en gammel stationcar. Lane og Clint er gode til baseball og drømmer om at blive professionelle, men de har ikke råd til at tage til optagelseskonkurrencer, og deres far har også brug for, at de hanker lidt op i ham.
Lane og Clint tager arbejde i stenbruddet for at tjene penge til optagelsesprøve. Forholdet til faren er anstrengt. Charlie inviterer sønnerne til middag - i det fri. Kun Lane føler forpligtelse til at tage imod invitationen, for Clint tror ikke på farens ord om bod og bedring. Lane giver sin far lidt penge, for han lover, at han ikke vil bruge dem på spil og sprut. Aldrig så snart har Charlie fået pengene, før de spilles og drikkes op. Clint vil forfølge sin drøm og sparer op til optagelseskonkurrence. Lane føler sig som mellemmand mellem faren og hans bror og vælger at blive hjemme, selvom han har mest har lyst til også at tage af sted.
Venskab mindsker trangen til drikkeri
En politibetjent laver en aftale med Charlie om at drikke morgenkaffe sammen med ham hver dag. Det ser ud til lige så stille at få ham tørlagt. Charlie spørger betjenten om, hvad han tror, der er efter dette liv. Det ved han ikke. Charlie føler sig træt efter mange år i alkoholmisbrug, så han forestiller sig, at det er et sted, hvor der er hvile.
Tvillingerne Logan og Noah Miller har skrevet manuskriptet og instrueret filmen, og de spiller Lane og Clint i filmen. Filmen er inspireret af, at deres far i januar 2006 døde i fængsel, efter at være fundet døddrukken uden for en bar. Miller-brødrenes forhold til deres egen far var komplekst. De beskriver ham som en person med store uudnyttede evner. Sidste gang, de besøgte ham i fængslet, spurgte han, hvornår de ville lave filmen om hans liv. Deres far gav dem lov til, at Ed Harris måtte spille ham.
Ed Harris spiller rollen som drengenes hjemløse, alkoholiserede far meget overbevisende. Man er ikke i tvivl om, at Charlie har et ønske om et andet liv, og at han elsker sine sønner. Han ved bare ikke, hvordan han skal komme ud af sit misbrug. Da han på et tidspunkt har såret Clint dybt, svarer han på spørgsmålet om, hvorfor han gjorde det: "Jeg ved det ikke."
Filmen kan skabe overvejelser om, hvordan en alkoholiker kan hjælpes. Lane viser tillid ved at give penge, Clint synes ikke, faren har fortjent omsorg fra ham. Politibetjenten bruger tid på at tage faren ved hånden med aftaler. Filmen berører også valget mellem at følge sine drømme eller føle sig forpligtet på familien.