I 100-året for Titanics forlis er der lavet en mini-serie i 4 dele. Allerede første del slutter med, at nogle kommer i redningsbådene, da skibet tager vand ind efter påsejlingen af et isbjerg. De efterfølgende dele begynder igen set gennem et andet perspektiv, så vi efterhånden ved mere og mere om baggrunden for samtaler og handlinger i filmen. Lidt på samme måde som i Vantage Point.
Første del foregår primært på 1. og 2. klasse, hvor snobberiet florerer i bedste velgående. Vi får samtidig lidt indblik i samtidens politik.
Anden del tager mere afsæt i de ansvarlige fra White Star Line, der besluttede at slække på sikkerhedskravene på Titanic for at få skibet færdigt til den fastsatte dato for jomfrurejsen. Her følger vi en af elektrikerne, der går om bord - på 3. klasse - med sin familie.
Tredje del har især fokus på den italienske tjener Paolo, der er lun på stuepigen Annie, der tjener på 2. klasse. Det er nu søndag den 14. april 1912 - den skæbnesvangre dag - og der er gudstjeneste på både 3. og 1. klasse.
Fjerde del begynder i Gattis restaurant på 1. klasse på søndag den 14. april. Mrs. and Mr. Rushton sidder mutters alene ved et stort bord et andet sted, hvilket får én til at spørge, hvorfor de ikke er i Gattis restaurant. Mr. Rushton svarer ærligt, at de ikke var inviteret. Det passer bestemt ikke fruen, at andre skal vide det. I det hele taget, lever mange af ægteparrene som hund og kat. Da situationens alvor går op for personerne, ser vi, at der hos flere ligger en trang til at lade sig forsone med sin ægtefælle.
Når vi kender slutningen - at mere end 1500 omkom sammen med Titanic - er det tankevækkende, at nogle af de rejsende var for stædige til at gå i redningsbådene, så andre fik deres pladser.
Der er mere end tre timers ekstramateriale, dels om filmens tilblivelse, dels vidnesbyrd og breve fra overlevende, dels noget om andre skibe fra White Star Line, og dels om tilblivelsen af skibet Titanic bygget på grundig research.
Selv om de historiske facts er de samme som i "Titanic" (1997), er denne film et godt supplement til at belyse katastrofen, og den er på mange måder anderledes. Den har lidt mere vægt på at tegne et tidsbillede frem for en god fortælling.