NÅR MAN KUN HAR SIG SELV
Åbningsscene: Et langsomt take af en kvinde liggende i sengen, som stille dør omgivet af sin mand. Næste scene er kortvarig og brutal: En sortklædt revolvermand raserer en saloon; vi hører og ser, at han dræber mindst tre, inden han rider væk og filmens titel: “The Dead don’t hurt” toner frem.
Med dette er tonen lagt, og grundtemaet slået an - hvordan lever man i en verden, hvor alt kan tages fra en? Sygdom eller en skruppelløs person kan ud af ingenting smadre tilværelsen. Filmen tager et mere roligt afsæt derfra, og i to tidslinjer udfoldes en poetisk og vedkommende fortælling om de barske realiteter som nybygger i det engang så vilde vesten.
Der er et væld af klassiske western-markører - sågar at man kan kende en god/ond ud fra hattens farve. Men noget idealiseret billede af 1800-tallet er det dog ikke. Og så har filmen en mere atypisk indgangsvinkel til dét at bosætte sig i Guds eget land - idet vores hovedpersoner er den danske krigsveteran og alt-mulig-mand, Holger Olsen (Viggo Mortensen), der møder den viljestærke franskkvinde, Vivienne (Vicky Krieps). Ved et yndigt møde på torvet, kommer den fåmælte Olsen i kontakt med Vivienne og taler til hendes eventyrlyst, så hun kan komme ud af forholdet med en kedelig selvoptaget rigmand.
De to følges ud på prærien, hvor Holger fremviser en kontrapunktisk trist hytte i et ørkenlandskab, som hans ejendom.
For at glæde Vivienne, gældsætter Holger sig til grønne planter til residensen for at skabe det livslandskab Vivienne (ganske rigtigt) har efterspurgt. Og med tiden bliver blomsterne flere og forholdet grønnes i det fremmede land.
Livsværk om liv
Viggo Mortensen har med sit passionsprojekt været næsten overalt i filmproduktionen. Han har både skrevet, produceret, instrueret, spillet med og endda komponeret musikken. Så vi må formode, at hr. Mortensen ved, hvad han vil fortælle!
Der er store dramaer i spil, som når Vivienne skal stå imod den sociopatiske rebel i en svær hverdag, hvor Holger har ladet sig rekruttere til Unionshæren for at forsvare et land, han kun lige er landet i. Om hans hensyn er noble eller egoistiske er omdiskuteret. Men gælder det i en westernfilm som denne, at man ikke siger, hvad man vil gøre; man gør uden at sige. Som man forestiller sig det kunne være sket. Filmens fortælling er både prosaisk, men også enormt realistisk og giver et knugende indblik i de hårde realiteter fra perioden.
Gud er primært noget den korrupte magtelite kalder på, når de stiller op med retfærdighedsteatret, men der er ingen, der er i tvivl om, hvem der har magten i denne verden - dem med flest penge og pistoler.
At leve når man dør
Så hvad gør man så? Hvordan lever man sit liv, når det, som i al anden verdenshistorie (bortset fra vores lille parentes af et velfærdssamfund) ikke kan forventes, at det man har i dag, også er der i morgen?
Svaret er, at man bare lever. Man nyder dagen i dag og ved, at morgendagen har nok i sin plage. Man holder hovedet nede, når det er det eneste man kan, og man kæmper, når der endelig er en nogenlunde værdig og vindbar sag at kæmpe for. Man holder fast i sin frihed, når det overhovedet er muligt, og man handler med den, når der ikke er andet for. Og så nyder man at leve sammen med, og desværre også nogle gange væk fra én, der også er underlagt det hele.
”Til verdens ende” er på mange måder ikke skelsættende eller nyskabende. Men den har evnen til at sætte sig fast og i sin simpelhed at sætte tanker i gang over de basale livsvilkå,r vi tager for givet. Filmen formidler håb - ja, insisterer på håbet. Blandt andet om, at denne verden ender ved havet (verdens ende), og at liv, der er sat i verden, kan tages med ind i en bedre verden et andet sted.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray.