"Their Finest Hour", instrueret af danske Lone Scherfig, som også instruerede "Italiensk for begyndere", er et historisk, romantisk krigsdrama. Man dumper ned i en tidslomme under anden verdenskrig i London. Filmen er flot iscenesat, og man føler sig virkelig hensat til 40'erne. Det er ikke nogen stor film, men en god, lille feel-good film på trods af krig, ødelæggelse og bombardementer, der lægger hele bydele i ruiner.
Man følger walisiske Catrin, der er kommet til London med sin kæreste. Hun bliver manuskriptforfatter på en propagandafilm om redningen af soldaterne fra Dunkerque. Filmen skal være en mobiliseringsfilm og en opmuntring for det britiske folk og ikke mindst kvinderne i en svær tid. Catrin skal give filmen en vis kvindelig autenticitet for også at fastholde det kvindelige publikum, selv om mændene kalder de kvindelige replikker for bavl og pladder. I skriveforløbet forelsker hun sig i sin medforfatter. Sideløbende med beretningen om Catrin, følges tilblivelsen af filmen, og selve filmens historie fletter sig ind og ud af Catrins virkelighed. Og som der siges undervejs: Film er virkelighed, hvor de kedeligste dele er pillet ud. Dejlig underspillet humor og lune Filmen har meget underfundighed og meget britisk humor (og dermed også en humor, der ligner den danske). Ikke mindst spiller Bill Nighy en rigtig krukke af en aldrende skuespiller på den mest charmerende og selvpromoverende måde, hvor han prøver at holde facaden som den store filmhelt, skønt han for længst er udrangeret og kun kommer med i mangel af bedre. Han er filmens fund. Meget morsomt er det at se den tids film, som vi i dag kun har smil til overs for, fordi de er så søgte og kunstige i deres handling og replikskifte - lidt som at se gammel, men charmerende Morten Koch film.
"Their Finest Hour" forholder sig til en detalje i krigshistorien, nemlig produktion af propagandafilm, men samtidig, og det er måske nok så væsentlig, forholder den sig til kvindernes forhold. Selv om kvindefrigørelsen var i fuld gang på dette tidspunkt, opdager kvinderne under anden verdenskrig pludselig, at de i mangel af mænd, selv kan … ja, alting. De bliver de hjemlige helte, der kaster sig ud på arbejdsmarkedet og begynder at forlange det samme i løn som mændene, og i det hele taget kræver at blive betragtet på lige fod med mændene. De tager opgaver på sig, de ikke er vant til, og - som det også påpeges - gør det mændene bange, for de skal ikke regne med, at kvinderne vil være de samme efter krigen og næppe bare vender tilbage til køkken og kødgryder.
Umiddelbart vil filmen nok for meget på Én gang og kommer derfor ikke rigtig i dybden med nogen af delene. Man får et touch af både romantik, krig og feminisme uden at det helt flytter noget, men dog giver en stemning, der alligevel sætter sig på en fin måde. Det er ikke Lone Scherfigs bedste film, men den er absolut seværdig, og den rummer den underspillede humor, hun er så dygtig til at formidle, og som kan lette og forløse selv tragiske scener. En fin, stemningsmættet og lun lille film på en alvorlig baggrund.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.7 af 6. 3 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
