SANDHED EFTERLYSES
Advokaten Richard Ramsay (Keanu Reeves) påtager sig forsvaret af Mike Lassiter på 17 år, der er anklaget for at have dræbt sin far. Ramsay har det store problem, at Mike ikke vil sige noget. Han har derfor ikke nogen mulighed for at bygge forsvaret ordentligt op, men han lover Mikes mor Loretta (Renée Zellweger), at han vil få hendes søn frikendt.
Den unge jurist Janelle (Gugu Mbatha-Raw) ansættes til at arbejde som assistent for Ramsay.
Alt tyder på, at Mike er skyldig, men er han nu også det? Og hvis han ikke er, hvem er så? Det er ikke muligt at sige noget særligt, uden at afsløre for meget, så referatet af handlingen slutter her.
Det er bestemt ikke en actionfilm, men der fastholdes en jævn spænding hele vejen. Det kan vi takke de gode skuespilpræstationer for, men lydsporet bidrager også. Fotografering og klipning er tydelig og ikke spor pågående. Historien fortælles forståeligt med gode flashbacks.
En slange
Filmen indleder med en slange, der kryber over vejen. Et godt symbol på den ene løgn efter den anden i vidneforklaringerne. Filmen handler om moral, vold i familien, loyalitet og retfærdighed. Assistenten Janelle sætter undervejs sin finger på punkter, som har etiske aspekter. Hun bliver omdrejningspunkt for de drejninger, historien tager undervejs. Krimi-vinklen i plottet opklares på en tilfredsstillende måde, men vi efterlades alligevel med et par moralske spørgsmål hængende i luften.
Flere steder er der situationer, som ikke virker helt overbevisende, og andre steder havde det været rart med lidt mere uddybning. Der er ikke tale om en skelsættende film, men vi var godt og sobert underholdt, og der var også lidt til eftertanken.