THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15
GLADIATOR ii i biografen
den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay
THE APPRENTICE i biografen
EN ENER I BALLETTEN
"Hvorfor danser vi?" spørger den berømte russiske balletinstruktør Alexander Pushkin (Ralph Finnes) sin unge og lovende elev Rudolf Nureyev (Oleg Ivenko). Det rigtige svar er efter Pushkins mening: "For at fortælle en historie." Det samme gælder, når man laver en film. "The White Crow" fortæller endda to historier. Den ene er et psykologisk portræt af en dreng, der fødes i et tog i Sibirien i 1938 og vokser op under fattige kår i Sovjetunionen. Allerede som lille skiller han sig ud fra de andre børn. Han deltager ikke i deres leg og virker stille og indadvendt. Filmens titel (Den hvide krage) er en talemåde, der siger nogenlunde det samme som "en fremmed fugl".
Som seksårig er Rudolf med sin mor i teatret, hvor de oplevede en ballet. Her fandt han sit livskald. Han skulle være balletdanser. Det blev han - endda en af de bedste. En brændende ærgerrighed driver ham til at satse alt på at nå det perfekte. Ærgerrigheden er kombineret med en manglende evne til at underordne sig. En mangel, som giver problemer i et kommunistisk system, og som fører til, at han går sine egne veje
Den første afhopper
Den anden historie er beretningen om en afhopper. Rudolf Nureyev blev den første af de kunstnere, der i løbet af den kolde krig hoppede af til Vesten. I 1961 var han med Kirov-balletten på turne til Europa. Her viste han sig at være udadvendt og social. Til de medfølgende KGB-agenters bekymring blandede han sig med de vestlige dansere og fulgtes med dem ud i det parisiske natteliv. Han blev ven med en ung kvinde, der i en dramatisk scene i filmens slutning hjælper ham, så han kan anmode om asyl. Vi får et klart billede af jerntæppet og udfordringerne ved at krydse det, både når det gælder en kunstnergruppe, der er på gæsteoptræden i Vesten, og når det gælder vilkårene for en afhopper. Den afsluttende scene viser Rudolfs skæbnesvangre valg mellem sin familie derhjemme og mulighederne i den frie verden.
Acceptabel kvalitet
Fotografering og lydside er helt i orden. Skuespillerne taler russisk, fransk og engelsk, som det nu passer med sted og handling. Hvordan englænderen Ralph Fiennes' russiske lyder i russiske ører, kan vi ikke bedømme, men det virker for os. Handlingen foregår i nutid (1961). Forhistorien fortælles i glimt tilbage til barndommen og til elevtiden i Leningrad (Sct. Petersborg). Glimtene til barndommen vises i en næsten sort/hvid fotografering, så det er let nok at se, når vi er der. Det er bare ikke altid helt indlysende, hvorfor vi skal se det enkelte glimt. Tilbageblikkene til ungdomstiden kan være lidt sværere at fange. Man skal lægge mærke til tøjstil og interiør for at følge med. Tanken med krydsklippene mellem de tre perioder er god nok, og flere gange virker det rigtig fint. Filmens svageste side er skuespillet. Nogle gange virker det ret teatralsk, men det er jo også i ret høj grad en teaterfilm. Det er lykkedes rigtig godt at få dansen med. En balletelskers anmeldelse tyder på, at man kan se filmen alene af den grund, hvis man holder af ballet.
Der er ingen religion, og der er intet ubehageligt sprog. Den eneste seksuelle scene med Rudolf og en kvinde er skildret meget blufærdigt. Men der er en enkelt helt unødvendig scene med to nøgne mænd, hvor nøgenheden er pågående. Nogle mener åbenbart, at en film nu om dage skal have en snert af homoseksualitet. Øv.
Filmen slutter med afhopningen i lufthavnen, men virkelighedens Rudolf Nureyev blev en meget anerkendt balletdanser i Vesten. Efter dansekarrieren blev han koreograf og direktør for Pariseroperaens ballet. I 1962 udgav han selvbiografien Nurejev.
Kan ses på blockbuster.dk.
Gemmer din stemme...
