PÅ JAGT EFTER SINE SØNNER
I de fleste krige mister mange tusinde mennesker livet. I nogle krige skal tabene tælles i millioner, bl.a. i første verdenskrig. Ofte begraves de døde soldater i massegrave og huskes som en grå masse af faldne soldater, og i mindre grad som de individer, de var.
I "The Water Diviner" følger vi den australske farmer Connor, som rejser til Tyrkiet for at finde sine tre sønner, som han formoder er dræbt i et omfattende slag ved Gallipoli i Tyrkiet fire år tidligere. Ved ankomsten til Istanbul indkvarteres han på et hotel, hvor han hurtigt får opbygget et godt forhold til den kvindelige hotelbestyres søn. Kvindens mand er "tilfældigvis" dræbt i det samme slag som Connors sønner, og de to fatter med tiden en art interesse for hinanden.
Efter nogen besvær lykkedes det Connor at finde frem til den slagmark, hvor hans tre sønner formodes at have mistet livet. Krigens sejrherrer er i gang med at identificere sine tabte soldater - overraskende med hjælp fra en af de tabende tyrkiske officerer. Gamle fjender er blevet venner og hjælper nu hinanden med at bearbejde tabene efter krigen. For Connor lykkedes det kun at finde resterne af de to sønner, og hans (unaturligt veludviklede) intuition siger ham, at den tredje søn er i live. Connor indleder jagten på ham med hjælp fra gamle fjender og nye venner.
Filmens klare omdrejningspunkt er den stålsatte fars kamp for at finde - i det mindste resterne af sine tre sønner, og bringe dem hjem til Australien, hvor de kan blive begravet ved siden af deres mor. Det er en stærk - om end lidt klichefyldt historie - som viser, hvad en far vil gøre for sine sønner. Connor bebrejder dog sig selv, at han lod de tre rejse i krig i første omgang, hvorfor hans søgen efter deres lig kan siges at være hans forsøg på at gøre dette godt igen.
Historien er spændende og godt fortalt og indeholder flere mere eller mindre interessante sidehistorier. Heriblandt den nærmest obligatoriske kærlighedshistorie. Men mere interessant de spændinger, det medfører, at det kæmpestore osmanniske rige er blevet delt mellem en række omkringliggende lande. Selvom filmen ikke indeholder direkte krigsscener – bortset fra enkelte flashbacks – behandles krigens rædsler og konsekvenser på en fin og tankevækkende måde.
Alt i alt er "The Water Diviner" en god og underholdende film, som dog ikke vil gå over i historien. Det skulle da lige være som Russell Crowes instruktørdebut.