EN PAVE ER KUN ET MENNESKE
Denne film var en rigtig god oplevelse at se for et par ærkelutheranere. Vi lærte et par meget spændende ældre mænd at kende, vi fik præsenteret flere vinkler på en del centrale sider af kristendommen, vi blev styrket i et par fordomme om den katolske kirke, og vi blev rigtig godt underholdt. Så kan man vist ikke forvente mere af et par timer foran skærmen.
De to paver i titlen er den nu afgåede pave Benedikt XVI (Antony Hopkins) og den nuværende pave Frans I (Jonathan Pryce). Filmen begynder med valget af pave Benedikt, som før var kardinal Ratzinger i Tyskland, og slutter med valget af pave Frans, som før var kardinal Bergoglio fra Argentina. Handlingen består hovedsageligt af valget af Benedikt og af samtaler mellem de to. Kardinal Bergoglio søger om tilladelse til at træde tilbage som kardinal for at bruge sin sidste tid som almindelig sognepræst. Benedikt kalder kardinalen til Rom, og så får vi et møde mellem to gamle mænd, der i begyndelsen er rygende uenige om alt, men gennem filmen får sig snakket så meget ind på hinanden, at det hele ender i et gensidigt uformelt skriftemål og et afskedsknus, der falder mere naturligt for den impulsive og favnende argentiner, end for den stive og meget formelle tysker.
Humor og alvor
Filmen er baseret på et skuespil. Det er måske baggrunden for, at rigtig meget af filmen er dialog. Ovenikøbet finder dialogen kun sted mellem filmens to hovedpersoner. Det lyder sikker ret kedeligt. Takket være fremragende præstationer af Hopkins og Pryce kombineret med et godt manuskript og flot fotografering, så er det ikke spor kedeligt. Dels handler en del af samtalerne om noget, som er eksistentielt væsentligt, og dels er store dele af filmen gennemsyret at en godmodig humor, som for en stor del har sit udspring i, at der er tale om et møde mellem to personer, der på rigtig mange områder har en meget forskellig baggrund. Et spændende lydspor - varierende fra Abba til kirkemusik - er med til at underbygge handlingen.
Kombinationen af lun humor og meget alvorlige temaer er faldet nogle anmeldere for brystet. Man kan ikke i så hyggelig en film seriøst behandle et emne som for eksempel de mange tilfælde af incest i den katolske kirke, hedder det. Hvis man forventer en seriøs dokumentarisk redegørelse for det helt saglige i teologiske og etiske forskelle på de to paver, så er det rigtigt. Men det lægger filmen ikke op til. Allerede i den meget morsomme åbningsscene får vi et klart signal om, hvilken type film vi skal møde. Det er ikke sådan, at de svære spørgsmål ikke tages op. Første gang incest-sagerne tages op er i en samtale mellem de to. Kardinal Bergoglio tager det op, og pave Benedikt slår det hen. Senere dukker det op igen, da de to er i gang med et gensidigt skriftemål, og her smyger paven sig ikke udenom. En af de ting, de to er helt enige om, er, at paver kun er syndige mennesker, der lever af Guds barmhjertighed.
Kvalificerede gæt
Vi har ingen fornemmelse af, hvordan filmens manuskript forholder sig til virkeligheden. Da det meste foregår i fortrolighed mellem de to, må vi formode, at der i høj grad er tale om gætteri. Men de to hovedpersoners holdninger til rigtig mange ting er offentligt kendte, så det har været muligt at foretage ret kvalificerede gæt.
Ind i samtalerne flettes en del af Bergoglios fortid ind. Som ret ung blev han leder af jesuitterne i Argentina. Det faldt sammen med militærkuppet i 1976, der indledte otte års brutalt styre, hvor det blandt meget andet gik hårdt ud over kirkerne. Bergoglio gik i den periode for langt i sine bestræbelser på at redde menneskeliv ved at "drikke te med diktatorerne". Dette rulles op for os i flere tilbageblik. De fylder en del i filmen, men har deres berettigelse som en beskrivelse af, hvorfor Bergoglio er blevet den, han er.
Filmen kan ses på Netflix.
Pave Frans - en rejse fra slummen er et portræt af den milde, ydmyge Pave Frans, der har et dybtfølt ønske om at følge Jesus.