Filmen er et ærligt portræt af et ægteskab med 15 år på bagen. Katie (Michelle Pfeiffer) og Ben (Bruce Willis) har bestemt sig for at blive separerede. De afleverer deres to børn på en sommerlejr, som varer flere uger, og så begynder de på den proces, som skal føre til skilsmissen. Men de går ikke særlig helhjertede til opgaven.
Ben har opfundet en leg, som går ud på, at forældre og børn fortæller det bedste og det værste fra i dag eller fra den seneste uge osv. Den leg bruger familien omkring middagsbordet. Og sådan er filmen egentlig også bygget op. Gennem talrige tilbageblik på de 15 år, skildres de bedste og de værste tildragelser. Det gøres med en god blanding humor og alvor, så det bliver helt klart, at et ægteskab (i hvert fald dette ægteskab) ikke altid er en dans på roser, men højdepunkterne findes. Vi ser, at de flere gange er hos ægteskabsrådgivere, som dog ikke har meget at byde på. Og flere gange prøver de at begynde på en frisk.
Tingene sættes på spidsen. Hvis ikke det hele var båret af gode præstationer af skuespillerne, kunne det være endt i sentimentalitet eller pjat. Men på en eller anden måde har Rob Reiner, der også instruerede "Da Harry mødte Sally" og Nu eller aldrig, formået at holde balancen, så man accepterer hans fortælling.
Katie er den organiserede og ordentlige. Ben er den spontane og rodede. På et tidspunkt brokker Katie sig over Ben til en veninde. "Men var det ikke det, der gjorde, at du blev forelsket i ham?" spørger veninden. Ægteparret bliver hver for sig klar over, at de nok ikke har været særlig gode til at lytte til hinanden, og netop det er skyld i en stor del af deres problemer. Filmen ender som den skal, men det er ikke nogen letkøbt slutning.
Det er positivt at se en film om et par, som med god grund vil kæmpe for deres ægteskab. Set ud fra et kristent synspunkt, havde det været dejligt, om det var blevet inddraget, at de trods alt over for Gud og hinanden har givet løfter om kærlighed i medgang og modgang. Det nævnes ikke, men der er alligevel en antydning, hvor filmen slutter med, at de siger det amerikanske vielsesritualets afgørende ord "I do" til hinanden. Børnenes fornemmelse af forældrenes problemer, og forældrenes ønske om ikke at skade eller såre børnene, kommer fint frem.
Filmens titelmelodi, der kommer flere gange, er af og med Eric Clapton - Get Lost - med omkvædet: I'm sorry. Why should I say I'm sorry? If I hurt you, You know, you've hurt me too.
Et stort minus ved filmen, er det meget vulgære sprog, som især deres venner bruger. Det går langt ud over, hvad der er nødvendigt for handlingen, og det ødelagde en stor del af oplevelsen for os. Der er også stærke ord i ægteparrets skænderier med hinanden, men der hører det ligesom mere til.
Overordnet set er det en positiv film om de mange værdier i ægteskabet, som det er værd at kæmpe for.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
