• THE SOCIAL RECKONING i biografen

  • IT del 1 og 2 nu på Netflix udover HBO Max, dvd og blu-ray

  • VANSKABTE LAND nu på DRTV udover filmstriben.dk og dvd

  • NATTEVAGTEN - DÆMONER GÅR I ARV nu på Netflix udover DRTV, dvd og blu-ray

  • ON THE BASIS OF SEX nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • RINGENES HERRE-trilogien sidste dag på Netflix er 5. november

  • TEMA FAMILIEFILM fx TOY STORY 5 - i biografen og Disney+, dvd og blu-ray

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

The Social Reckoning

Facebookmedarbejderen Frances Haugen havde i 2019 opdaget, hvor meget algoritmer kan manipulere, men ingen i firmaet ville høre på hende. Turde hun give journalisten Jeff Horwitz beviser på sin påstand?

Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, 
Produktionsår: 2026
Varighed: 112 min.
Censur: 11 år
Instruktør: Aaron Sorkin,
Medvirkende: Mikey Madison, Jeremy Allen White, Jeremy Strong,
Stikord:
 Etik,










Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 16.10.2026



OPGØR MED FACEBOOK 

16 år efter The Social Network gik sin sejrsgang over hele verden, har vi nu fået "The Social Reckoning". Den første handler om tilblivelsen af Facebook, med Mark Zuckerberg i en central rolle som den socialt hæmmede unge computernørd, der tager sine venners ideer og får patent på dem. I løbet af kort tid blev han verdens yngste milliardær. Gennem årene gik Facebook sin sejrsgang, og i 2021 er vi nået frem til det tidspunkt, hvor "The Social Reckoning" foregår. Det engelske ord reckoning betyder noget med afregning, opgør eller dom.

Hovedpersonerne
"The Social Reckoning" har tre hovedpersoner og så en lang række mere eller mindre vigtige biroller. Alle spiller fremragende. Graverjournalisten Jeff Horwitz (Jeremy Allen White) har arbejdet med politik, men er nu på sporet af en historie om Facebook. Han bliver ansat på Wall Street Journal for at arbejde med sin ide. Ved et personalemøde på Facebook bliver alle advaret mod ham. Frances Haugen (Mikey Madison) arbejder på Facebook, hvor hun har ansvar for at overvåge muligt stødende indhold. Hun har store tanker om Facebooks målsætning om at give alle en stemme. Hun mener, at firmaet tjener demokratiet og er en vigtig formidler at kontakt mellem mennesker, men hun er blevet foruroliget over en intern undersøgelse, der har afsløret, at over halvdelen af dem, der er blevet radikaliserede og har sluttet sig til ekstremistiske fællesskaber i USA, er blevet ledt ind i det gennem Facebooks algoritmer. Hun ender med tøvende at opsøge Jeff Horwitz. Den tredje hovedperson er Facebooks direktør og hovedinvestor Mark Zuckerberg (Jeremy Strong). På en måde er han ganske vist kun en ret dominerende biperson, som vi slet ikke kommer ind på livet af, men meget drejer sig trods alt om ham. Aaron Sorkin, der har skrevet og instrueret, kan helt tydeligt ikke lide Zuckerberg, der næsten er fremstillet farceagtigt. Men hvem ved, måske er han lige præcis sådan en følelseskold, dominerende og nærtagende type.

Da de mødes, lytter Jeff Horwitz opmærksomt til Frances Haugens beretning, og han vil gerne skrive den. Men han mangler dokumentation for hendes afsløringer, og hun viger tilbage fra at give ham adgang til de dokumenter, han har brug for. For at gøre det, må hun overtræde den fortrolighedsklausul, som alle Facebooks ansatte har underskrevet. Hun føler, at hun allerede har vovet sig for langt ind i et spændingsfelt, der kan koste hende alt. Når det er blevet til en film, er det ikke svært at regne ud, at det hele udvikler sig til en sprængfarlig situation, men vi vil ikke røbe den spændende handling.

Profitten styrer
Journalisten bliver efterhånden klar over, at Facebook bevidst arbejder på at styrke algoritmerne. De viger ikke tilbage for noget, når det gælder, at flest mulig skal engageres og holdes fast. Da man holdt op med at lade algoritmerne styre af, hvad brugerne likede, og i stedet brugte andre af deres handlinger, steg besøgstallet til nogles overraskelse voldsomt. Hvorfor? Det er der et spændende og meget foruroligende svar på i filmen. Inden publiceringen af sin første artikel, havde Jeff Horwitz et møde med en højtstående medarbejder i Facebook for at give dem mulighed for at give en respons til anklagerne. Det afviste medarbejderen på Facebook. Han advarede mod at offentliggøre anklager mod dem med ordene: "Vi er dobbelt så store som verdens største land. Vi er ikke bange for kongressen. Vi er hinsides regeringer." Samtidig viser filmen gang på gang, at når der er situationer, hvor etik og profit støder sammen, så vælger Zuckerberg altid profitten.

Det angår alle
Det er en fordel at kende Facebook i forvejen, men det er ikke nødvendigt. Nogle gange skal man koncentrere sig for at følge handlingen, især i begyndelsen. Det skyldes ikke så meget indforstået og teknisk sprog, men mere Aaron Sorkins måde at skrive dialog på. Det går hurtigt, og det er meget koncentreret. Der er mange gode fortællegreb i manuskriptet. For eksempel er møderne mellem Jeff Horwitz og Frances Haugen krydsklippet med en begivenhed, hvor en flok eksperter træner Mark Zuckerberg i at fremlægge sin sag ved en kongreshøring. Det afslører tydeligt  hans enøjede og idealistiske forståelse af Facebook, og hans diktatoriske stil. Filmens åbningsscene viser, hvordan en hvid kvinde laver en misvisende video, der er egnet til at gå viralt. Klip fra denne video er med til at knytte flere scener sammen filmen igennem. Det er ganske elegant og illustrativt tænkt. I det hele taget har filmen indfanget en del komplicerede forhold i en film, der både har god underholdningsværdi og sætter fokus på meget væsentlige temaer, som angår os alle.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer