I KRIGENS MASKINRUM
Filmen "The Outpost" er baseret på en roman, der igen er baseret på virkelige hændelser, som fandt sted under USA’s militære tilstedeværelse i Afghanistan. Vi er tilbage i 2009 ved en militær udpost, som er blevet anset for at være den mest dødsrisikofyldte udpost i verden på det tidspunkt. Den lå tæt ved byen Kamdesh, nede i en dal med høje bjerge hele vejen rundt. Det vil sige, at den lå særdeles ubeskyttet i forhold til de mange talibansoldater, som hele tiden var en trussel.
Hensigten med militærstationens placering var at standse indstrømningen af talibansoldater fra det nærliggende Pakistan og desuden give den afghanske befolkning en tillids- og tryghedsfornemmelse i forhold til de amerikanske soldaters tilstedeværelse og indsats.
Når vi står sammen
Filmen udfolder historien usentimentalt med en følelse af stærk realisme. Vi får det hele serveret i en slags øjenhøjde. Vi befinder os hele tiden nede i lejren, blandt soldaterne, hvoraf ingen af dem tildeles en særlig hovedrolle. Det er ikke en film med en særlig persontråd. Vi skal tværtimod forstå kollektivets afgørende betydning. Vi fornemmer dagligdagens trummerum, som igen og igen afbrydes af talibanskyderier fra højdedragene, som skaber en konstant livstruende situation for de godt halvtreds amerikanske soldater.
Stationens leder forsøger ad flere omgange at skabe god kontakt til den lokale befolkning, men uanset, at der opstår flere forsonende sammenkomster, fornemmer man en grundlæggende uvished om, hvorvidt den lokale befolkning er for eller imod amerikanerne. Og efterhånden bliver det klart, at militærstationen ikke har meget andet formål end overlevelse, hvilket betyder, at man beslutter sig for at afvikle den.
Kamp eller overgivelse
Da det kommer Taliban for øre, sætter de ind med det afgørende angreb. 400 talibansoldater (antallet var måske reelt kun 300) kommer væltende ned fra bjergene, og deres våben er denne gang af ubehagelig kvalitet. Længe ser det ud til, at amerikanerne må opgive og overgive sig, men en blanding af en sergents insisteren på at kæmpe for at beholde lejren og flyvevåbnets ankomst ændrer til sidst situationen, så talibanerne må trække sig.
Filmen har som nævnt ikke en stærkt bevægende persontråd eller anden form for tråd, men til gengæld formår den at lukke seeren helt ind i krigens ”maskinrum”, så man får fornemmelse af, hvor ekstremt udfordrende det må være at tage den slags på sig.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray.