• THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15

  • GLADIATOR ii i biografen

  • den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay

  • THE APPRENTICE i biografen

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

The Music of Silence/Stilhedens musik

La musica del silenzio

Et portræt af Andrea Bocelli, en af verdens største sangere. Filmen er baseret på hans selvbiografi og indeholder masser af skøn sang og musik.

Biografi/baseret på virkelig historieDramaFilmstriben.dkTEMA Biografiske film
Produktionsår: 2017
Varighed: 115 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Michael Radford,
Medvirkende: Antonio BanderasJordi MollàToby SebastianLuisa Ranieri,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Ketty Dahl - 22.03.2019



BLINDHED 

I 1958 bliver der født en lille dreng i Toscana. Amos Bardi. Desværre lider den lille dreng af en alvorlig øjensygdom og bliver delvist blind. Drengen er den senere så verdensberømte operasanger, Andrea Bocelli. Han vokser op i en kærlig familie, men også i en sløret og flimrende verden, hvor han må føle sig frem. Det viser sig, at synet på det ene øje er tabt, og synet på det andet er stærkt begrænset.

(I virkelighedens verden blev hans forældre tilrådet at få en abort, da man frygtede et handicap hos barnet, men moren trodsede lægerne og valgte at beholde ham, hvilket har fået Bocelli til senere i livet at tale imod abort. Han vidste, at han havde fået livet i gave med alt, hvad det indebærer af både glæder og byrder, men ikke desto mindre er livet en gave).

Hos onklen Giovanni møder han den klassiske musik via grammofonen, og en ny verden åbner sig for ham. Den lille Amos må lære blindskrift og bliver derfor sendt på blindeskole. Forældrene er knust. På skolen opdager den blinde lærerinde hans store talent for at synge, men under en fodboldkamp på skolen rammes han i hovedet af en bold, og hans i forvejen sparsomme syn forsvinder nu, så han bliver helt blind, og selv det at synge, som havde været hans håb om en vej i livet, synes at falme for ham.

Fyldt af vrede, sorg og trods, begynder han at betvivle om Gud findes, men en dag tager onklen ham med til en talentkonkurrence i sang, og så udvikler historien sig derfra med masser af forhindringer, omveje og bristede drømme undervejs, men historien finder også plads til mødet med kærligheden og venskaber.

Ambitioner, drømme og karriere og sproget som barriere
Desværre foregår filmen på et gebrokkent og ufuldkomment italiano-engelsk i stedet for på italiensk, hvilket piller meget af autenticiteten af historien. Det bliver tydeligvis en meget amerikaniseret udgave af historien om Bocellis liv og ambitioner. Netop ambitionerne gør, at det ikke er så nemt at stå af toget undervejs, når først det kører, og de skrigende fans følger en. Filmen slutter temmelig brat med ret mange løse ender og antydninger for at glide over i billeder fra Bocellis karriere og møder med verdenskendte mennesker. Der er optræk til et par sex-scener i filmen, men de bliver ved antydningen.

At skulle gennemgå et menneskes liv på 1½ time er jo en umulighed, og der skæres meget væk. Blandt andet de senere år, hvor han må gennem en skilsmisse, da ægteskabet åbenbart ikke holder til presset. Alligevel står væsentlige hovedtræk tilbage, og man får fornemmelsen af, hvad det vil sige at skulle begå sig som blind i de seendes verden. De mange kampe, de stejle stigninger, det massive mørke. Det bliver musikken, der redder ham. Men det er ikke kun en film om et stort talent, men også historien om et ubrydeligt familiesammenhold, der holder ud og elsker igennem svære tider. Ikke mindst er hans onkel Giovanni hans store forkæmper og medvandrer, der aldrig tvivler på hans talent.

Antonio Banderas spiller hans sanglærer og mentor, der former hans formidable stemme ved at lære ham at gå ind i en indre stilhed for at finde musikkens væsen.  Filmen har habile skuespilpræstationer, dog uden at man følelsesmæssigt kommer helt under huden på karaktererne. Jeg synes, at karaktererne bliver noget "tandløse" i deres fremstilling. Skuespillerne virker hæmmede af ikke at kunne spille på eget modersmål, italiensk.

Aldrig miste troen
"The Music of Silence" er et portræt af en af verdens største sangere baseret på hans selvbiografi, og undervejs er der skøn sang og musik, der omkranser handlingen. Det er også en film, der viser kampen for at overvinde et handicap, men også hvad det gør ved et menneske at komme i berømmelsens og egne ambitioners søgelys. Men som der siges undervejs: "Det er ikke vigtigt, hvad du gør, men hvordan du gør det!" Alt i livet kræver engagement og dedikation, ansvar, viljestyrke og hårdt arbejde. Det drejer sig om indstilling: Vil du?!

Den virkelige Andrea Bocelli optræder i filmens start og slutning, hvor han siger: "Hemmeligheden er: aldrig at miste troen. At stole på Guds plan med os." Selv om Gud lukker nogle døre undervejs, så slår Han nogle andre op på vid gab. En vís kvinde sagde forleden til mig: "Måske skal man ikke så meget søge at finde mening med alt, der sker, men at finde meningen i det." Det kunne også stå som overskrift for denne film.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 9 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer