Scenen er et maleri. Bruegels Vejen til Golgata fra 1564. Maleriet tegner en række scener fra den tid, hvor Flandern lider under den spanske inkvisition. Som en anden terrorbevægelse er soldaterne som de værste onde ånder. Vi er vidner til vold og forfærdelige henrettelsesscener.
Filmen åbnes med en forestillet genskabelse af det detaljerede maleri. Bruegel selv (flot spillet af Rutger Hauer) er scenograf, flytter rundt på mennesker, dyr og lægger tøj i de rigtige folder. Et mylder af aktivitet. Løbende børn, sørgende kvinder, mænd på hesteryg, og midt i det hele ser vi Jesus, der slæber af sted med korset på ryggen. Hans vogtere og plageånder er mænd i røde tunikaer; den spanske milits.
Filmens intention er at fremstille lidelsen ved inkvisitionen som en pendant til Jesu lidelser på vej ud til Golgata, Via Dolorosa. Det historiske/politiske væves tæt sammen med beretningen om Jesus, som lider for verden. Det er en nonverbal film. Billedet Vejen til Golgata taler jo ikke. Og sådan lader Lech Mejewski heller ikke talen være det bærende. Vi ser bare. Og er man ikke forberedt på det, venter der én lidt af et filmisk chok. Så lange scener uden ord, det er noget man normalt kun ser på et kunstmuseum.
I det hele taget er det særlige ved denne film, at sceneriet hele tiden er en blanding af maleriets todimensionelle baggrund og så mennesker af kød og blod, der bevæger sig rundt i dette todimensionelle flanderske landskab, direkte hentet ud af Bruegels maleri. Man kan enten tænke om det, at det er genialt – eller også at det virker underlig livløst.
Historien bevæger sig uendelig langsomt. Bedst som man tror, der kommer noget liv, bliver vi ført tilbage til død. Næsten ingen dialog. Næsten ingen anden lyd end ekkofyldte lyde af trampende træsko. Det er som at betragte et maleri i lang tid og forsøge at indfange stemningen. Er man forberedt på en film, der er særdeles kunstnerisk lagt op, vil en og anden blive imponeret over, så gennemført det er.
På indholdssiden sidder vi dog med en underlig smag i munden. At paralleliseringen med Jesu vandring til Golgata bliver brugt så historisk/politisk og utilsløret forekommer mig at være tæt på det usmagelige. Ikke at forklejne spaniernes vold og overgreb, men Jesu lidelseshistorie brugt som en sammenligning er tæt på at trække Golgata dramaet og Guds frelsesplan ind på en scene, hvor den ikke hører til.