Will Montgomery vender tilbage til USA efter have været udsendt til Irak. Han er såret på sjæl og legeme, som tusinder af andre mænd og kvinder fra USA og Danmark. Hjemme får han kontakt til sin barndomskæreste, som han brød med, da han blev udsendt. Han brød tilsyneladende med hende for at beskytte hende. I hans fravær, har hun fundet en anden, som hun snart skal giftes med.
Will går til genoptræning og fortæller om sine gruopvækkende oplevelser i krigen, særlig om situationen, hvor han selv bliver såret. Will får en ny opgave i de sidste måneder af sin tjenestetid. Han får en sidste mission sammen med sin nye makker og overordnede, Tony. De skal besøge de pårørende til faldne soldater og overdrage dem den sørgelige nyhed. Tony instruerer kynisk Will i, at han skal holde sig på følelsesmæssig afstand af de sørgende. Det er en meget barsk og anderledes opgave. Her er det ikke tilladt at vise følelser over for de pårørende, berøre dem fysisk eller optræde som sjælesørger eller psykolog. Men det kan være svært at se på, når menneskers verden braser sammen for øjnene af dem. Det er selvfølgelig oplevelser, der slider på de to soldater, der hele tiden forsøger at gøre sig hårde og undgå at vise følelser – både over for de pårørende og over for de piger, de kommer i kontakt med. Men det er lettere sagt end gjort, og Wills macho-facade krakelerer langsomt, da han bliver involveret i en soldaterenkes liv.
Filmen er tematisk bygget op gennem møderne med familierne, der hver for sig repræsenterer forskellige amerikanske familier og forskellige måder at reagere på. Som ramme benyttes Wills egen fortid og møde med familierne.
Filmen har et stærkt humanistisk og politisk korrekt verdensbillede. Will siger flere gange, at han ikke er kristen, og at det ikke er derfor, at han har taget opgaven. Tony mener selv, han er kristen, men viser det ikke ret godt.
Filmens holdning er imod krig og i flere scener også anti-kristen. Ærgerligt nok er der nogle rædsomme sexscener og et grimt sprog, som slet ikke har med handlingen at gøre, eller i hvert fald ikke behøvedes at skildres sådan. Men historien er godt skrevet, hænger fint sammen og bliver spillet meget fint af Ben Foster som hovedpersonen Will. Der også flere gribende og humoristiske passager.
Samtidig skildrer filmen mennesker, der viser omsorg og tager sig virkelig godt af andre. Tab og sorg sker ikke kun under krig, men ind i den skrækkelige situation viser filmen, at vi trods alt er mennesker og er her for hinanden.
Fire stjerner er måske én for lidt, hvad synes du?
"The Messenger" er tematisk ligesom Susanne Biers Brødre. "The Messenger", der vandt sølvbjørnen på Berlin Filmfestival i 2009, har flere klare elementer specielt omkrig tilgivelse.