Et ungt par venter sig. De glæder sig, og alt tegner lyst, men det er ikke altid, at virkeligheden lever op til drømme og forventninger.
De får uventet tvillinger, - en dreng og en pige, men det viser sig umiddelbart efter fødslen, at pigen lider af Downs syndrom. Faren bliver så chokeret, at han overlader den lille pige i en sygeplejerskes varetægt og beder hende bringe den nyfødte til en institution for handicappede, mens han bilder sin kone ind, at pigen døde ved fødslen. Sygeplejersken kan dog ikke få sig selv til at efterlade den lille på institutionen, der viser sig at være et usselt sted, hvor al menneskelighed er forsvundet, og vælger derfor at tage den lille pige til sig.
Filmen følger sideløbende den lille families forsøg på at komme videre efter datterens "død" og sygeplejerskens liv med sin nye "datter", der vokser op og bliver en solstråle ind i plejemoderens liv.
Faren er dog for altid præget af den mørke hemmelighed og skyld, han bærer på, og han og hans hustru glider mere og mere fra hinanden adskilt af denne hemmelighed og de løgne, han spinder familien ind i. Da han frasiger sig retten til at tage ansvar for og elske sin datter, mister han evnen til at leve sin kærlighed ud til andre i det hele taget.
Selv om filmen udspiller sig i 60'ernes Amerika, er den højaktuel ind i debatten om hvilke børn, der har ret til et liv, og hvilke, der ikke har. Filmen rejser spørgsmålet om, hvad det fører med sig, når man bevidst fravælger børn med et handicap.
Faren prøver i lang tid at bilde sig selv ind, at han havde alle gode grunde og intentioner som baggrund for sin handling, men han må sande, at skylden følger med. Man kan ikke løbe fra sit ansvar.
Det er en smuk og tankevækkende film, som sidder i én længe efter, man har set den.