Kennedy-familien er næsten blevet en myte. Utallige film er lavet om Kennedy-klanen, som blev ledet af den stærke og magtbegærlige, manipulerende Joseph Kennedy. Han ønskede at føre sine sønner helt til tops. Bogstaveligt talt, koste hvad det ville! Og det så ud til at lykkes, men så kom tragedierne. Først døde den ældste søn, Joe Kennedy, i et flystyrt, så døde John F. Kennedy ved et skudattentat, så blev den næste søn, Bobby Kennedy, skudt og tilbage er den yngste af brødrene: Edward Kennedy, også kaldet Ted.
Filmen "The Last Kennedy" drejer sig om Ted Kennedy. Og den er på mange måder uafrystelig. Det er et medrivende drama om skandalen og de mystiske begivenheder omkring en dødsulykke forårsaget af Ted Kennedy ved Chappaquiddick. Ted er blevet senator, og han oplever, at han hele tiden skal leve op til omverdenens forventninger og ikke mindst farens pres for, at han tager arven efter brødrene op og stiger i de politiske grader, - og helst, - allerhelst - går efter præsidentembedet. Ted oplever, at han lever i brødrenes skygge. Han har ikke noget selvstændigt liv, han skal helst være en klon af de andre og gøre det, de ikke nåede. Men dybest set har han ikke lyst. Han er i et fængsel af forventninger. En aften efter en fest kører han, sandsynligvis i påvirket tilstand, ud over kanten på en bro. I bilen befinder sig også en ung kvinde: Mary Jo Kopechne, som havde arbejdet som sekretær for Bobby Kennedy. Ted slipper ud af bilen, men han er i chok og forlader ulykkesstedet, mens Mary Jo kæmper for at komme ud af bilen. Hun drukner, og først 9 timer efter ulykken får Ted Kennedy meldt sig hos politiet. Spørgsmålet står tilbage: kunne hun være reddet, hvis han ikke havde forladt ulykkesstedet?
Spin og damage control for fuld skrue Og så går hele det politiske magtapparat i gang for at redde Teds ry og rygte. Og det er det mest rystende i filmen. Hele denne lyssky affære med alle dens usandheder og intriger og sandhedsfordrejninger. Pressen manipuleres. Autoriteter undlader at undersøge til bunds eller tier. Og godt hjulpet på vej af den første månelanding, der fylder hele mediefladen netop i dagene for ulykken, lykkes det næsten at begrave eller i hvert fald minimere nyheden om dødsulykken, der implicerede en af verdens kendteste og mest magtfulde familier.
Ted er i chok, men kort tid efter ulykken handler det for ham panisk om at få genoprettet det tabte ansigt, det tabte ry og den tabte karriere, og det er fuldstændig kalkuleret, når han øjner et smuthul. Alle bukker og springer for ham, for han er en Kennedy, og så er man parat til at bøje sandheden. Ted Kennedys sårbarhed og vægelsind kommer tydeligt frem i filmen. Det ene øjeblik er han angerfuldt parat til at vedgå alt og tage sin straf, men desværre varer det ikke så længe. Da han øjner muligheden for at kunne glide af og undgå en lang fængselsstraf og opretholde familiens ære, er sandheden pludselig ikke så vigtig længere. Meget sigende for hele Teds forhold til moral og skyld, rigtig og forkert er, at hans første kommentar efter dødsulykken er: Nu bliver jeg ikke præsident ...
Politisk trakantsdrama Samspillet mellem Ted Kennedy og faren, der viser, hvor underkuet Ted er, er virkelig fint skildret. Faren, Joseph Kennedy, der ellers er lammet efter et slagtilfælde, er stadig familiens ufravigelige magtcentrum og konge/diktator, og alle ryster for ham.
"The Last Kennedy" er et slags politisk trekantsdrama, hvor Ted står i midten, mens faren prøver at få ham til at lyve sig fra ulykken, mens Teds fætter, Joe Gargan, prøver at få ham til at melde sig selv og indrømme alle omstændighederne ved den tragiske ulykke. Efterhånden bliver Joe Gargan så indigneret over, hvad der foregår, at han er nødt til at gøre op med sig selv, om han kan vedblive at være en del af Kennedy-klanen. Han fremstår som den klare modvægt til Ted Kennedys blakkede personlighed og er stort set den eneste i filmen, der bevarer sin integritet.
Et portræt at et krakeleret menneske Filmen tegner et lidet flatterende billede af en celeber, men også sårbar familie, som, hvis filmen taler sandt, havde sin egen bøjede lov og ramponerede moralske kodeks. Hykleriet vækker kvalme, og filmen efterlader spørgsmålet: hvor langt kan man være parat til at gå for at undgå at tage ansvar for sine handlinger?
Eftersom "The Last Kennedy" ikke er en dokumentarfilm, kan det selvfølgelig være svært at vide, hvor mange detaljer der er sande, og hvor meget der er dramatiseret spekulation, og det sidste er der helt sikkert en del af, det skal man være bevidst om. Men uanset hvad, giver filmen et interessant portræt af et menneske, som var en del af en mytisk familie, og tilbage står:
Napoleon havde sit Waterloo, og Ted Kennedy tabte på flere plan alt ved Chappaquiddick.
Gemmer din stemme...
-