Robert Duvall og Robert Downey Jr. spiller far og søn i et retssalsdrama, hvor de i mange år ikke har haft med hinanden at gøre. Forsoningens nødvendighed og mulighed kan nemt give grobund for efterfølgende samtale.
NØDVENDIG FORSONING Lige siden jeg så skuespilleren Robert Duvall i den selvskrevne, selvinstruerede og selvfinansierede film Apostelen, har jeg haft stor respekt for denne fantastiske karakterskuespiller. Det samme gælder Robert Downey Jr., efter jeg så ham i "Chaplin". Og når de så støder sammen, som far og søn, i dramaet "Dommeren", så er der lagt op til en karakterbåren film, hvor det er intensiteten mellem de to, der er altafgørende.
Heldigvis lykkes det i "Dommeren" mellem de to. Der er klassisk, nærmest arketypisk konflikt mellem far og søn, og de to skuespillere gør det rigtig godt.
Historien handler om konflikt og forsoning mellem faren, der har arbejdet i 42 år som dommer i en mindre by, og sønnen, der arbejder som forsvarsadvokat i storbyen. I mange år har de to intet haft med hinanden at gøre, og sønnen så helst, at det forblev sådan. Men da moren dør, vælger han at rejse tilbage til faren, til resten af familien, og her begynder så det store drama – da faren kommer ud for et færdselsuheld, hvor han måske/måske ikke bevidst rammer en tidligere dømt fange og slår ham ihjel. Sønnen må nu vælge, om han vil hjælpe og forsvare sin far, som han har rigtig store personlige udfordringer med.
Typisk for denne type drama, mellem to personer, skal de igennem svære samtaler, slåskampe og hårde ord, før der bliver blødt op imellem dem. Så hvad historie og stil angår, er "Dommeren" helt klassisk. Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at instruktøren havde undladt at forsøge at sætte sig mellem to stole, da han også prøver at blande lidt komik og lidt hyggelig romantik ind i historien. Filmen har således sit typiske filmiske ’comic sidekick’, og det gør da dramaet lettere at sluge, men det gør også, at filmen netop ikke bliver det store drama, som det sagtens kunne have været. Der er i historien og i de to hovedkarakterers fremragende skuespil ellers stof nok til et langt større og indholdsmættet drama.
Men en god film er det, med fokus på far-søn relationen og den nødvendige forsoning. En forsoning, der sagtens kan tales mere og dybere om, efter filmen er slut. En forsoning, der i filmen lykkes – og som nemt kan give grobund for en efterfølgende samtale om forsoningens og tilgivelsens nødvendighed og mulighed, fordi Gud har forsonet sig med os.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
