• JUST MERCY I biografen

  • FURY DR1 | 31-01-20 | kl. 21.30

  • PARASITE I biografen

  • SER DU MÅNEN DANIEL På dvd/blu-ray

  • TEMA - kristne film fx OVERCOMER

  • 75-året for befrielsen af Auschwitz se TEMA anden verdenskrig, fx FANGERNE I AUSCHWITZ

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

The Irishman

Biografi/baseret på virkelig historieDramaKrimi
Produktionsår: 2019
Varighed: 209 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Martin Scorsese,
Medvirkende: Robert de NiroJoe PesciAl PacinoAnna Paquin,
Stikord:
 Vold,










Anmeldelse:

Af: Jørgen Hedager Nielsen - 03.12.2019



SAMMENHOLD OG LOYALITET

I den indledende scene fører kameraet os ind på et plejehjem. Vi går i gangene og ser beboere og personale bevæge sig rundt. Vi ender på en stue, hvor en gammel mand sidder i en kørestol. Manden viser sig at være Frank Sheeran (Robert de Niro). Frank fortæller om sit liv. Det er filmens yderste ramme.

Franks fortælling styres af en gennemgående køretur, hvor Frank er chauffør. Omkring denne køretur er der lange og korte glimt tilbage i tiden, og måske også frem i tiden. Glimt der tilsammen fortæller et menneskes historie og giver et afslørende indblik i den kriminelle bagside af den amerikanske nations liv i 1960'erne og 1970'erne. Lyder det indviklet? Det er det ikke, for den legendariske instruktør Martin Scorsese formår på forunderlig vis at styre det hele, så vi aldrig farer vild og ikke keder os i de tre en halv time, filmen varer. Det er rigtig godt gjort.

Filmen bygger på bogen I Heard You Paint Houses, der igen bygger på den fortælling om sit liv, som den virkelige Frank Sheeran gav til bogens forfatter Charles Brandt i sin stue på et plejehjem. Flere har anfægtet detaljer i bogen, men at den tegner et nogenlunde korrekt helhedsbillede af en stærkt kriminel forbindelse mellem fagforeninger, mafiaer og politik, er der vist ingen tvivl om. Ud over Robert de Niro som Frank møder vi også Joe Pesci som mafiabossen Russell Bufalino og Al Pacino som fagforeningsbossen Jimmi Hoffa.

Digital foryngelse
På Netflix ligger den hyggelige og oplysende "The Irishman: I samtale". De tre skuespillere, de Niro, Pesci og Pacino, og instruktøren deler tanker og anekdoter fra indspilningen, som de helt sikkert har nydt. De har alle for længst passeret deres 70-års fødselsdag. Når det har været muligt at lave en film, der strækker sig over adskillige årtier, skyldes det, at man har benyttet en digital teknik til at gøre skuespillerne yngre. Det joker de om i samtalen. "Nu kan vi fortsætte vores karriere i 30 år mere," siger én af dem. Teknikken med at forynge er ikke tidligere gjort på en hel film, og det fungerer udmærket. Der er noget med frisurerne, der virker som stive parykker, men det er ikke nær så forstyrrende, som når skuespillere med forskellig alder spiller den samme person. Fordelen ved den digitale foryngelse er også, at den kan gøres gradvist. Kunsten for skuespillerne har været at huske sin aktuelle alder. Det dur ikke, at en 49-årig springer op af lænestolen på samme måde som en 80-årig, så der var nogle scener, der måtte tages om.

Ubetinget loyalitet
Scorsese er blevet beskyldt for at forherlige volden og gøre gangsterne til helte. Det sker ikke i denne film. Da det er den skrupelløse Frank, der fortæller, får vi ikke umiddelbart undervejs nogen nuancer på det moralske, og så alligevel. Vi har en klar fornemmelse af, at Franks datter Peggy gennemskuer ham. Hendes skeptiske ansigtsudtryk bliver en påmindelse om, at Frank moralsk set er ude på dybt vand. Hele det kriminelle miljø har deres helt egen forståelse af moral. "Det er som i militæret. Du gør, hvad du får besked på," siger Frank et sted. Har man advaret en mand om, at han er ude på dybt vand, så er han selv ude om det, hvis han svigter sin pligt til loyalitet. Og det gælder også, selvom det er en, der længe har været en god ven.

Der er vold i filmen. "Jeg har hørt, at du maler huse," siger en fagforeningsboss på et tidspunkt til Frank. Det bekræfter Frank. "Jeg laver endda også indimellem tømrerarbejdet," tilføjer han. Hvad udtrykket "at male huse" egentlig betyder i de kredse, ser vi flere gange, når nogen får et par skud i hovedet, så blod og hjerneceller maler væggen bagved rød. Men ubehaget ved volden ligger ikke i, at det blodige tværes ud. Det ligger i, hvor ubesværet disse mennesker omgås drab. Instruktøren benytter sig af et lille kneb for at understrege dette. Når et medlem af mafiaen eller fagbevægelsen introduceres, kommer der nogle gange en helt kort og nøgtern tekst med en oplysning til os tilskuere med navnet, og hvordan han senere blev likvideret.

Deres egen moral
Ud over den høje kunstneriske kvalitet er filmens styrke, at den viser, hvordan disse hårde kriminelle, der i årtier havde et stærkt greb om store dele af samfundet, har det med moralen. Den viser, også hvordan de respekterer hinanden og har et ubrydeligt sammenhold, der bygger på noget, som sagtens kan forveksles med broderkærlighed. De kender hinanden så godt, at tingene normalt kun antydes. Intet sted siges der noget om likvidering, men de ved, hvad antydningerne betyder.

Set fra et kristent synspunkt er det tankevækkende at møde disse hårdhudede fyres fromhed. De fleste er trofaste katolikker, som husker deres fadervor og kirkegang. Man kan undre sig over, hvordan de får det kristne budskab til at hænge sammen med deres eget liv, men det går tilsyneladende udmærket. Filmen slutter med en fin scene på plejehjemmet, hvor den gamle affældige Frank får besøg af en yngre præst, der forsøger at vække hans samvittighed.

Efter filmen sidder man med en fornemmelse af, at den på en generel måde skildrer dynamikken i grupper, der stadig findes i forskellige varianter på steder i verden, hvor få kriminelle styrer samfundet med vold og terror.

Kan ses på Netflix.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.0 af 6. 3 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer