På bagsiden af dvd-coveret til den koreanske film "The Front Line" kan man læse, at denne krigsfilm om Koreakrigen i begyndelsen af 1950'erne er "i samme klasse som "Band of Brothers"." Den sammenligning fristes jeg ikke til efter at have set den. Jeg vil snarere sætte filmen sammen med "The Pacific", som kom efter "Band of Brothers" og delvist var produceret af de samme folk. De to krigsdramaer blev selvsagt sammenlignet. Med delvis samme producenter, samme afsæt i virkelige begivenheder og personer, samme stærkt realistiske virkemidler og begge lavet som længere tv-dramaer var sammenligningen oplagt. Men forskellen var lige netop også til at få øje på. Grundtonen i de to serier var meget forskellig. I "Band of Brothers" var der midt i den grufulde krigsrealisme og krigens vanvid en grundtone af håb og mening. Det gav mening at kæmpe mod nazismens verdensherredømme. I "The Pacific" forsvandt den mening mere og mere i krigens moralsk nedbrydende virkning på begge sider af kampen.
Det er også i den ende, "The Front Line" befinder sig. Krigen synes i bund og grund komplet meningsløs. Det er heller ikke svært at forstå, når det drejer sig om noget i retning af en borgerkrig - nordkoreanere mod sydkoreanere, fanget i et stormagtspil mellem kommunisme og anti-kommunisme. Et af filmens stærke dramaturgiske virkemidler er lige netop sammenstødet mellem koreanere, som egentlig skulle være brødre.
Filmens handling udspiller sig omkring et bestemt højdedrag, som der kæmpes om med en tilsyneladende endeløs række af tab og generobringer fra begge sider. Denne meningsløse pendulsvingning medfører, at nogle af soldaterne på begge sider på et bestemt, skjult sted oppe på højen begynder at udveksle vin, tobak og andre manglevarer. Så når den ene part generobrer højen, har de gode dage med det, de andre har efterladt. Og omvendt. Der opstår med andre ord en slags bånd mellem modparterne. De skyder løs på hinanden, men deles også om nogle af livets fundamentale goder.
Filmen har ingen virkeligt onde og gode, hverken i lyset af nord-syd-konflikten, eller i forhold til den enkelte soldat. Kujonen har sine lige så gode eller dårlige grunde til at være kujon som helten til at være helt. Krigen gør dem på en måde alle ens. Krigen nedbryder alles menneskelighed. At slå ihjel flår sjælen i stykker. "Hvad slås vi for?" spørger nogle soldater til sidst i filmen. "Vi ved det ikke mere," svarer de selv.
Men jeg kunne nu ikke lade være med at tænke: Det ved vi i dag. De slås for at undgå det helvede, Nordkorea er blevet til. Det kan meget vel være, at der er en storpolitisk vanvids-logik, som førte parterne unødigt ind i krigen og måske dermed ind i det indtil nu permanente skille mellem Nord- og Sydkorea, som i dag betyder, at en millionbefolkning i Nordkorea dagligt martres under et frygteligt diktatur. Men selv hvis det medregnes, er det svært at lade være med at tænke på, at Sydkorea i al fald i lyset af det nuværende diktatur i Nordkorea, må glæde sig over, at nogle for 60 år siden ofrede livet for dagens sydkoreanske frihed.
Jeg ville med andre ord have foretrukket en film, der havde mere af tonen fra "Band of Brothers". Ikke mere krigsromantik, nej, fri os vel. Tak for realismen, tak for filmens hudløst ærlige udsagn om krigens mentalt og moralsk nedbrydende mekanismer. Men det er faktisk ikke alt, hvad der er at sige om en hvilken som helst krig. Krig er nogle gange i denne syndens og dødens verden et uundgåeligt onde for at bekæmpe noget endnu mere ondt.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
