NÆSTEKÆRLIGHED OG SELVTÆGT
Vi gav den første The Equalizer 5 stjerner. Toeren er så meget bedre end etteren, at den egentlig burde have en stjerne mere, men især ét forhold gør, at den ikke kommer helt op at ringe. Der er lige så meget vold som i etteren. Den fredselskende hovedperson Robert McCall (Denzel Washington) står for et par håndfulde likvideringer i løbet af filmen. Volden er ganske vist ikke tværet ud, men den er antydet så effektivt, at man sagtens kan se det for sig, selv om billederne ikke er der.
Det bliver personligt
Vi ved fra den første film, at den tidligere CIA-agent Robert McCall er equalizeren - den, der retter op på en ubalance - og altid er på den svages side. Han er nu taxachauffør. Det giver ham indblik i mange skæbner. Et af filmens centrale citater er McCalls ord: "Vi må alle betale for vores synder." Hvad det kan betyde i praksis i hans univers, bliver slået fast lige fra filmens første scene, hvor en mand og hans bodyguards må tage følgerne af, at de har bortført et barn fra dets mor, bare for at såre moren. Allerede her ser vi, at han altid giver skurken en sidste chance for at ændre kurs.
McCall er en mand, der tager retfærdigheden i sine egne hænder, når andre ikke vil eller kan gøre noget. Det er der flere eksempler på i filmen. Den gennemgående handling bæres af en række begivenheder, der hænger sammen med mordet på det eneste menneske, som Robert McCall kunne kalde en sand ven. Derfor bliver hans jagt på de skyldige meget personlig. Det bliver ikke mindre personligt, da han finder ud af, hvem de skyldige er.
Ikke kun action-klicheer
Det er en actionfilm med alle de kendte scener fra den genre. De fleste actionscener er set magen til i andre film, måske lige med undtagelse af biljagten, hvor chaufføren bliver angrebet af bagsædepassageren. Men Denzel Washington og manuskriptforfatteren Richard Wenk har formået af gøre filmen til meget mere end en klichefyldt B-film. De etiske spørgsmål er mere nuancerede end i den første. Filmen afslører noget af McCalls fortid, hvor der gemmer sig stærke traumer. Men spørgsmålet er, om han ikke går for vidt, selv om hans ofre virkelig er nogle ondskabsfulde og afsporede skurke? Hvem har egentlig ret til at udøve vold? Har CIA ret til det, når de gør det i nationens interesse?
Undervejs tager McCall en ung mand under sine vinger og forsøger at hjælpe ham mod nogle personer med en meget dårlig indflydelse. Det er en sidehistorie uden egentlig forbindelse til hovedhandlingen, men det giver ham mulighed for at sige nogle meget rigtige og opmuntrende sandheder om at vælge den rette vej gennem livet. Denzel Washington er åben om sin kristne tro. Måske har han haft brug for denne sidehistorie for rigtig at kunne føle sig hjemme i rollen som McCall.
Som i den første "The Equalizer" er fotograferingen, skuespillet og især lydsporet helt i top. Der er enkelte befriende lyspunkter, og rigtig mange pointer præsenteres som antydninger, som kun en god instruktør og manuskriptforfatter er i stand til at gøre det. Flere gange er der bemærkninger og scener, der kan tages op som temaer i forhold til kristendommen.