TRADITION OG FORNYELSE
Kvaliteten fra første sæson fortsætter i sæson 2. Der er stadig ikke sparet på noget, og de historiske begivenheder er på fornem vis omsat til tv-drama.
Sæson 2 spænder fra Suez-krisen i 1956 til attentatet mod præsident Kennedy i 1963. I forbindelse med Suez-krisen ser vi blandt andet, at Elizabeth reagerer skarpt, da hun finder ud af, at regeringen har indgået aftaler med Frankrig og Israel uden at orientere hende. I det hele taget sætter hun frygtløst de høje herrer på plads med hentydninger, når hun mener, de ikke handler i nationens interesser. Hun anerkender, at hun som bærer af kronen, ikke skal blande sig i politik, men hun finder sig ikke i at blive holdt udenfor.
Traditioner blødes op
En adelsmand, som også ejer og redigerer et tidsskrift, kritiserer Elizabeths måde at passe sit offentlige embede. Han beskylder hende for at være gammeldags og fuldstændig uden fornemmelse for arbejderklassen. Det sætter gang i en vældig offentlig debat. Elizabeth lytter til ham og indfører flere ændringer. Blandt andet bliver hendes traditionsrige juletale efter hans ide transmitteret på tv.
Besøget af Kennedy-parret spænder ikke alt for heldigt af, men det får alligevel positive følger. Jackie Kennedys frimodige fremtræden provokerer Elizabeth til at løsrive sig lidt mere fra de meget strenge former. Da Ghana begynder at gøre oprør mod Commonwealth og kronen, tager Elizabeth sagen i egen hånd og rejser til Ghana, selv om alle advarer hende kraftigt. Begivenhederne er ganske humoristisk beskrevet i serien, og resultatet bliver en overvældende og uventet sejr for hende.
Billy Graham som rådgiver
Som i sæson 1 spiller kristendommen en ret fremtrædende rolle i Elizabeths liv. I den forbindelse blev episode 6 en positiv overraskelse. Billy Graham er på møderejse i England, og Elizabeth får interesse for hans budskab. Hun inviterer ham til at forkynde i slottets kapel, og hun benytter ham som privat rådgiver i religiøse spørgsmål. Episoden handler blandt andet om tilgivelse. Hendes farbror Edward abdicerede knap et år efter, at han blev konge, fordi han valgte at gifte sig med en fraskilt, for så kunne han ikke være overhoved for den engelske kirke. Edward mener, han efterhånden har ret til at vende tilbage til England og blive anerkendt som medlem af den kongelige familie. Han søger derfor Elizabeths tilgivelse. Som et eksempel på en kristen i et kristent land mener hun, at hun bør tilgive ham. Men da hun lærer mere om hans fortid, er det yderst kompliceret. "Er der omstændigheder, hvor man er en god kristen, men alligevel ikke kan tilgive?" spørger hun Billy Graham, som svarer: "Den kristne lære er tydelig på det punkt. Der er ingen, der ikke kan tilgives."
De komplicerede parforhold og ægteskaber i kongefamilien fortsætter for fuld styrke i sæson 2. Philip har fortsat store problemer med at finde sig til rette som nummer to. Det finder Elizabeth og han en ordning på, som gør, at de undgår en skandale. Lillesøster Margaret tumler stadig forvildet rundt. Hun kan ikke finde sine egne ben. På den ene side vil hun gerne være mønsterbryder, på den anden side vil hun ikke give afkald på sine privilegier. Hun bliver fascineret af en playboy, som er en dygtig fotograf. Vi venter spændt på sæson 3.
Kan ses på Netflix og serien er kommet på dvd og blu-ray.