Richard Kelly bragede direkte ind i instruktørernes undergrundshimmel med sin farverige og skarpsindige (og noget komplekse!) fortælling "Donnie Darko" (2001). Han tilføjede endnu en merit til sin kultstatus med "Southland Tales" (2006), og er nu tilbage med sin mest ambitiøse film til dato, "The Box". Filmen er en genskabning af Richard Mathesons novelle Button, Button, og er på den baggrund en noget strammere fortælling end andre film, som er genskabt over romaner.
Vi møder familien Lewis, der bor i Richmond, Virginia. De lever et stille liv, hvor de passer deres egne små sysler, og det store drama ligger ikke lige og venter om hjørnet. En tidlig morgen ringer det så på døren. Norma (Diaz) går søvndrukken ned og åbner. På trappen står der en kasse. Hun tager kassen med ind, hvor hun åbner den sammen med sin mand, Arthur (Jason Marsden), og deres søn Walter (Sam Oz Stone). I kassen er der en box af aluminium, hvor der på toppen sidder en rød knap. Der ligger også et brev, hvori det fremgår at "Mr. Steward" (Frank Langella) vil komme forbi kl. 17.00. Da Mr. Steward kommer forbi, er det kun Norma, der er hjemme; hun får at vide at familien har to valgmuligheder. De kan lade være med at trykke på knappen, eller de kan trykke på den. Meget simpelt. Hvis de trykker på knappen sker der to ting: For det første: En, som de ikke kender, dør. For det andet: De får 1 mio. dollars kontant. Skattefrit. De får nu 24 timer til at træffe en beslutning.
Som det fremgår af dette korte, indledningsvise resumé, er selve plottet meget, meget simpelt. Men Kelly formår at bygge en gåsehudsfremkaldende thriller op om den simple handling. De eksistentielle overvejelser er tunge, og Norma og Arthur må nu gruble og diskutere på livet løs. Sagen viser sig (selvfølgelig) at være en anelse mere kompliceret, end de havde regnet med, og deres valg får nogle drastiske konsekvenser, ikke bare for dem selv. For spillet, som Mr. Steward spiller, inkluderer tilsyneladende en lang række mennesker.
Marsden og Diaz er hovedrolleindehavere. De gør det egentlig meget godt. Men det er Langella, der stjæler billedet med sin skræmmende attitude - han mangler det halve ansigt, som er blevet brændt væk af solstråler under et NASA-eksperiment. Han er overbevisende, som den kyniske forhandler, der stiller så kompleks et scenarie op.
Jeg var selv meget begejstret for scenografien. Filmen skal foregår i 1976, og der er tænkt meget på detaljerne. Bilerne, fjernsynene, møblerne, det tekniske udstyr på NASA og specielt tøjet, hvor mændene går i sandfarvede skjorter, og kvinderne har høje taljer, er virkelig godt genskabt. Det giver miljøet og filmen en troværdighed og et nærvær, som ellers kan forsvinde i den noget "spacy" fortælling.
Moralspørgsmålene vælter op i én. Jeg sad længe og tænkte, hvad jeg ville gøre. Ville det være okay at trykke på knappen, hvis jeg nu brugte halvdelen til nødhjælp? Til samfundets svageste? Til den kristne mission? Svaret må være entydigt nej. For som filmen siger, er sådan en handling irreversibel. Det vil sige, at den ikke kan kaldes tilbage. Mennesket er ikke skabt til at bestemme over andres liv, og heller ikke i sammenhænge, hvor der måske kan skabes muligheder ud af det (som det jo ville gøre, hvis der kom 500.000 ekstra kroner til nødhjælpen). Der er også flere tanker omkring penges betydning, karrierens betydning og det at ofre sig for hinanden. På dette område er filmen virkelig stærk og gør den i høj grad værd at se.
Det stærkeste er måske, da Arthur giver Norma en tidlig julegave i form af en silikonefod, der skal støtte Normas ødelagte fod. Det viser, at det ofte er tanken og kærligheden bag, der er den største gave. Et rørende øjeblik.
Filmen har også et meget skarpt blik for modsætninger. Filmens tema "boxen" går igen i meget af scenografien, mens andre dele af filmen er modsætningen: flydende masser, sne osv. Der er også modsætningen mellem det perfekte og det uperfekte. Her er det fx modsætningen mellem Arthurs arbejdsplads NASA og Normas vansirede fod. Det gør filmen utrolig gennemtænkt og imponerende.
Det skal lige siges, at filmen ikke er en familiefilm. Den er ret svært tilgængelig, og det er langt fra alle dele i filmen, som giver umiddelbar mening. Det skal man være opmærksom på. Men er man villig til at give sig i kast med denne fortælling, ville den være oplagt at se i forbindelse med nogle etiske og moralske diskussioner. Fx til en Film og Tro-aften eller lignende.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
-