• PRAKTIKANTEN TV3 | 28-07-19 | kl. 21.00

  • På dvd TO MINUTTERS STILHED

  • Trosbaserede film fx SAME KIND OF DIFFERENT AS ME - på VOD og Netflix

  • I biografen SPIDER-MAN: FAR FROM HOME

  • TEMA familiefilm fra 11 år Fx LØVERNES KONGE

  • TEMA familiefilm fx dvd-aktuelle LEGO-FILMEN 2

Alle anmeldelser - Drama

The Blackwater Lightship

Drama
Produktionsår: 2004
Varighed: 95 min.
Censur: 15 år
Instruktør: John Erman,
Medvirkende: Gina McKeeAngela LansburyDianne Wiest,
Stikord:
 Aids,
 Sorg,










Anmeldelse:

Af: Per Breindahl - 28.09.2012



Fyrskibet har ligget ved Blackwater, så længe nogen kan huske, for at advare skibene mod at støde på grund på de skjulte rev.

Vi mennesker har også brug for fyrskibe i vores liv, for sejladsen gennem livet er fyldt af rev. Og nogle gange får vi revner under overfladen eller går helt på grund. Og vi ved ikke altid hvorfor. Fyrskibet manglede.

Det er sådanne personer, vi møder i "The Blackwater Lightship". Tre generationer af kvinder: datteren Helen (Gina McKee), moren Lily (Dianne Wiest) og mormoren Dora (Angela Lansbury). I mange år har ingen af dem rigtigt talt med hinanden – på trods af, at ingen af dem har ønsket tavsheden. Hvad var det for et rev der knuste relationerne? Egentlig vil de gerne finde hinanden igen. Men hvem tager det første skridt?

Det bliver Helens lillebror Declan (Keith McErlean), der fører de tre generationer af kvinder sammen. Declan er på tredje år syg af aids. Sygdommen er ved filmens begyndelse så fremskreden, at han kun har kort tid tilbage at leve i. Han har ikke konfronteret kvinderne i sit liv hverken med sygdommen eller det faktum, at han her homoseksuel, da han har været bange for deres reaktion. Men nu bruger han sygdommen til at føre kvinderne sammen. Hele familien flytter ud til mormoren i Blackwater. De har alle gode minder fra dette sted, hvor fyrskibets lys gennem årtier regelmæssigt har fejet ind over landet.

Gennem filmen sættes nutidens skænderier i relation til fortidens konflikter gennem tilbageblik på Helen og Declans barndom i mormorens pensionat.  Mens de var børn, mistede de deres far, der døde af kræft. Under farens sygdom holdt Lily sig væk fra børnene og overlod pasningen til mormoren. Det blev kimen til en længere række af misforståelser og tavshed. De tre kvinder gled så langt fra hinanden, at Helen slog hånden af dem, og hverken mor eller mormor har mødt Helens mand og børn.

Alle ville gøre det rigtige, men endte med at isolere sig. De så kun hinandens fejl og ikke egne fejltrin. Men mest afgørende: de stoppede med at tale sammen.

Sammen med Declan følger også et par af hans homoseksuelle venner med ud i mormorens pensionat i Blackwater. De tre mænd er kærlige og omsorgsfulde og tjener som en kontrast for kvindernes skænderier. Men samtalen må heller ikke blive til falsk interesse og overfladisk sladder – noget der demonstreres af et par andre bipersoner i filmen.

På trods af, at døden er meget nærværende hele tiden, forholder filmen sig generelt ikke til spiritualitet og livet efter døden, og det oplever jeg som en forspildt mulighed. Kun et enkelt sted ser vi mormoren bede for sit syge barnebarn.

For mig var filmens budskab, at vi mennesker skal få talt sammen i tide. En dag er fyrskibet slukket og sejlet bort. Vi skal være hinandens fyrskibe og skal lade være med at gå og bygge på vores egne forestillinger om andre mennesker, men lære dem at kende ved at tale ærligt og åbent sammen. Det uanset om der er tale om vores nære familiemedlemmer eller folk fra fremmede kulturer – her repræsenteret af de homoseksuelle venner.

Filmen kunne være et godt udgangspunkt for en samtale om … samtale!



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer