Filmen beskriver en meget usædvanlig størrelse: en nynazist i New York i 60'erne. Men vel at mærke en jødehadende nazist, der selv er jøde! Det er ikke fri fantasi: den amerikanske nynazist Daniel Burros begik selvmord i 1965, da hans jødiske baggrund blev afsløret i avisen New York Times.
Ryan Gosling (kendt som den unge kampklare anklager i Fracture og den ret så nørdede Lars i Lars and the Real Girl) spiller meget overbevisende denne Daniel (de har dog givet ham efternavnet Balint i filmen), der psykisk set udkæmper anden verdenskrig inden i sig selv: på den ene side hader han jøderne, og på den anden side kan han ikke slippe den jødiske tro. Eller kan den ikke slippe ham? Han er i hvert fald dybt frustreret, dybt splittet og rives mere og mere fra hinanden igennem filmen. Hans venner og hans kæreste kan heller ikke siges at høre til normalområdet af psykisk stabile. Så alt i alt er der noget vanvittigt over det hele.
Men igennem hele filmen pulser det i den samme nerve: Daniels uforklarlige had-kærlighedsforhold til den jødiske tro. Han ønsker brændende at dræbe en jøde – og han bli'r rasende, hvis nogen laver grin med en tora-rulle (jødernes hellige skrifter)!?
Selve plottet (så langt som jeg vil afsløre det): den unge Daniel får kontakt med nogle nyfacister og nynazister og disse udnytter hans store intellekt og brændende veltalenhed til at gøre ham til frontfigur. Samtidig prøver en journalist at lave en historie på Daniel og sælge den til New York Times. Se selv hvordan det går, da denne journalist antyder over for Daniel, at han jo er jøde ...
Daniel får en kæreste i dette facistisk/nazistiske miljø – og hun ønsker faktisk at lære toraen at kende. Vi ender i en synagogegudstjeneste, hvor Daniel leder bønnen! Og så slutter vi med et ... nej, se det selv og bedøm, hvad der egentlig sker i filmens sidste 90 sekunder.
Filmen er ret voldelig og indeholder en enkelt sexscene. Men det, der gør den stærk og fængende, er den intense kamp inden i Daniel.
Filmen sætter mange tanker i gang. Om tro. Om fortid og opgør med fortiden. Om at hade og elske på én gang. Om at ofre nogen eller ofre sig. Det er så godt, at Henry Bean ikke faldt for fristelsen til at give sin film nogle færdige svar til sidst. Spændingen holdes, vanviddet bevares – men med en underliggende nerve af dyb mening, som man så selv kan tænke videre over bagefter. En god film at tage en snak om bagefter!
Selvfølgelig må man sammenligne "The Believer" med American History X, der på mange måder tager samme tema op. Men mens "American History X" behandler det på et samfundsmæssigt plan, fokuserer "The Believer" ene og alene på konflikten inden i én person. Det gør den så stærk og så universel.