• Film med stikordet PÅSKE fx RISEN - på dvd og blu-ray og fx lån på bibliotek.dk

  • Thomas Vinterberg laver miniserie om BRØDRENE LØVEHJERTE

  • SOUND OF FREEDOM nu på dvd og blu-ray med danske undertekster. Kan købes hos cdon.dk

  • BIRTHRIGHT OUTLAW på VOD, fx på Blockbuster.dk

  • GOLDA nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • Bodilprisen 2024: BASTARDEN er bedste film på dvd og blu-ray

  • HOBBITTEN-filmene udgår fra Filmstriben.dk 31-3

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

The Aviator

Leonardo De Caprio er formidabel i dette filmiske mesterværk om mediemogulen og flyfabrikanten Howard Hughes.

Biografi/baseret på virkelig historieDramaTEMA Biografiske film
Produktionsår: 2004
Varighed: 170 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Martin Scorsese,
Medvirkende: Leonardo DiCaprioCate BlanchettKate BeckinsaleAlan Alda,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Michael Agerbo Mørch - 30.10.2009



Lad mig for en god ordens skyld indlede med at fortælle, at denne film er min absolutte yndlingsfilm. Jeg er så forelsket i alt, hvad denne film rummer, og det manifesterer sig forhåbentlig og formentlig i ordene.

Min kærlighed er begrundet i en lang række faktorer. Først og fremmest den mest sublime skuespilspræstation i filmhistorien(!) – Leonardo DiCaprio leverer intet mindre end en gigantisk præstation i hovedrollen som verdensmanden Howard Hughes. Dernæst en række af filmens æstetiske kvaliteter, som er så uovertrufne at man alene af den grund frydes. Filmens billeder, klipningen, den spændende og udfordrende lydside, som skifter mellem svulmende strygerkompositioner og amerikansk crooner-jazz, er med til at give en komplet film, som er et must for alle filmelskere. Oscars er ikke altid en kalkule for en god filmoplevelse, men denne film har fortjent sine fem, og jeg så gerne den havde fået langt flere.

Filmen er en tour de force igennem Howard Hughes' liv, og derfor en kombination mellem fiktion og biografi. Jeg kender ikke Hughes fra den virkelige historie og ved derfor ikke, hvor meget den afviger, men jeg tror på en fin og troværdig skildring. Hughes' mor er overpåpasselig og indoktrinerer Hughes til at bekæmpe bakterier, infektioner, smitsomme sygdomme osv. gennem en ekstrem hygiejne. Parallelt med denne perfektionistiske livsstil forsøger Hughes at få sit hektiske liv til at hænge sammen. Han er millionarving og satser stort på at producere film, bygge fly og betjene smukke damer.

Hughes får gennembrud med en vanvittig filmatisering af anden verdenskrig, bliver berømt og starter med at bygge hurtige fly, som han selv sætter hastighedsrekorder i. Nogle iøjnefaldende bedrifter. Han ender også med at charme sig ind på Kate Hepburn, en feteret skuespiller, som han indleder et forhold til. De er begge excentrikere, og deres forhold er på det nærmeste dømt til at gå galt.

Hepburn forlader den selvoptagede Hughes, og herfra går det markant ned af bakke for flymogulen; men dog også op for selve filmen. For indtil dette øjeblik, har filmen blot været en velsmurt adventurefilm, men fra dette brud vrides Hughes længere og længere ind i sin psykotiske verden, og dermed åbnes der op for de psykologiske spændinger, som gør Di Caprios præstation så fremragende. Som Hepburn siger umiddelbart efter bruddet "There is just too much Howard Hughes in Howard Hughes". Hans paranoia og fobier er og bliver hans største fjende, på trods af, at det multinationale, konkurrerende selskab Pan Am forsøger at købe ham ud af flybranchen.

Filmen sætter fokus på en lang række dilemmaer, som, jeg mener, er tiltrængt i vores tid. Fx er Hepburn skeptisk over for Hughes' popularitet, da hun tvivler på hans kendskab til berømmelsens bagside. Den kender hun nemlig "på godt og ondt". Det er et relevant spørgsmål i vores X-factor og Talent-tid, hvor talent mere er en rettighed end en gave! Ud over det sættes der også fokus på globaliseringens omkostninger, presseetikkens flydende grænser, kærlighedens elasticitet osv. Spørgsmål der alle er relevante at tage op til diskussion efter at filmen er nydt.

Hvis jeg må tillade mig at komme med endnu en begejstring: På trods af Hughes' dekadente livsførelse, er der ikke én eneste sexscene i filmen, hvilket viser, at man sagtens kan lave topklassefilm uden brug af slibrige virkemidler. En anden smuk detalje i den sammenhæng er et tidspunkt, hvor Hughes kælende lader sin hånd glide over Hepburns ryg, og der så klippes i et match-cut til et af Hughes' elskede aluminiumsfly, så hans passioner nærmest smelter sammen til ét. En flot detalje, som fanger den interessekonflikt, Hughes har. Nemlig total dedikation til flyene og filmene, men samtidig hengivenhed til sin elskede Hepburn. En helt naturlig følge heraf er diskussionen af karriere og familieforhold.

Jeg ved ikke, om det er en latent svaghed hos alle os "normale", at vi bare elsker at se folk, som på en eller anden måde er lidt utilpassede. I hvert fald finder jeg portrætteringen af Howard Hughes spændende, insisterende og elegant. Jeg bliver bjergtaget af DiCaprios fremragende iscenesættelse, som er den mest helstøbte karakter jeg har set – undskyld jeg gentager mig selv, men det er bare skuespil af høj karat. Han viser det drive, den entusiasme, den vilje og energi, som skal til for at få rigtig succes. Men han viser også, hvordan magtens lunefuldhed kan drive én til vanvid og tage netop kontrollen fra dig, når den får styringen. Mesterligt.

Skal der siges noget negativt, så er det at filmen er så lang. Tre timer er ikke unaturligt, og for mig ikke et sekund for langt. Men bliver man ikke grebet af det fremragende skuespil, er selve fortællingen blot endnu en fra kartoteket. Filmen kræver det maksimale af sin beskuer, men giver så sandelig i overflod igen. Dette er det ypperligste inden for den samtidige filmkunst. Punktum.

Red.: Howard Hughes spiller en indirekte rolle i filmen En sand løgn, hvor forfatteren Cliff Irving lader som om, han har aftale om at lave en bog om Howard Hughes.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.5 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer