Så er der superheltefilm igen. Og denne gang med alt, hvad der kan skrabes sammen fra Marvels lagre forenet i en eksplosiv actionfilm, hvor jordens undergang atter lurer om hjørnet. Dens skæbne overlades denne gang i hænderne på en udvalgt gruppe af superhelte, som med deres særlige evner bærer det så velkendte store ansvar at redde os andre – i en hårdtslående kamp, som kun kan lykkes, når de står sammen og bruger hinandens styrker.
"The Avengers" er (Paramount og) Marvels kulmination på flere års opbygning af en superheltemytologi i filmens verden. I lighed med "X-men"-franchiset har man med to film om Iron Man og én om henholdsvis Thor, Captain America: The First Avenger og "Hulk" fået lagt bolden op til dette superhelte-ensemble, hvor velkendte bipersoner elegant spiller bolden rundt imellem de spektakulære heltetyper.
Forhistorierne er dermed på plads, og tiden er nu moden – både teknisk og konsumeristisk til at forene de største helte i én film med alt, hvad der ellers hører til af superskurke, eksplosioner og invasioner fra det ydre rum!
Bag kamera og manuskript står Joss Whedon, manden bag tv-serien "Buffy". Og han forløser denne udfordrende opgave godt, særligt fordi han forener larmende actionsekvenser med velfungerende karakterer og en - for det meste - god dialog med en veldoseret mængde selvironi, som skærer toppen af højtideligheden.
Downey Jr. (Iron Man), Chris Evans (Captain America), Chris Hemsworth (Thor), Tom Hiddleston (Loke) og Samuel L. Jackson (Nick Fury) inkarnerer efterhånden deres superhelte, og reserven Mark Ruffalo er en fornøjelse som en fredelig og resigneret Bruce Banner, der helst ikke vil være sit grønne Mr. Hyde alter ego Hulk.
Det er Loke, løgnens mester, der er på spil med en ondsindet plan. Han blev forvist efter nederlaget i "Thor," men er nu vendt tilbage til jorden bevæbnet med et scepter, der tvinger dem, han rører, til blindt at adlyde. Med en mystisk energikilde skal kan bane vejen for en invasion af aliens. Hans våben er splid og manipulation. Han kræver menneskers underkastelse og beordrer i en scene (i Tyskland!), at en stor menneskehob knæler for ham – som den (af)gud han er. Mennesker skal være kuet, er skabt til at adlyde blindt, mener han, og denne indskrænkelse af frihed vil "The Avengers" ikke finde sig i.
Sådan set lever superheltetruppen ikke op til navnet om at hævne. De forsvarer blot. Og dette gøres i en flot og eksplosiv actionfilm, hvor superheltene trækker hver deres mængde action med i handlingen. Det er underholdende, men har også sine begrænsninger. Overordnet udtrykker filmen - som resten af genren - et smukt, men lidt fladt tema om at sætte ansigter på ondskaben og fortælle, at med samlede kræfter kan menneskeheden stå imod det onde.