THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15
GLADIATOR ii i biografen
den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay
THE APPRENTICE i biografen
LIDT HÅB I HÅBLØSHEDEN
Det er fristende at kalde "Tårnet" en sød dukkefilm, men det går ikke. Filmens tema er for dystert til den betegnelse. Men hovedpersonen, den 11-årige Wardi, er både sød og videbegærlig. Hun bor sammen med sin familie i flygtningelejren Bourj El-Barajneh i Beirut. Vi møder fire generationer. Oldefar Sidi kan huske den 15. maj 1948, hvor familien forlod deres hus. Det er dagen, der på arabisk har fået navnet Nakba (katastrofen). Filmen foregår i løbet af den 15. maj i nutiden. Wardi får det indtryk, at hendes oldefar har mistet håbet. "Så må du finde det og give ham det tilbage," lyder en opfordring fra hendes farmor. "Hvis der er nogen, der ved noget om håb, så er det os."
Filmens røde tråd bliver at følge hendes jagt på håbet. Gennem flere samtaler får hun en række indtryk af den erindring, som flygtningelejrens beboere lever i. Vi præsenteres altså ikke for objektiv historieundervisning, men vi møder den fortælling, der lever blandt de statsløse palæstinensiske flygtninge i lejren. Uanset om denne fortælling svarer til virkeligheden eller ikke, er den en væsentlig del af deres selvforståelse og identitet. "Hvis vi ikke kender vores fortid og ved, hvor vi kommer fra, hvad er vi så? Ingenting," siger Sidi.
Det virkelige liv
Filmens norske forfatter og instruktør Mats Grorud har levet i flygtningelejren i Beirut for at lære beboernes vilkår at kende. I et interview fortæller han, at han har en stor medfølelse med verdens hårdest ramte. Ud fra en venstreorienteret forståelse af livet og verden, ønsker han at arbejde for bedre vilkår for dem. Han har modelleret filmens karakterer over mennesker, som han har lært at kende i det virkelige liv. Vi har ingen grund til at tvivle på det billede, filmen tegner af livet i en palæstinensisk flygtningelejr.
Interesserer man sig ikke for mellemøstlig politik, kan man også se filmen som en generel beskrivelse af, at mennesker har brug for et håb for at kunne leve. Kritikere af Israel vil finde en hel del bekræftelse i filmen, som giver Israel hele skylden for flygtningenes situation. Men man kan altså også nøjes med at se den som de palæstinensiske flygtninges egen subjektive fortælling om deres historiske baggrund.
Fint kunstnerisk udtryk
Ud over animerede dukker, som er optaget i stop motion, bruger instruktøren flere teknikker. Fortællingerne fra fortiden er vist som todimensionel tegnefilm. Når Wardi kigger i familiens fotoalbummer, er de fyldt med fotos fra virkeligheden. Når der vises historiske glimt i fjernsynet, er der klippet autentiske filmklip ind på skærmen. Det fungerer alt sammen ganske fint hver for sig og som et samlet udtryk. Lydsidens musik veksler mellem arabisk folkemusik og klassisk orkestermusik fra Saint-Saäns' Dyrenes karneval.
Det kunstneriske udtryk i tegnefilm, dukker og kulisser er spændende. Især er det lykkedes at lave nogle sjælfulde øjne. Flere total-scener fra flygtningelejren er rigtig flotte både i udførelse og fotografering. Filmens titel skyldes, at hver ny generation har bygget oven på det eksisterende. Det giver en ret særpræget "skyline" som bestemt ikke er tegnet af en byplanlægger. Tårnene kan ses som et symbolsk udtryk for det håb, der trods alt findes i lejren. Håbet om engang at vende tilbage til slægtens hus. Dette håb bliver konkret i en central scene i filmen, hvor Wardi overtager ansvaret for at passe på den nøgle, som i sin tid blev brugt til at låse yderdøren, da familien forlod sit hjem.
Kan ses på Blockbuster.dk, hvor sproget er norsk med danske undertekster.
Derudover kan den ses på filmstriben.dk og lånes som dvd på biblioteket.
Gemmer din stemme...
