• SKAM sæson 1 begynder på DR3 | 25-06-18 | kl. 19.10

  • TEMA kristne film Trosbaserede film - fx ALL SAINTS

  • På dvd/blu-ray DARKEST HOUR

  • I biografen BREATHE

  • Film med stikordet FODBOLD Fx - PELE - EN LEGENDES FØDSEL

  • TEMA familiefilm Tilladt for alle og fra 7 år - fx FERDINAND

Alle anmeldelser - Drama

Sunset Boulevard

Sunset Blvd.

DramaKrimiRomanceThriller
Produktionsår: 1950
Varighed: 110 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Billy Wilder,
Medvirkende: William HoldenGloria SwansonErich von Stroheim,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Mads Dahl Mølgaard Madsen - 09.09.2016



FALDET FRA BERØMMELSENS TINDE

"Sunset Blvd." står der på kantstenen i åbningsscenen, mens musikken smører dramatik ud over lydbilledet. Tonen er sat: I denne fortælling befinder vi os i rendestenen! Fortællingen om Hollywoods dunkle virkelighed bag bagtæppet og om en falleret stjernes deroute er blevet en af filmhistoriens største klassikere, og det ikke uden grund. Filmens høje alder til trods er den aktuel, og på mageløs vis formår den at holde sit publikum tryllebundet hele vejen.

Den er det hele
Wilder har gjort det umulige – han har lavet et film noir-komedie-thriller-romantisk-drama, der fungerer. Han balancerer genrerne mesterligt, så filmen skiftevis og samtidigt føles let og tung, uhyggelig og romantisk, tragisk og komisk, og man er hele tiden på nippet til både at grine og græde. Men ikke nok med at fortællingen er formidabelt fortalt, det er metafortællingen i mindst samme grad. Filmen er nemlig en unik hybrid af fiktion og virkelighed; mere om det om lidt.

To personer i kviksand
Filmen er en rammefortælling, og i den dramatiske åbning ses et lig i en pool ved et palæ. Dette er slutningen, og filmen skal udfolde, hvordan det kom til så tragisk et endeligt. Filmens hovedperson Gillis (William Holden) er en mislykket manuskriptforfatter, som i flugt fra inkassofolk ender op på et palæ, hvor den tidligere stumfilmsstjerne Norma Desmond (Gloria Swanson) bor tilbagetrukket med sin butler Max (Erich von Stroheim). I forbindelse med overgangen fra stumfilm til lydfilm blev Desmond efterladt på perronen, men hun har dog i al verdensfjernhed planlagt at vende tilbage til det store lærred, hvilket hun får overtalt den pengetrængende Gillis til at hjælpe sig med. Herfra ind- og udvikler fortællingen om Gillis’ relation til den desillusionerede diva og deres respektive karrierer sig i overraskende retninger, men det er film noir, når den er bedst, og det går, som det må, når to personer i kviksand forsøger at redde hinanden.

Betagende metaplan
Billy Wilder var i 1950 en af de største instruktører i Hollywood forgyldt med Oscarhæder. Hvis der var nogen, der kunne slippe af sted med at lave et bittersødt portræt af ormen i æblet i filmindustriens epicenter, så var det ham. I sin casting af skuespillere har han dog transcenderet sin stærke fortælling med en forstærkende metafortælling: Således bliver den fallerede stumfilmsstjerne spillet af den fallerede stumfilmsstjerne Gloria Swanson, som ikke havde kunnet ses på det store lærred siden først i 30'erne. Butleren Max spilles af stumfilmsinstruktør Erich von Stroheim. William Holdens karriere var også stagneret efter gennembruddet i 1939, tillige med andre glemte stumfilmsstjerner (bl.a. Buster Keaton), som også dukker frem af mørket undervejs. I filmen møder Desmond på Paramount-studierne C. B. DeMille, som spiller sig selv i færd med at optage "Samson and Delilah" (1949), hvilket er de faktiske optagelser med hans rigtige filmhold. Meget kunne man gå i dybden med, hvordan metaplanet og den ligefremme fortælling spiller sammen, men ét er sikkert – begge planer er ultrastærke og forstærker hinanden.

Filmhistoriens største
Skuespillet i denne film er sublimt! Især Gloria Swanson er aldeles fortryllende i sin celebre, makabre skildring af en teatralsk stakkel, og hendes karakter er utvivlsomt en af filmhistoriens største. I filmen planlægger hun sit comeback med rollen som Salome, og som nævnt ovenfor indgår Dalila også i filmens fortælling. Brugen af disse bibelske femme fatales er endnu et lag i historien, som forstærker forventningen om, at det må gå Gillis ilde, og man kunne sagtens tænke videre i sammenligningen mellem Norma Desmond og disse bibelkvinder.

Filmteknisk er man maksimalt stimuleret, og manuskriptet er uovertruffet med mange tankevækkende replikker. Det er svært at drage svage punkter frem ved denne helstøbte pille under filmhistoriens bro. Filmens temaer vinder stadig genklang i dag, og man vil bitterligt kunne sætte sig ind i Gillis' og Desmonds følelser og gerninger i filmen, når de handler på forfængelighed, ærgerrighed og ærekærhed. Wilders genistreg er, at i fremstillingen af Hollywood udstilles ingen af personerne, for disse portrætteres sådan, at vi har sympati og forståelse for dem alle. Det er kulturen i filmbranchen, som er skurken, og som bl.a. har gjort Desmond til offer.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 6.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*
*
Annoncer
 

filmogtro.dk bruger cookies. Se mere information Acceptér cookies