• SKAM sæson 1 begynder på DR3 | 25-06-18 | kl. 19.10

  • TEMA kristne film Trosbaserede film - fx ALL SAINTS

  • På dvd/blu-ray DARKEST HOUR

  • I biografen BREATHE

  • Film med stikordet FODBOLD Fx - PELE - EN LEGENDES FØDSEL

  • TEMA familiefilm Tilladt for alle og fra 7 år - fx FERDINAND

Alle anmeldelser - Drama

Stegte grønne tomater

Fried Green Tomatoes

DramaKomedieFilmstriben.dk
Produktionsår: 1991
Varighed: 130 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Jon Avnet,
Medvirkende: Kathy BatesMary Stuart MastersonMary-Louise ParkerJessica Tandy,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Bettina Drachmann Bech - 18.06.2010



Filmen begynder med, at man ser en gammel veteranbil blive fisket op af en flod. Dernæst klippes til nutiden, hvor et midaldrende ægtepar er kørt forkert og er strandet i spøgelsesbyen Whistle Stop. Mens manden ringer og spørger om vej, ser konen sig om. Et tog kører forbi – eller gjorde det nu også det?! Vi forvirres og fornemmer allerede nu, at historien kører ad flere spor. Det midaldrende par – den kedelige Ed, som altid spiser foran tv'et, og den konstant trøstespisende og overvægtige Evelyn Couch besøger Eds umedgørlige tante på et plejehjem. Her møder Evelyn (Kathy Bates) den ældre kvinde Ninny (Jessica Tandy). Ninny begynder med det samme at fortælle en historie om personer og oplevelser fra fortiden – med udgangspunkt i cafeen i Whistle Stop; om den vilde, uregerlige Idgie Threadgoode, hendes kære bror Buddy, og om Ruth Jamison.

De fantastiske begivenheder udspiller sig for os, mens Ninny fortæller, og der opstår et varmt venskab mellem Evelyn og Ninny. Evelyn må gang på gang vende tilbage og høre mere om Idgie og Ruth, og samtidig fornemmer vi, hvordan venskabet og historien hjælper hende til at ændre hverdagens trummerum og leve livet. Jeg vil ikke ødelægge oplevelsen for andre ved at fortælle mere om selve handlingen. Se den selv og bliv fortryllet – som jeg blev!

Jeg glædede mig til et gensyn med denne film – og blev ikke skuffet! J Da jeg dog på en måde kendte filmen, satte jeg mig til at se ekstramaterialet først. Dette var ikke tekstet og begynder meget abrupt med interviews med forskellige skuespillere, men jeg blev grebet med det samme. Mary Stuart Masterson, som spiller Idgie Threadgoode, udtaler, at man i filmen fornemmer, at historiefortælling er lige så vigtig som maden. Det er for fortællingens, madens og den åndelige fødes skyld, man kommer på cafeen.

Alligevel får man dog en fornemmelse af, at mad er vigtig; der er de næsten mytiske, stegte, grønne tomater, som cafeen i Whistle Stop er berømt for, og så er der kontrasten hos Evelyn og Edi: Her tilbereder og serverer Evelyn manden for at lokke manden væk fra sporten i tv. Vi møder en kvinde, der trøstespiser og oplever selvlede og mindreværd og omverdenens fornedrende behandling af hende. Jeg ved ikke, om det er en bevidst spøg fra forfatterens side, at netop det ægtepar skal hedde Couch (sofa) til efternavn.

At fortælle en god historie og høre én kan være livsforvandlende. Buddy fortæller Idgie en historie, der gør en afgørende forskel i hendes liv og hjælper hende til at acceptere, hvem hun er! Gud lavede ikke en fejl, da han skabte hende! Ninnys fortælling til Evelyn får hende til at tage affære og ændre nogle ting, samtidig med at hun genfinder sig selv. Der er små historier og store historier, vittigheder og klassikere. Ikke alle historier er sande, og nogle gange kan en løgn ligefrem være nødvendig, men sandheden kommer alligevel på en eller anden måde for dagen. Når filmen er slut, ved vi alle, hvad der blev af Frank Bennett, hvis vi da vil tro på den historie!

Filmen berører også emner som forholdet mellem de sorte og de hvide, mellem kirkegængere og ikke-kirkegængere. Idgie har vendt kirken ryggen, ryger, drikker og spiller poker, men hun har hjertet det rette sted. Idgie og Ruth har et særligt venskab, og samtidig er de også et forbillede for andre i næstekærlighed og omsorg. Spritteren og de skæve eksistenser er velkomne, de sorte er velkomne som venner. Hvad andre tænker og mener, er ikke så vigtigt! Whistle Stop er dog et så idyllisk sted, at alle i sidste ende er venner og villige til at hjælpe hinanden, når det virkelig gælder.

I begyndelsen af filmen, da Evelyn måske ser og hører et tog i spøgelsesbyen Whistle Stop, ser man hendes lækkersult. Da hun læser det gamle caféskilt, fornemmer man hendes længsel efter forandring. Jeg er ret vild med lydsiden af denne film. Derfor blev jeg da også hængende under alle rulleteksterne for at læse om musikken m.m., og det var der en særlig belønning ved. Til sidst var skærmen helt sort, og al musik forsvandt, men så hørtes toget igen! Det tog der kom til at symbolisere længsel efter eventyr, forandring eller måske bare var et minde om gamle dage og gamle venner.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.8 af 6. 4 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*
*
Annoncer
 

filmogtro.dk bruger cookies. Se mere information Acceptér cookies