• DUNE: DEL 2 i biografen

  • Thomas Vinterberg laver miniserie om BRØDRENE LØVEHJERTE

  • SOUND OF FREEDOM nu på dvd og blu-ray med danske undertekster. Kan købes hos cdon.dk

  • BIRTHRIGHT OUTLAW på VOD, fx på Blockbuster.dk

  • Bedste film ved Oscar-uddelingen blev OPPENHEIMER

  • GOLDA nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • Bodilprisen 2024: BASTARDEN er bedste film på dvd og blu-ray

  • HOBBITTEN-filmene udgår fra Filmstriben.dk 31-3

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

Stefan Zweig: Farvel til Europa

Vor der Morgenröte: Stefan Zweig in America

Den jødiske forfatter Stefan Zweig forlod først i 1930'erne Østrig og slog sig ned i Brasilien. I sit eksil blev han konstant plaget af tanken om, hvad der skete i hans elskede Europa.

Biografi/baseret på virkelig historieDramaFilmstriben.dk
Produktionsår: 2016
Varighed: 106 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: Tilladt for alle
Instruktør: Maria Schrader,
Medvirkende: Josef HaderBarbara SukowaTómas Lemarquis,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 08.05.2018



STOR FORFATTER LANGT FRA HJEMMET

Anden verdenskrig set på sikker afstand, kunne være en overskrift på denne stilfærdige og stærke film om en af alle tiders mest populære europæiske forfattere. Allerede i sin samtid var den østrigske jøde Stefan Zweig tiljublet af en stor fanskare. Hvis handlingen var foregået i dag, ville der i de fleste scener være folk, som tog selfier sammen med selveste hr. Zweig. Han er nemlig med i stort set alle scener.

En jøde på flugt
Som jøde var Stefan Zweig blevet tvunget til at forlade sit elskede fædreland. Filmens handling udspiller sig ved en PEN-konference i Buenos Aires i 1936, i Brasilien, hvor han boede fra 1934-1942, og i New York, hvor han besøgte familie og mødtes med sin forlægger. Men det gav ham ikke fred at være på sikker afstand af nazismen. Han var nemlig konstant knuget af det, der foregik i Europa.

Filmen berører nazisternes forfølgelse af jøderne, og jødernes situation i eksilet i Nord- og Sydamerika. Men det bliver ikke et centralt emne. At Stefan Zweig er jøde, får stort set kun betydning, fordi det er baggrunden for hans flugt. Der er nogle scener, hvor han brokker sig over, at så mange jøder henvender sig til ham for at få hjælp til at forlade Europa. Men han ender med at acceptere, at det måske nok er hans opgave at hjælpe. Religion er fraværende som tema i filmen, bortset fra helt til slut i efterskriftet, hvor der rundes af med både en jødisk og en kristen bøn.

Forfatter og ikke politiker
Journalisterne forsøgte at presse ham til at tage afstand fra nazismen, men han svarede undvigende. Han ville ikke sige noget ufordelagtigt om sit land. En forfatter skal ikke optræde som politiker, sagde han til journalisterne. Forfatteren skal øve indflydelse gennem sit forfatterskab. Og det gjorde Stefan Zweig. Forfatterskabet viser, at han var pacifist, og at han troede på et fremtidigt Europa, hvor racer, politik og religion ikke mere ville skille folk. Han skrev en hyldest til Brasilien, hvor de forskellige racer levede et helt jævnbyrdigt liv, og hvor naturen var paradisisk. Bogen kan læses som en indirekte kritik af nazismen.

Bortset fra bogen om Brasilien og lidt antydninger af, at han arbejdede på en erindringsbog, fortæller filmen stort set intet om hans anerkendte forfatterskab. Filmens anliggende er at skildre, hvordan en følsom sjæl lider, når alt, hvad han står for, bliver angrebet af ondskab. Den vanskelige opgave klares flot af manuskriptforfatter, instruktør, skuespillere, fotograf og lydspor.

Spændende filmhåndværk
Fortællingen forløber i fire kapitler plus et efterskrift. De fire kapitler afsluttes alle meget brat med et skrapt klip midt i en scene, der er ved at trække lidt langt ud. Måske skal det ses som et signal om, hvordan det hele ender for Stefan Zweig. Det gode arbejde med kamera og klipning ses særligt i efterskriftet, som stort set er en lang sekvens, hvor kameraet står fast og har den samme indstilling hele vejen. Den eneste ændring er, at et spejl i én dør drejes lidt undervejs.

Ved man intet om Stefan Zweig eller hans forfatterskab på forhånd, er der enkelte ting, som ikke er helt lette af fange. For eksempel spiller både hans nye unge hustru og hans ekskone centrale roller. Der er også noget med børn og svigerbørn, som man lige skal have på plads undervejs. I et af filmens kapitler udvikler det sig til en komedie. En lokal borgmester vil benytte et besøg af den berømte forfatter til at kaste glans over byen og især dens borgmester. Det ender i et ganske morsomt kaos, som bliver en fin afveksling i en ret melankolsk fortælling.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.5 af 6. 4 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer