• THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15

  • GLADIATOR ii i biografen

  • den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay

  • THE APPRENTICE i biografen

Alle anmeldelser - Action

Star Trek: The Original Series

Et kitschet, men interessant studie i menneskelige adfærdsmønstre, som de blev fortolket i slutningen af 1960'erne.

ActionScience fictionTEMA Serier
Produktionsår: 1966
Varighed:  min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Joseph PevneyMarc DanielsVincent McEveety,
Medvirkende: William ShatnerLeonard NimoyDeForest KelleyGeorge Takei,
Stikord:
 Etik,










Anmeldelse:

Af: Carsten Riis Jensen - 22.07.2011



Det allerførste afsnit af tv-serien "Star Trek" blev sendt på amerikansk tv den 8. september 1966 med William Shatner i hovedrollen. Og allerede hvad første afsnit angår, mærker man, hvor meget serien betyder for dens fans: De er nemlig ikke nødvendigvis enige om, hvilket afsnit der bør nummereres som det allerførste. Er det "The Man Trap" (stardate 1513.1) eller er det "The Naked Time" (stardate 1704.2)? Det første pilotafsnit er "Where No Man Has Gone Before" (stardate 1312.4) - (dog efter at et andet pilotafsnit var blevet afvist).

Kort fortalt handler "Star Trek: The Original Series" om livet om bord på rumskibet "Enterprise". Besætningen er på en femårig mission, "to boldly go where no man has gone before". De to primære hovedpersoner er naturligvis kaptajn James Kirk (spillet af William Shatner) og Mr. Spock, som er halvt menneske, halvt Vulcan (spillet af Leonard Nimoy).

Jeg er ikke vokset op med Star Trek, men med Star Wars-filmene, og er indehaver af den behørige mængde fan-udstyr (T-shirts, spil, kopper, legetøj, osv.). Jeg kan sagtens relatere til den "krig", der er mellem Star Trek og Star Wars fans i biograffilmen "Fanboys".

Men det har været en interessant og god oplevelse at modtage og se mange af afsnittene af den oprindelige Star Trek-serie. Den oprindelige series 79 afsnit fås nu i samleboks med 23 (!) dvd'er.

Det har været interessant, dels fordi serien afspejler en svunden tid, dels fordi afsnittene er retrofuturistiske (og dermed fremkalder mange smil) – men først og fremmest, fordi den oprindelige serie (som var på tv fra 1966-1969) faktisk er et (ganske vist kitschet, men) interessant studie i menneskelige adfærdsmønstre.

Tv-seriens skaber, Gene Roddenberry, ønskede at skabe en "rum-western". Han tog udgangspunkt i den klassiske roman Gullivers rejser og ville, at hvert afsnit i serien skulle operere på to niveauer: Dels som en spændingsfyldt eventyrhistorie, og dels som moralsk fortælling.

Altså en tv-serie, som fortæller om rejser til fjerne verdener, og som fortæller om, hvordan vi mennesker agerer, handler og påvirkes af forskellige impulser, stimuli, moralske valg, osv. Som sådan kan man sige, at hver planet, hvert solsystem, rumskibet "Enterprise" besøger, er metaforer eller allegorier. Konflikterne og de politiske dimensioner i Star Trek repræsenterer allegorier over tidens kultur. De enkelte afsnit behandler emner som krig og fred, ensomhed, pubertet, loyalitet, økonomi, racisme, religion, osv.

Roddenberry ønskede også, at serien skulle vise menneskeheden, hvad den kunne udvikle sig til, hvis den blot tog ved lære af fortiden.

Tag nu for eksempel afsnittet "The Naked Time", hvor både Kirk og Spock angribes af noget, som får dem til at udtrykke deres inderste følelser. Følelser, de ellers ikke ville vise. Blandt andet ser man den ellers så følelseskolde Spock græde.

Eller afsnittet "The Enemy Within", hvor Kirk ved en fejl splittes i to – en god og en "mørk" side, og opdager, at begge dele er nødvendige for at kunne tage vigtige beslutninger og være en god leder.

Eller de fleste fans' absolutte yndlingsafsnit, "The City on the Edge of Forever", hvor det vises hvor vigtigt det er både at tage ved lære af fortidens historier og ikke at ændre ved noget, der skal/bør ske. Der vises klip fra verdenshistorien i dette afsnit, og det anskueliggøres, hvorvidt Nazi-tyskland kunne have vundet anden verdenskrig.

Grundideen med historieforstyrrende tidsrejser i dette afsnit har uden tvivl inspireret til den senere filmtrilogi "Tilbage til fremtiden I-III".

I afsnittet "The Conscience of the King" er det interessant at lægge mærke til, at den nutidige baggrund for afsnittets historie – nemlig tyranners magtmisbrug – er let at gennemskue, og det er let at se den politiske kommentar bagved, men samtidig er afsnittet skruet sådan sammen, at det ikke bare er en kommentar, men simpelthen fokuserer på, hvordan vi – i dette tilfælde kaptajn Kirk – reagerer, når vi møder uretfærdighed og får mulighed for at hævne os. Altså: Hvad er det, der rører sig i os, når vi pludselig finder den fjende, der har forsøgt at skjule sig, og vi dermed får mulighed for at udøve retfærdighed/hævn.

Det er i høj grad dette, der gør den originale tv-serie så interessant på en anderledes måde, fordi den er en politisk og kulturel kommentar, og fordi den studerer menneskelige adfærdsmønstre i bestemte situationer: Kaptajn Kirk er i dette afsnit – ligesom han er i de senere film – villig til at bøje og bryde regler, mens han samtidig sørger for at holde sine handlinger teknisk set retfærdige i skibsbesætningens øjne. Kirk bruger det, han lærte i afsnittet "The Enemy Within", til sin fordel som leder.

For mig synes det klart, at den originale serie ikke ville være meget værd uden William Shatner og Leonard Nimoy. De går op i skuespillet på en måde, så selv de dårligste – og mest kitschede – afsnit alligevel har noget over sig. De to spiller med professionalisme og overbevisning. Uden dem var serien ikke meget værd – på samme måde som at Pirates of the Caribbean ikke var noget uden Johnny Depp.

Tredje sæson, dvs. afsnittene fra 1969, er uden tvivl blandt de dårligste. Producenterne skar ned på budgettet og interessen for at lave flere afsnit blev mindre – og det kan ses. Derfor finder vi, som du kan se i boksene, også nogle af de dårligste afsnit netop i sæson tre (bl.a. "Spock’s Brain", og "And the Children Shall Lead").

Bedste og værste
Blandt fans er der forskellige holdninger til, hvilke af de 79 afsnit, der er de allerbedste. Dog er langt de fleste enige om, at det bedste afsnit er "The City on the Edge of Forever" (første sæson, afsnit 28). Dernæst har de følgende 11 afsnit fået størst score og mest omtale – og bør derfor naturligvis ses, hvis man erhverver sig bokssættet: "Space Seed", "Assignment: Earth", "Trouble with Tribbles", "Devil in the Dark", "Balance of Terror", "Amok Time", "Mirror, Mirror", "Doomsday Machine", "Errand of Mercy", "A Piece of the Action", "The Conscience of the King".

Blandt de værste afsnit er: "Spock’s Brain", "Bread and Circuses", "The Way to Eden", "Turnabout Intruder", "The Empath", “The Alternative Factor", “And the Children shall lead".

Tv-serier
"Star Trek" består ikke kun af den oprindelige serie (1966-1969, foregår i det 22. århundrede). Den består af yderligere 5 tv-serier:

  • "The Animated Series" (1973-1974, foregår i det 22. århundrede).
  • "The Next Generation" (1987-1994, foregår i det 23. århundrede). I denne serie ændres den indledende hilsen "where no man has gone before" til "where no one has gone before", for (i tidens ånd) at gøre det mere kønsneutralt.
  • "Deep Space 9" (1993-1999, foregår i det 23. århundrede).
  • "Voyager" (1995-2001, foregår i det 23. århundrede).
  • "Enterprise" (2001-2005, foregår i det 21. århundrede). Denne serie foregår, interessant nok, før den oprindelige serie, og handler om de tidligste rumrejser i menneskehedens historie.

Foruden disse 6 tv-serier er der alle biograffilmene: 11 film, hvoraf den nyeste, som blot hedder "Star Trek", er et forsøg på at "genopfinde" Star Trek-universet. Film nummer 12 er på vej og udkommer i 2012.

Forbilleder
Den oprindelige "Star Trek"-serie har naturligvis haft stor betydning for de efterfølgende 5 tv-serier og film.

I enkelte afsnit af de nye serier og i en enkelt af filmene har man lavet direkte referencer til den oprindelige serie: I biograffilmen "Star Trek: Generations", fra 1994, mødes den tidligere kaptajn Kirk med den nye kaptajn Picard.

I den fjerde af tv-serierne, "Deep Space 9", er der et afsnit, lavet i 1996 (det år, hvor den originale serie havde 30 års jubilæum), hvor mandskabet på det nye rumskib rejser tilbage i tiden og overværer det, der sker i originalseriens afsnit "Trouble With Tribbles".

Både det originale afsnit samt hyldestafsnittet fra "Deep Space 9" findes i samleboksen.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer