Spurven

La Vie en Rose

Et stærkt portræt af den franske sangerinde Edith Piaf. Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Filmstriben.dk, TEMA Biografiske film, 
Produktionsår: 2007
Varighed: 140 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Olivier Dahan,
Medvirkende: Marion Cotillard, Jean-Pierre Martins, Sylvie Testud, Gérard Depardieu,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Peter E. Nissen - 08.02.2008

Sangerinden Edith Piaf er en legende i Frankrig. Hun havde en særlig evne til at fortolke sange og at samle et bredt publikum om sin musik. Samtidig fulgte hendes liv et dramatisk forløb, hvilket instruktøren Olivier Dahan har lavet en seværdig film ud af. Dette skyldes også Marion Cotillards præstation som den berømte sanger.

Filmen består groft set af tre dele: Den ene del er skildringen af Piafs opvækst fra at være en forsømt pige til verdensberømmelse. Piaf bliver født af fattige forældre som ikke magter at tage sig af hende. Hun bliver anbragt på farmoderens bordel, hvor luderen Titine tager hende til sig. Senere er hun med på faderens gøglerejser og kommer på den måde selv i gang med at optræde. Hun vil være sanger og bliver som 20-årig opdaget af en varieté-ejer i Paris. Det er vejen mod berømmelse, men samtidig bærer hun på store smerter af svigt helt fra sin tidligere barndom. Denne spænding gør livet vanskeligt for hende, og fristelsen til at dulme den med stoffer bliver for stor.

Denne skildring afbrydes løbende af det andet store afsnit med klip fra Piafs sidste fire år med sygdom i perioden 1959-1963. Her ligger vægten på den smerte, Piaf gennemlever, og vi ser, hvordan hun forgæves kæmper mod sin egen ødelæggelse.

Endelig er filmen fuld af Piafs sange, som giver et godt indtryk af Ediths stemme og stil. Hvorvidt denne musik er god er jo en smagssag, men jeg tror, at alle, som hører den, vil give mig ret i, at her er noget særligt på et højt kunstnerisk niveau.

Set fra én synsvinkel er filmen en typisk tåreperser om den stakkels kunster som må gå så grueligt meget igennem. Vi får et indblik i, hvordan livets barske vilkår kan gøre det svært at trænge ud af et destruktivt miljø. Set fra en anden synsvinkel er Piafs liv et udtryk for et usædvanligt menneske, som formår at give sig helt hen i sine lidenskaber. Hun ofrer alt uanset moralske og menneskelige konsekvenser, og det giver hende mange lidelser. Men det er til gengæld også det, som gør hende til den store kunstner, og jeg tror, at hun dér har fanget noget grundlæggende i den franske mentalitet. Filmen er uden tvivl med til at styrke myten om hende som et fransk nationalt symbol.

Edith Piafs livsstil, som den skildres i filmen, kan ikke anbefales. Vi får jo selv de selvdestruktive konsekvenser af det at se. I vores verden vil en sådan hengivenhed medføre smerte og lidelser. Til gengæld har hun noget at lære os, som foretager de sikre valg og den fornuftige (og kedelige) livsstil for netop at beskytte os mod de lidelser, hun gennemlever. Hendes kunst får udtryk af det og formår derigennem at nå mange mennesker, og hun slutter filmen af med at synge sin mest berømte sang No, je ne regrette rien (Nej, jeg fortryder intet). I det lys bliver filmen en opfordring til at leve livet helt og give sig hen til det uanset smerten – at ofre sig! Her tror jeg, at filmen rammer et eksistentielt vigtigt budskab i dagens konforme og forkælede samfund – hvilket for øvrigt er helt i overensstemmelse med kristendommens budskab.

Filmen anbefales. Den er lidt langtrukken nogle steder, og de mange skift i kronologien kan give et rodet indtryk. Men man får et givende portræt af en spændende kunstner – og dertil god musik!

---