PERFEKT SUPERHELTE-UNDERHOLDNING
Egentligt kan det siges meget hurtigt og enkelt: Filmen "Spider-Man: Far From Home" er en omgang medrivende og sjov superhelteunderholdning – med massiv reklame for europæiske hovedstæder. Jamen, meget mere er det egentlig ikke.
Vi er mange, der er ret vilde med superhelten Spider-Man, fordi han er sådan en sød, klodset og kejtet teenagedreng. Og så er vi mange, der er blevet endnu vildere med ham, efter han i Marvels filmunivers er blevet en fast del af Avengers-holdet.
Masser af spoilers
Kendere vil vide – og nu bliver det lidt nørdet – at denne Spider-Man film foregår efter de to sidste Avengers-film. Den bygger på de afsluttende, sørgelige scener i den sidste, Avengers: Endgame. Har du ikke set denne film, så får du altså masser af spoilers, hvis du går ind og ser "Spider-Man: Far From Home".
Jeg skal ikke komme ind på, hvordan den sidste Avengers-film ender, men i hvert fald konkludere, at Peter Parker (Spider-Man) befinder sig i noget af en krise. Og han har brug for ferie. Det får han på en skoletur rundt i Europa, men naturligvis er der bud efter ham, da der dukker forskellige monstre op – i form af de fire elementer ild, vand, jord og luft. Denne gang får Spider-Man hjælp af en anden superhelt, Mysterio, som dog ikke har helt rent mel i posen.
Romance og sightseeing i europæiske hovedstæder
Alt i alt er der tale om sjov superhelteunderholdning, og skuespilleren Tom Holland er helt perfekt til at spille netop rollen som den søde og kejtede teenagedreng, som altså også er en superhelt.
Vi får i løbet af filmen en tur rundt i europæiske hovedstæder, og romancen mellem Peter Parker og pigen MJ (Mary Jane) udvikler sig.
Endelig vil jeg nævne, at denne film er den sidste i den såkaldte "MCU fase 3". Marvel har udgivet superheltefilm i tre faser, og dette er altså den sidste i fase 3. Vi må forvente, at der går nogle år, før de næste film, i fase 4, begynder at komme i biograferne.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray.