Louise, Ben og datteren Agnes modtager en invitation fra den familie, de mødte på ferien til Italien. Det starter som et hyggeligt besøg på den afsidesliggende gård i Sydengland, men ender som et mareridt.
Ægteparret Louise (Mackenzie Davis) og Ben (Scoot McNairy) Dalton er sammen med deres datter Agnes på ferie i Italien. Her møder de en charmerende familie på deres egen alder: Paddy (James McAvoy) og Ciara og deres søn Ant.
De to familier har det godt sammen og senere modtager Daltons en invitation til at komme til Paddy og Ciaras gård på landet i England. Da de kører fra London til den noget ødeliggende gård, er alt godt, men efterhånden begynder idyllen at blive lidt anstrengt. Advarsel: Filmens handling bliver røbet i denne anmeldelse! Uhyggelig film Det mest uhyggelige i filmen er ikke dens voldsscener, men dens beskrivelse af psykologisk vold. Ben er en svag mand, der er mislykket på mange måder, fx arbejdsløshed og et ægteskab, der halter meget. Han tiltrækkes af Paddys meget mere selvsikre og livsnydende måde at leve på – med meget fysisk kontakt og ligefrem kommunikation. Louise er hele tiden skeptisk overfor Daddy, og Ciara og fornemmer langt hurtigere end Ben, at de to manipulerer dem og prøver at få en psykisk magt over dem. Og så er der Ant, der opfører sig meget sært – nok bl.a., fordi han ikke kan tale, da han lider af en sygdom, der har gjort hans tunge alt for kort, som Daddy fortæller dem.
Sanselige, handlekraftige og i starten voldsomt venlige får de to værter hurtigt overtaget og begynder systematisk at gøre Daltons viljeløse. På et sent tidspunkt i processen spørger Ben med gråd i stemmen: "Hvorfor gør I det her imod os?" Og svaret falder prompte: "Fordi I lader os gøre det." Det minder mig meget om film, der beskriver relationen mellem et torturoffer og bødlen, hvor et lignende psykisk magtspil om viljen udøves. Og det er vel her, filmens egentlige rædsel og gru ligger: Tænk, om den slags kan lade sig gøre i virkeligheden! Og ja, desværre, det kan det. Daddys mange redskaber og metoder undervejs kan i hvert fald genfindes i beskrivelser af magtpsykopater, der ligeledes langsomt, men sikkert nedbryder ofrenes vilje og selvstændighed. Nu på amerikansk I 2022 kom den originale, danske Speak No Evil, instrueret af Christian Tafdrup, der er tilknyttet som producer på denne nye, amerikanske genindspilning. Selvom filmen langt hen ad vejen ligner sin danske pendant, er der betydelige forskelle.
Især fordi den nu har fået en typisk happy ending, hvor Daltons undgår at blive slået ihjel, og i stedet i deres desperate og nervepirrende kamp for at overleve dræber Daddy og Ciara (og deres medhjælper). Derefter befrier de Ant, der er barnet fra den sidste familie, Daddy slog ihjel for at stjæle alle deres penge og andre værdier. Ant fik så klippet tungen af, så han ikke kunne sladre.
For mig har det fuldstændig ændret filmoplevelsen. Som den danske instruktør selv siger: ”Den originale film efterlod folk helt tavse, når de gik ud af biografen. Men nu går folk glade og smilende ud af biografen.”
Da jeg så originalen og gik ud, sagde en af de andre: ”Sikke en lortefilm!” For den ender med, at de to gæster viljeløst og nøgne lader sig stene ihjel af deres værter. Nu er der en helt anden stemning. Og mens jeg ikke har glemt den originale film, vil denne nye hurtigt glide ind i den uendelige række af gysere, der ender godt. Der er stadig en fremragende skildring af en psykopats magtmisbrug og manipulering af svage mennesker, men det får ikke den samme vægt, da de svage til sidst rejser sig. I virkelighedens verden sker dette desværre ikke altid – og det gav originalfilmen et stærkt mavepirrende indtryk af. Happy ending Vi mennesker elsker en lykkelig slutning – en happy ending – hvor heltene sejrer over det onde. Det kan jeg også mærke i mig selv: det hele falder så dejligt på plads, når det ender godt: den onde straffes/besejres, og det gode vinder!
Men hvorfor foretrækker vi film med en lykkelig slutning? Når vi ser på verden, vinder det gode desværre ikke altid. Krige, katastrofer og undertrykkelse er en del af virkeligheden. Måske ønsker vi så inderligt, at tingene skal ende godt, at vi helst ser film med en happy ending? Det kan give os en form for trøst og måske endda inspirere os til selv at kæmpe for det gode.
Det kan desværre også være en slags flugt – en slags tilkøb af en kort flugt fra virkelighedens barske verden, hvor uretfærdighed og forbrydelser ikke altid stoppes og straffes til sidst. Gud og happy ending Som kristen, tænker jeg, at Gud ikke giver svar på alting (vi kan jo ikke forstå alt med vores menneskehjerner), men alligevel taler Gud rimelig konkret ind i disse tanker og følelser. Ganske kort ser jeg tre hovedpointer: Livet i denne verden vil aldrig kun være en happy ending. Efter syndefaldet er både menneskeheden og naturen præget af lidelse. Det onde sejrer ofte, men det betyder ikke, at vi skal stoppe med at kæmpe for det gode. Vi længes dog stadig dybt inde efter det Paradis, vi mistede. Gud vil en dag skabe en happy beginning. Gud græder over verdens tilstand, men han lover en ny, fuldkommen verden uden ondskab. Det kan være svært at tro på, fordi det virker for godt til at være sandt. Men når jeg tør tro på dette løfte, giver det mig en langt dybere glæde end en happy ending i en film. Og måske er vores dybe længsel efter Paradis en af grundene til vores trang til en happy ending? Happy ending for tabere. Det er ikke vores indsats, der skaber den nye verden. Vi skal gøre det, vi kan, for at hjælpe i denne verden. Men vi kan aldrig gøre den til Paradis. Men Gud kan. Og typisk for ham ved at være en taber. Da Jesus blev tortureret ihjel på korset, lignede han en total taber. Men da han opstod fra graven igen, så det ganske anderledes ud. Filmenes menneskelige helte klarer sig mest med styrke, mod og snarrådighed - sjældent gennem selvopofrende kærlighed (selv om det da bestemt forekommer i nogle film). Jesus gør, at selv om jeg nok på mange måder har gummi-arme ligesom Ben i filmen, kan jeg håbe på en happy ending, der holder evigt.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
