BOY ERASED nu på Netflix udover dvd og blu-ray
FILM MED STIKORDET FODBOLD fx SOMMEREN '92
EN FLÆNGE I HIMLEN nu på Netflix udover Disney+ og blu-ray
IO CAPITANO på Filmstriben.dk og fx Blockbuster.dk
NATUREN SOM KUSTVÆRK
”Vores første kærlighed var naturen.” Sætningen leveres som optakt til filmen. Og dét samler på en måde hele filmens anliggende. Naturen er det, der vækker alle gode følelser i os. Ja, naturen er begyndelsen på alt liv.
Filmen er noget af det smukkest sanselige, jeg har set. Lavet af den norske filminstruktør Margreth Olin, i hendes hjemområde i Norge, det sted hun er vokset op i. "Selv efter 30 års fravær er det mit hjem," siger hun tidligt i filmen.
Filmen falder vel ind i genren dokumentarfilm. Altså en film uden nogen form for småt eller stort, fiktivt drama. Margreth Olin er taget hjem til sine gamle forældre og filmer dem, især faren, vandrende rundt i hjemstavnens naturområde, mens hun i korte faser lader dem komme til orde med tanker om naturens skønhed og kraft. "Kan du ikke fortælle mig et eventyr," spurgte den lille datter af og til sin far. "Kom med på en gåtur," svarede han. Naturen var eventyret.
Hjemområdet er Oldedalen inderst i Nordfjord, i Vestnorge, et område som ligger nedenfor Nordeuropas største isbræ, Jostedalsbræen. Ved foden af Oldedalen ligger den berømte isbræarm, Briksdalsbræen. Den var jeg selv ved for mange år siden.
Naturen vækker tanker og følelser
Filmen er i sig selv et kunstværk. Filmningen af naturen gennem de fire årstider, lige fra det største vidsyn til bittesmå detaljer, er ekstremt godt lavet. Og ligeså rammer det lydmæssige enormt godt, med en blanding af naturlyde og fra tid til anden musiklyde. Og så som sagt korte indslag af tanker fra far og mor og en sjælden gang imellem datteren selv. Ordene er ikke dybsindigt filosofiske, men bare helt enkle, ligefremme tanker om de følelser, naturen vækker.
Og følelserne er tydeligt grebet af naturskønheden. Men også af naturens barskhed, dens uimodståelige magt, når den melder sig fra sin mørkere side. Forældrene fortæller således – med gamle billeder – om naturkatastrofen i nabofjorden Lodalen i 1905, hvor et stort klippestykke faldt ned og skabte stor oversvømmelse, og 68 mennesker døde i den lille bygd. Ingen slipper helt for frygten for, at noget lignende kan ske igen, også i Oldedalen. Naturen har sin ubestemmelige magt over mennesket.
Naturens ubestemmelige overmagt ses også af de mange gange, man kun ser det ene menneske, instruktørens far, Jørgen Mykle, stå som en lille prik midt i det store, altfavnende bjerglandskab. Mennesket er et forsvindende støvfnug i den store natur.
Guds natur?
Én ting meldte sig ret tidligt som et ønske og efterhånden som et savn: Gudsdimensionen. Den var omtrent fraværende. Kom kun frem i nogle helt korte udsagn om Jørgen Mykles fars og farfars religiøsitet. Han selv synes at være uden. Mærkeligt nok, for ved synet af hele naturens skønhed og kraft bankede det meget stærkt på hos mig – sansen for en ekstra dimension ud over det rent synlige. Og netop som forlængelse af det synlige. Hvis naturen er det første og det sidste, det eneste, bliver det hele til syvende og sidst mærkelig fattigt og tomt. Jeg undrede mig ganske meget over denne manglende horisont, som jeg oplevede som næsten selvindlysende. Det hænger naturligvis sammen med min egen gudstro, men det melder sig også som et oplagt spørgsmål til dem, der øjensynlig gør naturen til det første og sidste, naturen som den, der på en vis måde indtager Guds plads. Er det – både rationelt og irrationelt – ordentligt forklarligt med vores viden om og erfaring af naturen? Og fortjener naturen ikke noget bedre, nemlig at være Guds vidunderlige skaberværk, hvorigennem vi mennesker også mærker Guds skønhed og kraft – og kærlighed?
Og hvor placeres i så fald naturens helt enestående væsen, mennesket? Er det til syvende og sidst kun et støvfnug? Mennesket, som uden nogen som helst sammenligning kan reflektere så dybt og skabe så intens kunst, som vi fik det med filmen.
Kan ses på Blockbuster.dk og frilmstriben.dk
Gemmer din stemme...
- 
