• SONG SUNG BLUE i få biografer og til køb på fx Apple TV

  • THE FRENCH DISPATCH nu på Netflix udover Disney+

  • JAY KELLY på Netflix

  • DET NYE ÅR nu på dvd og blu-ray

  • DA MUMBO JUMBO BLEV KÆMPESTOR i biografen

  • TEMA FAMILIEFILM fx ZOOTROPOLIS 2 - i biografen

  • Mere end 550 af de anmeldte film kan ses på FILMSTRIBEN.DK fx VEJEN OVER BJERGENE

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

Song Sung Blue

Neil Diamond tribute-bandet, ‘Lightning & Thunder’ havde stor succes i 90’erne og i starten af det nye årtusinde. Men succesen var ikke uden op- og nedture.

Biografi/baseret på virkelig historieDramaTEMA Biografiske film
Produktionsår: 2025
Varighed: 132 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Craig Brewer,
Medvirkende: Hugh JackmanKate HudsonElla Anderson,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Christian Thomsen - 12.02.2026



SOM LYN OG TORDEN 

Mike er ædru alkoholiker, og har holdt sig fra flasken i 20 år. Han forsøger at tjene til dagen og vejen ved at spille og synge til byfester og på små klubber. Han optræder som forskellige folk- og countrysangere, men drømmer om at hylde sin store helt, Neil Diamond. En dag møder han Claire, hvis levevej minder om hans egen. De mærker straks, at der er kemi imellem dem, og snart opstår drømmen om at lave et hyldest-band til sangeren, Neil Diamond. Efter nogle start-vanskeligheder begynder bandet at få ret stor succes på de mindre spillesteder.

En ny start i livet
Mike og Claire begynder også at danne par privat, og snart bliver de gift og flytter sammen. Der er børn fra tidligere forhold, og det kræver sit at få det nye hjem til at fungere. Men både privat og professionelt går det godt, og succesen kulminerer, da ’Lightning & Thunder’ bliver bedt om at varme op for det nye, hippe band, Pearl Jam.

Midt i succesen rammes parret af en ulykke, som sætter en stopper for alting, og sætter parrets kærlighed på prøve. Drømme, ambitioner og værdier i livet bliver sat i perspektiv, og både Mike, Claire og børnene kæmper for at komme op til overfladen igen.

Virkelige begivenheder
Historien om det modne par, der sent i livet finder både succes og kærlighed, er baseret på virkelighedens Mike og Claire Sardina, der blev kendte navne i Wisconsin med deres hyldestkoncerter til Neil Diamond. Filmen er opbygget ret klassisk og holder sig til den typiske fortællestruktur i disse musik-biografi-film. Der er selvfølgelig masser af sang og musik, og både Hugh Jackman og Kate Hudson, som spiller de to hovedroller, synger selv alle sange i filmen. Og det gør de godt. Jackman har tidligere vist sine evner i Les Miserable og ”The Greatest Showman”, men også Kate Hudson imponerer med sit sangtalent.

Oscarnomineret
Kate Hudson er både nomineret til en Oscar og den britiske pendant, BAFTA for rollen som Claire Sardina. Hun blev også Oscarnomineret for ”Almost Famous” fra 2001, hvor hun dog ikke vandt. Hun gør det også godt, og det er ikke ufortjent med en nominering. Der var dog mange, der blev overraskede over, at hun kom med i det fine selskab. Om hendes præstation kan række til mere end en flot anerkendelse i nomineringen, vil tiden vise.

”Song Sung Blue” er en fin musik-biografi om kærlighed, sammenhold og drømme. Den leverer dét, som forventes af sådan en film - hverken mere eller mindre.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer