• THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15

  • GLADIATOR ii i biografen

  • den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay

  • THE APPRENTICE i biografen

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

Son of the South

I 1961 slutter den hvide studerende Bob Zellner sig til borgerrettighedsbevægelsen i Alabama. Det skaffer ham uvenner hos hans medstuderende, hos kæresten og hos farfaren, der er KKK-medlem.

Biografi/baseret på virkelig historieDramaFilmstriben.dk
Produktionsår: 2020
Varighed: 105 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Barry Alexander Brown,
Medvirkende: Lucas TillSharonne LanierBrian DennehyJake Abel,
Stikord:
 Tro,










Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 28.02.2023



IKKE AT VÆLGE ER OGSÅ AT VÆLGE

Fem hvide studerende, der vil lave en afhandling om raceforhold, får lov til at overvære en gudstjeneste i den lokale sorte kirke i en lille by i Alabama, som er en af sydstaterne i USA. Vi er i 1961 og raceurolighederne tager til. Gudstjenesten skal markere femårsdagen for Rosa Parks' demonstration i en bus, hvor hun nægtede at rejse sig fra en plads, som var reserveret hvide. Rosa Parks' demonstration blev en milepæl for "The Freedom Movement", som kæmpede for borgerrettigheder for sorte. En af de fem studerende er den 22-årige Bob Zellner (Lucas Till), som er filmens hovedperson.

En hvid blandt sorte
Bob Zellner har sympati for dem, der kæmper for lige rettigheder for alle, men han har planer for sit liv, som ikke kan forenes med at blive arresteret for at gå med i demonstrationerne. Det minder hans forlovede ham meget indtrængende om. Han bliver også advaret af andre, både hvide og sorte. En af dem er Rosa Parks (Sharonne Lanier), der prøver at gøre det klart for ham, at han ikke kan være halvhjertet med. "Der kommer et tidspunkt, hvor noget virkelig slemt sker lige foran dig, og du bliver nødt til at beslutte, hvilken side du er på," siger hun til Bob. Hun siger også: "Ikke at vælge er også at vælge." Bob vælger at gå med de sorte i deres kamp, og han bliver med tiden en central person, noget imod sin vilje. Han opnåede at blive arresteret 17 gange i løbet af fem år.

Baseret på virkelige begivenheder
"Son of the South" er baseret på Bob Zellners erindringsbog The Wrong Side of Murder Creek. Filmen skildrer altså virkelige personer og virkelige hændelser. Den har fælles træk med Selma, BlacKkKlansman og flere andre, som foregår omkring den samme tid og med de samme temaer. Det særlige ved denne film er, at den meget tydeligt fortæller om en ung, privilegeret hvid mands kamp for det, han mener er rigtigt. Den viser også de vanskeligheder, de sorte har ved at stole på en ung, hvid mand fra Alabama. Det er meget vigtigt for ledelsen i "The Freedom Movement", at deres kamp er ikkevoldelig. Det er ikke let at gennemføre. Vi ser, hvordan de træner hinanden i at tåle voldsomme ydmygelser uden at slå tilbage. Og vi ser flere voldsomme situationer, hvor hvide bøller tæver de passive sorte demonstranter i forbindelse med "The Freedom Ride", som er en bustur, de sorte foretog gennem sydstaterne.

Kristendommens rolle
Bob Zellners far er metodistpræst, og han velsigner Bobs engagement i de sortes kamp. Kristendommen er i det hele taget på en god måde flettet ind i filmens handling. Det er tydeligt, at kampen for sortes rettigheder i høj grad udspringer fra sorte kirker. Vi fornemmer også, at de hvide racister mener, at de er på Guds side i deres nedgøring af "de primitive". Bobs farfar er medlem af Ku Klux Klan. Han forklarer i en stærk samtale mellem de to, hvorfor de hvide har ret til at holde de sorte nede på den plads, hvor de hører til.

Man kan se filmen for underholdningens skyld, for den er godt produceret, spændende og charmerende. Man kan også se den, fordi den åbner et tema, der desværre stadig er aktuelt. Og så kan man se den, fordi den helt generelt sætter fokus på, at man ikke kan forholde sig som en passiv tilskuer til uretfærdigheder. Ikke at vælge er også at vælge.

Filmen er kommet på dvd.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer