Fuglene fløjter lystigt. Sommergrønt græs og solmættede blade kæmper om kap i havens farveinferno. Den spanske guitar synger om kap med de ivrige fugle, som forsøger at overspurte børnenes leg og livsglæde. Der er virkelig tryk på den store idyl-knap, når den anerkendte franske instruktør Oliver Assayas sætter skub i sit drama om familieforhold.
En travl fransk familie samles i bedstemoderens hus et sted i det franske ingenmandsland. Hele familien er for en gangs skyld dukket op. Der er den travle designer Andrienne, der kommer helt fra New York. Frédéric, som er økonom og forfatter, og har taget sine teenagebørn med, mens den yngste i søskendeflokken, Jérémie, arbejder for Puma i Peking og kun sjældent har mulighed for at besøge Frankrig. Han har dog også taget både kone og børn med til ferien på landet hos sin mor. Lejligheden er, at moderen Helene fylder 75 år, men selvom de prøver at glæde hende med moderne telefoner osv., er det helt andre ting, der fylder i Helenes hoved. Det står hurtigt klart, at den kunstinteresserede Helene gruer for, hvad der skal ske med huset og dets bekostelige antikviteter, når hun er væk. Som hun siger til sin ældste søn Frédéric: "Som 75-årig må jeg tænke på fremtiden." Det sætter tingene lidt i relief, da det jo normalt er en ung, som vil sige sådan. Børnene bryder sig ikke om, at Helene vægtlægger hendes kommende død så kraftigt. Men Helene er fanget i fortiden, hvor hun havde et forhold til den store kunstner Paul Berthier, som er børnenes grandonkel. Hun tager hele tiden sine beslutninger ud fra, hvad Paul ville have gjort – "Paul ville have solgt huset", "Paul ville have ønsket, at I beholdt hans Carót-billeder" osv.
Moderen dør kort efter og sætter de tre børn i et dilemma. De elsker huset, men er så optaget af deres egne karrierer, at de ikke har tid og overskud til at passe huset. Hermed sætter Assayas fokus på et af nutidens store problemer, nemlig at alting tager tid, men at tiden ikke kan rumme alt. Hvordan når man alt det, man gerne vil? Børnene plages ikke øjensynligt af deres manglende tilstedeværelse, selvom moderen (Helene) flere gange spurgte efter den. Hendes tilstedeværelse bliver dog diskuteret mellem børnene, da moderens evige fokusering på kunstneren Berthier nærmest fratager hende opmærksomheden på de mennesker, hun er i blandt. Det leder til spørgsmålet: Hvem begår den største fejl? Dem som sjældent fysisk er til stede, eller hende som sjældent er psykisk/åndeligt til stede, når hun har besøgende?
Filmen er på den baggrund en intens skildring af nutidens drivkraft kontra det, som ofte bliver taberen i vores kultur, nemlig familien. Filmen er et sundt oplæg til debat om, hvilke værdier vi lader præge vores liv, og i hvilken rækkefølge vi prioriterer job og familie. På en måde er det dog filmens svaghed, at den er så optaget af at lave gode personskildringer, glidende og blide overgange mellem folkene og den smukke natur, at den helt glemmer at have et væsentligt plot. Der er ikke rigtigt nogen spænding i filmen, som venter på forløsning, noget klimaks, som skal afvikles eller nogen frustrationer, som skal udledes. Filmen henter dog gode point på at være insisterende uden én eneste gang at lægge op til slagsmål eller sensualitet. Assayas viser, at man faktisk godt kan lave gode og kreative film uden at spille de kendte og slidte kort, som er sikker på at fange den almene betragter.
Da familien grundet karriererne ender med at sende arvegodset på museum, ser man Frédéric og hans kone på besøg på museet. Det er en underlig betragtning at følge, når de står og kigger på deres mors gamle stuemøbler og vægpynt, dog nu som kuriosa. At se fortrydelsen i Frédérics øjne og hans efterfølgende diskussion med sig selv er et højdepunkt i filmen. Det efterlader mig også med spørgsmålet: Er det virkelig alt, der er til salg?
Titlen "Sommertid" stikker i mange retninger, for det ville måske være nærliggende at kalde den "Efterår", eftersom en ældre person går bort. Titlen indikerer måske håbet og længslen, som er forbundet med de unges liv, inklusive børnebørnenes, og at døden ikke nødvendigvis er det værste, vi har. Nogle gange kan tabet af et familiemedlem være begyndelsen på et nyt og levende forhold mellem de efterladte. For tabet af liv er vel ikke altid ensbetydende med tabet af håb?
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
