• DEN LILLE PRINS (2015) nu på Viaplay udover filmstriben.dk

  • DE LYDLØSE i biografen

  • DEADPOOL & wOLVERINE nu på dvd og blu-ray - og på Disney+ 12/11

  • PERFECT DAYS på dvd og filmstriben.dk

  • MØRKELAND nu på dvd og blu-ray

  • WE LIVE IN TIME i biografen

  • Den kristne film THE FORGE kan nu streames på fx Blockbuster.dk

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

Sommeren '92

Dette er historien om EM-triumfen i '92 - fodboldeventyret der blev til virkelighed.

Biografi/baseret på virkelig historieDokumentarDramaTEMA SportsfilmFilmstriben.dkTEMA Danske film
Produktionsår: 2015
Varighed: 110 min.
Censur: 7 år
Instruktør: Kasper Barfoed,
Medvirkende: Ulrich ThomsenMikkel Boe FølsgaardCyron MelvilleEsben Smed,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Jacob Engholm Bøytler Rahbek - 07.09.2015



RICARDOS OPREJSNING
Det perfekte eventyr. Den udskældte træner som mod alle odds fører de totale underdogs til sejr. "Sommeren '92" er historien, som taler direkte til hjertet af den danske folkesjæl.

"Sommeren '92" skildrer den historie, som de fleste danskere kender til hudløshed. Vi har set de legendariske klip igen og igen, og de fleste af os kan huske, hvor vi var, og hvad vi lavede den juniaften i 1992. Derfor er det på en gang en ganske let og en meget svær film at lave. Historien er skrevet, og den er god, men hvordan lave en film hvor alle kender historien i detaljer allerede inden den går på lærredet? Instruktøren Kasper Barfoed slipper dog rigtig godt fra det og har lavet en must ­see-film, i alt fald for enhver dansker med et minimum af interesse for sport og en god historie.

Mod alle odds
Historien er næsten for god til at være sand ­ det lille land, som kommer med til slutrunden på et afbud, og mod alle odds går hele vejen og bliver europamestre. Vi følger udnævnelsen af den tidligere assistenttræner Ricard Møller Nielsen, som får tilbudt landstrænerjobbet, efter at syv! andre trænere har takket nej. Ricardo vælges i høj grad i mangel af bedre som landstræner, og denne historie kender alle, spillere, fans og presse. Dette - sammenholdt med Ricardos helt særlige fynske dialekt - gør, at han fra dag et bliver gjort til grin i pressen og i befolkningen og kæmper med at vinde spillernes respekt. Dette bliver kun forværret af, at holdets to største stjerner, Michael og Brian Laudrup melder fra til landsholdet, da de ikke kan se sig som en del af et hold med Ricardos stramme defensive disciplin. Et kæmpe nederlag for den nye træner at miste disse to stjerner.

Ricardos oprejsning
Filmen indeholder alle de velkendte historier, som spillernes tur på McDonald’s inden semifinalen, Kim Vilforts datters sygdomsforløb under slutrunden, koner og kæresters ophold på spillernes hotel inden finalen, Ricardos metafor af landsholdet som sin mors korset på et pressemøde og meget mere. Alle disse situationer, som er med til at skabe en historie så god, at ingen filmskaber kunne have fundet på den. Og netop fordi historien er sand, fungerer filmen så godt. Vejen mod EM-triumfen indeholder så mange vanvittige situationer, at vi ikke ville have købt historien, hvis den havde været fiktion.

Det helt store tema i filmen er Ricard Møller Nielsens udvikling. Fra den lidt sære og gammeldags træner, som mener, at spillerne ikke behøver motiveres for at spille godt på landsholdet ­ og til den træner, som pludselig formår at sætte spillerne fri og få dem til at top­præstere på de helt rigtige tidspunkter. Træneren som til slut formår at få et hold ud af en samling ferieklare individualister, i øvrigt fremragende spillet af Ulrich Thomsen. Filmen tjener i høj grad som oprejsning for Ricardo, som i Danmark aldrig fik den kredit, han fortjente for at lede holdet til "miraklet i Göteborg". Tydeligt illustreret ved, at han ikke blev kåret som årets træner i Danmark i 1992, men derimod blev kåret som årets træner i verden i samme år.

Et godt gensyn
Filmen er i høj grad tro mod historien, hvilket forstærkes af, at der anvendes klip fra de rigtige kampe under slutrunden i Sverige. Dette trick fungerer overraskende godt, måske fordi vi elsker at gense de afgørende momenter igen og igen ­ Schmeichels redning med én hånd, Brian Laudrups driblekunst, Faxes dommedagshug og Vilforts afgørende scoring. På trods af den velkendte historie, lykkedes det alligevel at skabe spænding ­ mest markant, da hele biografen er fuldstændig stille, da Christofte går til bolden for at sparke det afgørende straffe i semifinalen mod Holland. Jeg tvivler på, at jeg var den eneste, som fik gåsehud og fugt i øjenkrogene i dette øjeblik.

Livets yderpunkter
Filmen og historien taler i den grad til den danske folkesjæl ­ den grimme ælling, som bliver til en smuk svane ­ underdogs, som slår alle de store nationer ­ det lille land, som mod alle odds bliver europamestre. Den viser os noget om lederskab ­ det er ikke nok at være faglig dygtig som leder, det afgørende skridt på vej mod triumfen er, da Ricardo begynder at motivere og sætte sine spillere fri. Livets skrøbelighed og yderpunkter får vi også med i Kim Vilforts personlige historie, hvor han scorer det afgørende mål til 2­0 i finalen og seks uger senere mister sin seks­årige datter til kræften.

Alt i alt er "Sommeren '92" en meget seværdig film, fyldt med humor, gode historier og en god morale. Og så kan vi jo bare aldrig få nok af at gense en af de fornemmeste stunder i Danmarks nyere historie ­ huttelihut!

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.5 af 6. 4 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer