Solitude

Einvera

En islandsk film om fåmælte og ensomme Gunnar, der flytter til byen. Den tiårige Ari, der bor overfor, er alene efter skoletid. De to opbygger et venskab, så Gunner liver op. Drama, 
Produktionsår: 2023
Varighed: 75 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Ninna Pálmadóttir,
Medvirkende: Þröstur Leó Gunnarsson, Hermann Samúelsson,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 20.03.2025

ENSOMHED OG VENSKAB 

Det er først og fremmest en film om venskabet mellem tiårige Ari (Hermann Samúelsson) og midaldrende Gunnar (Þröstur Leó Gunnarsson). Vi møder først Gunnar. Han er på vej hjem til sin slægtsgård, som ligger ved en opdæmmet sø. På vej hjem, hjælper han en mand, der er kørt fast i den lavvandede del af søen, som man skal igennem, for at komme til gården. Manden kommer på vegne af myndighederne, som i et stykke tid har forsøgt at få Gunnar til at forlade gården. Nu er der kun to dage, til søen bliver yderligere dæmmet op, så Gunnars gård vil blive oversvømmet. Gunnar får 150 mio. islandske kroner (ca. 7,5 mio. dkr.) for den eksproprierede gård. Pengene sættes ind på en bankkonto, så som slipsemanden fra myndighederne siger: "Du kommer i det mindste ikke til at drukne i regninger." Gunnar pakker en trailer og kører mod Reykjavik i sin terrængående firhjulstrækker, hvor han køber en lejlighed, der er møbleret med ting, som de tidligere ejere ikke gider beholde. Hvorfor han flytter til storbyen og ikke vælger et sted på landet med plads til sine elskede heste, skal man nok ikke tænke for meget over. Den eneste grund er nok, at manuskriptforfatteren skulle have Gunnar og Ari til at mødes.

Et helbredende venskab
Den første bybo, Gunnar snakker med, er den rødhårede avisdreng Ari, der insisterer på at give Gunnar en gratis avis, som han har tilovers fra sin rute. Det fortsætter han med, selvom Gunnar siger nej tak. Ari bor i huset overfor Gunnar. Han er enebarn, og hans forældre kæmper mod hinanden, og mod et arbejdspres, der kun giver dem lidt tid til deres søn. Derfor er det velkomment for dem, at Ari kan være hos Gunnar indimellem.

Filmens plot er, at de to bliver venner, og hvad det kommer til at betyde af godt og af smerte for dem. Det er rørende, humoristisk og til sidst også hjerteskærende skildret. De to skuespillere gør det overvældende godt. Man tror på dem, og man kommer til at kende dem helt ind i sjælen. Det er egentlig en langsom film med god tid til eftertanke, men det er samtidig en film, som fastholder opmærksomheden hele vejen. Rigtig godt gået.

Plads til fortolkning
Musikken understøtter scenerne fint. Der er scener med voldsom lyd, og der er poetiske passager. Der er øjeblikke uden musik, som understreger stilheden i naturen, og der er andre øjeblikke, der fylder højttalerne med byens larm. Replikkerne falder naturligt og tydeligt og på islandsk, så vi var afhængige af underteksterne. Kameraet virker enkelte gange lidt håndholdt med uskarphed og uro, men generelt er alt filmet tydeligt med mange nærbilleder af de to skuespilleres levende ansigter. Klipningen er med til at skubbe fortællingen fremad.

Vi vil gerne give andre mulighed for selv at foretage de overvejelser, som filmen giver anledning til. Derfor nævnes her ingen af de fortolkninger, som der lægges op til - særligt hen mod slutningen. Det er en positiv film, der kan ses for oplevelsens og underholdningens skyld. Men den har også en dybde, der gør os klogere på menneskesjælen. De to ensomme mennesker kommer til at gøre noget godt for hinanden. Men det er ikke ren sødsuppe. En fatal misforståelse og manglende evne til at sætte sig ind i andres situation spiller også ind.

---