Det er set før. En film om et menneske, som er blevet tabt af samfundet, bliver samlet op og ender med at bjergtage folk, byer, nationer (eller større!) med deres talent, af hvilken art det så må være. Hvad er det så, der gør "Solisten" til en interessant film? Det vender jeg tilbage til.
Filmen er baseret på en sand historie, og den slags er altid interessant, om end det tit rummer en eftersmag af noget eventyragtigt. Det er altid de historier, som vi "almindelige" mennesker ikke får lov at se. Om det er godt eller skidt kan jo så diskuteres. Filmens omdrejningspunkt er den kendte klummeskribent Steve Lopez, som underholder Los Angeles' borgere med historier fra hverdagslivet. Man ser, at han døgnet rundt er på jagt efter næste historie, og han har altid blok eller diktafon klar til at memorere sine oplevelser.
En dag, hvor tingene ikke går, som de skal, ender han med at høre nogle fængende violintoner fra en park. Han går derned og ser, at en vagabond, der sidder under en Beethoven-buste, spiller noget af det mest intense musik, Lopez har hørt – og det på en to-strenget violin. Musikanten er svær at komme i kontakt med, men mellem alt hans vrøvl får han fremstammet, at han engang har gået på det berømte kunstakademi Julliard, hvor han spillede på cello. Lopez tager tilbage til kontoret og finder ud af, at historien er sand. Herfra bliver det interessant.
Problemet med musikanten, som hedder Nathaniel Ayers, er, at han er skizofren, bor på gaden og ikke stoler på nogen. Det gør det nærmest umuligt for den aktive Lopez at komme i kontakt med ham, selvom de langsomt knytter nogle bånd. De bliver aldrig enige om, hvad der ligger i de bånd, og de går gentagne gange skævt af hinanden. En problemstilling de fleste mennesker, som kender en mentalt syg, vil kunne genkende. Lopez finder en cello og en lejlighed til Nathaniel, men han vil helst bo på gaden. Lopez er uforstående over for den beslutning, men langsomt overgiver Nathaniel sig.
Lopez tager også Nathaniel med til en generalprøve med det store orkester i Disney Hall, og Nathaniel bliver her opslugt af musikken. Lopez er fascineret af Nathaniels indlevelse og bliver nysgerrig efter at finde hans forståelse af musikken.
Det, der gør filmen til noget særligt, er, at det aldrig lykkes dem at få et venskab på benene. Det er svært hele filmen igennem, og de balancerer på byens tyndeste line. Det virker troværdigt, "at venskabet ikke kan kurere ham", som Lopez' chef siger.
Der er flere citater om Guds eksistens og det metafysiske. Nathaniel siger flere gange, at Steve Lopez er hans gud, men jeg ved ikke, om det er et udslag for skizofrenien, for det virker ikke nedladende, nærmere spejler det bare hans komplekse virkelighed. Til gengæld er Nathaniels indblik i det æstetiske et dejligt udtryk for, hvor smukt verden er skabt. Jeg har det selv sådan, at på dage, hvor tingene ramler, glædes jeg stadig over, hvor smuk verden er, hvor godt musik kan lyde, hvor skøn og mægtig himlen er. Nathaniel har et indblik i musik, som er de færreste mennesker forundt, men portrættet af et menneske, som kan se bag ved det umiddelbare i tonerne, synes jeg, er fantastisk godt.
Jeg er normalt ikke en hånlig person, men jeg frydede mig lidt over en sarkastisk bemærkning, hvor Lopez interviewer en fra et ateistisk fællesskab. Det er en kort sidebemærkning, men han spørger ateisten: "So you non-gather?" Ateisten er stum. Lopez: "Well, hmm, other things you don't believe in." Det er lidt frækt at glæde sig over det, og jeg var vist også den eneste, der grinede, men det var på en måde så modigt, at det var fedt.
Filmen er en fortsættelse af de virkelighedsbaserede film, som overstrømmer markedet. Filmen ligner på mange måder "Ray – et portræt af Ray Charles" og Will Smiths Jagten på lykke. Det, der ikke giver filmen topkarakter, er længden. Den knækker en anelse på midten, hvor man lige holder sig vågen, men den balancer på kanten til fem stjerner. En stærk film, med en flot psykologisk skildring af en skizofren, krydret med noget sprudlende klassisk musik af Beethoven.
Gemmer din stemme...
