GOD BLANDING AF EVENTYR OG SORG
Den snart 11-årige dreng Julian er nedtrykt og trist. Han kan ikke glæde sig til julen, som er lige forestående. Hans hjem i en lille norsk by er ikke julepyntet, som det plejer at være. Vi bliver ret hurtigt klar over, at familien er dybt præget af, at han mistede sin storesøster, Juni, for et halvt år siden. Forældrene - især hans mor - har lukket helt ned, så det ikke er tilladt overhovedet at nævne den afdøde. Lillesøster Augusta spørger efter adventsstagen, for det er fjerde søndag i advent. Men mor vil ikke have fest. Hun går ud for at skovle sne. Far siger til børnene: ”Vi må give det lidt tid.” Julians lillesøster kan ikke sove og kravler op i hans seng. Hun spørger: ”Hvad betyder det, far sagde? Hvad kan tiden hjælpe med? Hjælper det Juni? Kan tiden få Juni til ikke at være død mere?” Julien svarer forsigtigt: ”Det tror jeg ikke.” Julian har fødselsdag den 24. december, så det er lige om lidt.
Eventyrligt islæt
Alt dette om Julians hjem folder sig ud efterhånden. Handlingsmæssigt begynder filmen med, at Julian nedtrykt forlader et sangkor, som er ved at øve. Vi ser ham i svømmehallen, hvor han træner som en habil svømmer. Bagefter slår en pige følgeskab med ham. Hun er eventyrlig, rødhåret frisk, Pippi Langstrømpe-agtig, og altså alt andet end trist, og hun erklærer, at julen er den bedste tid af alle. Hun præsenterer sig som Hedvig. Hun vil gerne være ven med Julian. ”Jeg tror, vi begge to vil fortryde ikke at være venner,” siger hun. ”Vi vil fortryde det resten af livet, hvis vi opgiver hinanden nu. Så du kunne gå med mig hjem. Jeg har brunkager og kakao.” Men det vil Julian ikke. Dog er nysgerrigheden vakt, og senere går han hen til Hedvigs hus. Som det ses af traileren er der overdådigt julepyntet hos hende. Fortællingen om ”Snesøsteren” drives af en vekselvirkning mellem Julians mørke og triste hjem og Hedvigs eventyrlige univers. Eventyrlige skal forstås helt bogstaveligt. Vi fornemmer ret hurtigt, at det ikke er et helt almindeligt hus, og at Hedvig ikke er en helt almindelig person, men hvad der gemmer sig bag det eventyrlige, får vi først at vide senere i filmen.
Hyggelig trods tungt emne
Det sjove, lyse og muntre fylder meget. Det gør filmen til en hyggelig oplevelse, som kan nydes alene for det positive. Men den er også en fortælling om et hjem, som er ved at gå i opløsning på grund af et dybt begravet tab. Det handler om en manglende sorgbearbejdning, som trækker alt liv og glæde ud af familien. Undervejs er det ikke svært at regne ud, at filmen sandsynligvis slutter med, at sorgen bliver bearbejdet, men vejen hen mod slutningen er overraskende.
Synet på døden er ikke kristent, så håbet drejer sig ikke om et evigt liv i herlighed. Håbet handler om, at de døde lever videre i vores hjerter, og der skal vi give plads til dem. Kristne forældre kan meget enkelt føje det kristne opstandelseshåb til, når filmen er slut. Der er nemlig ikke noget, der modsiger det.
Filmen er vellykket. De tre børneskuespillere gør det rigtig godt. Musikken støtter stemningen, både den glade, den alvorlige og den uhyggelige. ”Snesøster” bygger på den norske forfatter Maja Lundes uhyre populære bog af samme navn. Lisa Aisatos illustrationer i bogen er forlæg for filmens scenografi.
Kan ses på Netflix.