Sneleoparden

La panthêre des neiges

Dokumentarfilm om den det mystiske dyr, sneleoparden. Filmbillederne er fabelagtige smukke - som rene malerier, men fortællerstemmens forsøg på livsklog dybde er håbløs og amatøragtig. Dokumentar, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: 2021
Varighed: 92 min.
Censur: Tilladt for alle
Instruktør: Marie Amiguat, Vincent Munier,
Medvirkende: Stemmer: , Vincent Munier, Sylvain Tesson,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Henrik Højlund - 08.02.2022

PÅ JAGT EFTER SNELEOPARDEN 

Mine forventninger til filmen var lidt blandede, og da jeg havde set den, sad jeg stadig tilbage med blandede følelser og tanker.

Det forhåndsblandede handlede om, at det skulle være en dokumentarfilm, lavet af to franskmænd, naturfotograf Vincent Munier og forfatter og eventyrer Sylvain Tesson - og med filmkameraet Marie Amiguet. En dokumentarfilm om forsøget på at finde det mystiske dyr, sneleoparden, som man på grund af dens sjældenhed og skyhed ved temmelig lidt om mængden af, men formodentlig et sted mellem 3500 og 7000, i Centralasien. Umiddelbart fremkaldte det ikke forventninger om en film med særlig meget fortælling på hjerte. Til gengæld blev den nomineret til Cannes-festivalens dokumentar-kategori, så noget seværdigt måtte der være med den.

Fabelagtig smuk
Det var der også. På billedsiden. I et stille og roligt tempo føres vi gennem store, øde, smukke bjergområder i Tibet. Filmbillederne er som rene malerier. Der er meget "stilleben" over filmningen. Vi lukkes ind i store landskabsbilleder uden anden hændelse end billedets skønhed. Indimellem lander filmningen i rene fotografier. Billedsiden er fabelagtig smuk.

Håbløs fortæller
Handlingen er selvsagt meget enkel. Det handler kun om én ting: at finde en sneleopard, og før det sker, finder de mange andre seværdige dyr. Hele denne side af filmen holder den oppe på et stærkt seværdigt niveau. Til gengæld sad jeg tilbage med blandede følelser, fordi den efter min mening halter meget i ordvalget. Fortælleren Sylvain Tesson gør meget ud af at udtrykke sig med livsklog dybde undervejs i et poetisk farvet sprog. Og det synes jeg, han slipper ret dårligt fra. Det meste af det er rent ud sagt tomt og ligegyldigt, en form for amatøragtig abstrakt kunst.  Andre seere vil givetvis være dybt uenig med mig, og fred være med det. Indimellem slipper der da også en sætning ud, som er værd at tygge lidt på. Når Tesson fx siger: "I bogen er det, som om jeg spiller en rolle, men i naturen bliver jeg mig selv."  Eller: "Tålmodighed er den ultimative dyd." 

Indimellem er der også dialog mellem Tesson og Munier. Disse dialoger løfter ærlig talt heller ikke filmen meget. Kort sagt: Se filmen for dens overmåde skønne billedside (og for øvrigt også musikside), og lad ordsiden glide ud (eller ind ...).

Man bliver igen dybt taknemmelig over naturens kraftfuldt helende virkning på én. "I naturen bliver jeg mig selv." 

Filmen er kommet på dvd.

---